Sangskrivere: Vi er nødt til politisk at sætte en stopper for gratis musikstreaming

Midt i vores relevante fokus på den kunstige intelligens indtog i musikbranchen, så må vi ikke glemme det vigtigste – og et af de økonomiske fundamenter. Nemlig økonomien på musikstreamingtjenesterne.

For selvom perspektiverne for kunstig intelligens er dystre for sangskrivningen, så er den klart største økonomiske muskel inden for at udgive musik stadig streamingtjenesterne. Og det har de været i mange år – hvilket kun gør det mere begrædeligt, at vi komponister, sangskrivere og producere ikke har fået bedre vilkår. 

For mens musikken aldrig har været mere tilgængelig, står de mennesker, der skriver de sange, vi alle lytter til, i en økonomisk krise. Vi skabende kunstnere er ikke ordentligt betalt for vores arbejde, og markedsfejlene ser ikke ud til at rette sig selv.

Skal vi sikre en bæredygtig fremtid for dansk (og international) musik, er vi nødt til at gennemføre fundamentale ændringer i streamingøkonomien. Det må stå øverst på den kommende kulturministers dosmerseddel.

Vi skabende kunstnere er ikke ordentligt betalt for vores arbejde, og markedsfejlene ser ikke ud til at rette sig selv.

Andreas Hemmeth og Jesper Hansen
Sangskrivere

Det første er et opgør med den "gratis" musik. For det største problem er den systematiske udhuling af musikkens værdi.

Langt over halvdelen af danskernes digitale musikforbrug foregår i dag på gratis tjenester, hvor betalingen til kunstnerne er op mod ti gange lavere end på abonnementstjenesterne og bedst kan sammenlignes med det rene ingenting. 

En fransk model

Denne strategi lader de skabende kunstnere medfinansiere en markedsmodel, der modarbejder en sund økonomi. Vi er nødt til at sætte en stopper for gratis musikstreaming og kræve, at platformene tager ansvar for musikkens reelle værdi.

På eksempelvis filmstreaming kan man "kun" få korte introperioder gratis. Det er et fint sted at lande, hvis vi i musikverdenen kunne gøre det samme.

Vi har brug for en 'bund under markedet' – præcis som vi har på arbejdsmarkedet – hvor man som kunstner er sikret en minimumsindtægt for sin musik. Noget, kun det politiske system kan sikre.