Museumsinspektør: Vores opgave er at overlevere til eftertiden – ikke at lefle for samtiden

De fem søjler
”Se på, hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål,” skriver Ravn og taler tidens museale tegn, der er både instrumentelt og tidsbegrænset.

Kulturinstitutioner vinder i dag i høj grad popularitet på, hvorvidt de tør tage aktiv del i deres samtids store rørelser, hvilket vi blandt andet har set med museumsaktivismens fremmarch. Som Kvindemuseets direktør, Julie Rokkjær, fornyeligt udtalte, er man ”aktivister, ikke konservatorer”.

Det er en klar forskydning af de fem museumssøjler - fra en ligelig fordeling af kræfter mod et ensidigt fokus på en formidlingssøjle, der skal være højaktuel og til tider gerne må smage af politisk aktivisme.

En kende rørstrømsk
I den henseende vil jeg gerne hejse et mere idealistisk flag for det, der adskiller museer fra alskens kultur- og debathuse, nemlig samlingen.

Indsamling, registrering og bevaring lyder formentligt kedeligt, men i sidste ende er det netop samlingerne, som vi som museumsmænd har indvilliget os på at overlevere bedst muligt til eftertiden.

Vores primære opgave består altså ikke i at lefle for samtiden, ikke at være den bedste, flotteste institution, der emmer af aktivitet og aktualitet, men derimod at sikre vilkårene for den overlevering. Det er den pagt, vi har indgået med for- og eftertiden.

Det lyder som sagt idealistisk, måske endda en kende rørstrømsk. Men det er alligevel en væsentlig indvending mod en museumsverden, der har svært ved at tale om netop dette.

Det aktuelle bliver uaktuelt
Forestiller man sig en ny museumslov og tilskudsordning, der overordnet set bygger på institutionernes popularitet og evne til at tale med i tiden, vil det også være en katastrofe for samlingerne og dermed det danske museumsvæsen. For det er altid de første tre museumssøjler, der halter, når museer gennemgår forandringer eller lider under besparelser.

Det er aldrig i samlingerne, at et museum i dag finder fornyet fokus eller en ny fortælling. Det findes derimod derude – i samfundet og i tidsånden.

Problemet er bare, at tidsånden har det med at skifte. Det aktuelle bliver uaktuelt, og mens vi kaster alle vores ressourcer og tid efter skiftende moder, risikerer vi, at det, som vi faktisk er forpligtet på, smuldrer imellem vores hænder.