Debat

Midtjyske Museer: Her er vores ønsker til den kommende kulturminister

DEBAT: Efter valget bør kulturministeren fortsat prioritere museernes undervisningstilbud for skoler. Og så skal der opføres nye magasiner, så museerne rent faktisk har en chance for at bevare kulturarven, skriver Anne-Mette Villumsen fra Midtjyske Museers Udviklingsråd.

Den kommende kulturminister skal prioritere museernes undervisningstilbud for skoler og sikre nye magasiner til kulturarven, skriver Anne-Mette Villumsen, Formand for Midtjyske Museers Udviklingsråd og museumsleder, Skovgaard Museet. (Foto: Skovgaard Museet).
Den kommende kulturminister skal prioritere museernes undervisningstilbud for skoler og sikre nye magasiner til kulturarven, skriver Anne-Mette Villumsen, Formand for Midtjyske Museers Udviklingsråd og museumsleder, Skovgaard Museet. (Foto: Skovgaard Museet).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anne-Mette Villumsen
Formand for Midtjyske Museers Udviklingsråd og museumsleder, Skovgaard Museet 

Med Folkeskolereformen og de deraf følgende længere skoledage kan vi på museerne allerede mærke en større efterspørgsel på vores ressourcer og formidlingskompetencer.

Inden for politik har kulturen altid været et område, der har haft stor bevågenhed i forhold til de midler, der er blevet afsat til kulturen fra staten.

Fakta
Kulturdebatten på Altinget: kultur har til formål at fokusere og styrke den kulturpolitiske debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget: kultur derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for kulturområdet.

I den kommende tid vil et debatpanel sætte fokus på, hvordan kulturpolitikken skal se ud efter det kommende folketingsvalg. Hvad skal en ny regering prioritere på kulturområdet? 

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.

Send dit indlæg til [email protected]

Kulturministeriet er økonomisk set det mindste ministerium, men det er ikke det mindst kendte ministerium. De midler, der bliver frataget – eller tilført – kulturen, vækker ofte højlydt debat i medierne. Tænk blot på nedlæggelsen af DR’s UnderholdningsOrkester eller Uffe Elbæks middag på AFUK.

Langt de fleste af statens kulturkroner er øremærket til drift af landets kulturinstitutioner, og det er procentvis en ganske lille del, der rykkes rundt med i forhold til politiske prioriteringer.

Af statens kulturkroner bliver der brugt 368 millioner kroner om året på de danske museer (2012-tal). Midtjyske Museers Udviklingsråd vil gerne slå til lyd for, at de midler, der bliver tilført de danske museer, og de prioriteringer, som en kommende kulturminister vil være med til at foretage, har rigtig stor betydning for de danske museer, selv om det i kroner og øre ikke udgør et stort beløb i det statslige regnskab.

Større besøgstal end Superligaen
De danske museer er en central og uomgængelig del af landets kultur. De sidste 10 år har museerne haft en samlet vækst i besøgstal på over 40 procent. I 2014 besøgte i alt 14.429.152 gæster landets museer, hvilket var en stigning på otte procent i forhold til 2013.

I vækst er de danske museer altså at sammenligne med Kina eller Indien – og ikke med den øvrige vækst i Danmark eller Europa. Der er faktisk ca. 10 gange så mange mennesker, der besøger de danske museer, end mennesker, der ser Superligakampe (se her).

Selv om der umiddelbart er fremgang og succes på de danske museer, er der alligevel nogle områder, som Midtjyske Museers Udviklingsråd synes er vigtige for den politiker, der bliver kulturminister efter det næste valg, at prioritere.

Museer er vigtigt lærested
Undervisningstilbud for skoler og ungdomsuddannelser har længe været en central del af museernes virke, og de senere år er museernes formidling blevet styrket med tilbud til flere befolkningsgrupper – ikke mindst grupper, der ikke plejer at bruge museerne, eller grupper med særlige behov.

Gennem projekterne Interface i Region Midtjylland eller Learning Museum på Sjælland er der blevet etableret en lang række givende faglige og pædagogiske partnerskaber mellem museer og uddannelser, som har beriget undervisningen.

Med Folkeskolereformen og de deraf følgende længere skoledage kan vi på museerne allerede mærke en større efterspørgsel på vores ressourcer og formidlingskompetencer, der udvider elevernes rammer for læring og bidrager til den faglige viden, lærerne kan trække på.

Derfor, kære kommende kulturminister: Husk fortsat at prioritere museernes rolle i at give skolerne et udvidet læringsrum på kulturområdet til glæde for de unge, der skal skabe det fremtidige Danmark. Museer er ikke kun besøgstal og blockbusterudstillinger og oplevelsesøkonomi – vi er et vigtigt lærested og mødested for alle generationer af landets borgere.

Nye magasiner til kulturarven
Den seneste tid har der været en debat lanceret af Venstre om muligheden for, at museerne kunne få lov til at sælge ud af deres samlinger.

Med den aktuelle museumslov må museer ikke umiddelbart skille sig af med eller omsætte deres samlinger – tværtimod er det én af museernes vigtigste opgaver at bevare kulturarven. Alt kan og skal ikke bevares, og museerne arbejder på at få et bedre overblik over samlingerne og dermed blive bedre til at prioritere, hvad de skal og ikke skal bevare.

En rigsrevisionsrapport fra marts 2014 har dog understreget, at det langt fra er alle museer, der har egnede forhold til at varetage opgaven med at bevare kulturarven på forsvarlig vis.

Nogle museer har fået etableret gode magasiner i fællesskab, hvor der er blevet opført tidssvarende og driftsbesparende magasiner. Men der er stadig mange museer, der må slå sig til tåls med tiloversblevne kommunale bygninger såsom forhenværende skoler eller lagerhaller.

Ikke alle har været så heldige som Louisiana at have så megen mediebevågenhed, at de kunne få knap 30 millioner kroner fra private fonde til at få bygget et magasin (se her).

Det er ikke kun et spørgsmål om mere plads – det er også et spørgsmål kvaliteten og karakteren af den plads, som er vigtig i forhold til opbevaringen.

Derfor, kære kommende kulturminister: Følg op på Rigsrevisionens kritik ved at støtte opførelsen af magasiner til kulturarven, så museerne rent faktisk har en chance for at bevare den, som de skal, og så også kommende generationer kan opleve kulturarven. Museernes stigende besøgstal viser, at der ER en interesse for den kulturarv, som museerne formidler.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne-Mette Villumsen

Direktør, Ribe Kunstmuseum 2022-, formand for Kunstkonserveringen 2020-
mag.art. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2002)

0:000:00