Museumsdirektør: Coronatiden blev en gamechanger for danskernes kulturvaner

Mon ikke vores børnebørn på et eller andet tidspunkt får det med fortællinger om årene med corona, som vi andre har haft det med vores bedsteforældres beretninger om tiden efter 2. verdenskrig? Nemlig at de personlige beretninger fra dengang i begyndelsen af 2020’erne, hvor hele verden blev lukket ned for at skærme mod en pandemi, antager karakter af noget fjernt, som de anerkender betydningen af, men måske selv har svært ved at relatere til?

Der er ingen tvivl om, at de personlige beretninger fra en tid, hvor verden i den grad blev underlagt omsiggribende forandringer, kommer til at fylde meget for os, som stod midt i dem. Selvfølgelig fordi vi blev dem, hvis hverdag blev voldsomt påvirket af måneder med nedlukninger og år med restriktioner, og måske endda med årtier foran os, hvor nye bekymringer kommer til at fylde.

Men hvis de erfaringer, vi har gjort os under covid-årene, skal gøre en forskel for vores efterkommere som andet end ”historier fra gamle dage”, er det afgørende, at vi formår at bruge vores indsigter til for det første at gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, at vi kommer til at stå i lignende situationer i fremtiden - og for det andet at sikre, at de læringer, vi har fået, bliver omsat til ændret adfærd.

Det sidste bliver nok den største udfordring. Mennesker er som bekendt slaver af vaner, og ser vi tilbage på det første coronaramte år 2020, handlede det vist mest om, hvordan vi hurtigst muligt kom tilbage til verden og hverdagen, som vi kendte den.

Der tegner sig konturer af nye vaner
Men i takt med at månederne gik, og vi bevægede os ind i en New Normal, hvor vi blev vant til at arbejde hjemmefra, og mange af os derfor fik den tid foræret, som vi tidligere havde brugt på transport til og fra arbejde, tegnede der sig konturerne af nye vaner.

Vi fandt nye måder at kommunikere vores identitetsvalg på

Jane Sandberg
Museumsdirektør, Enigma

For det første kom vi til at se anderledes ud. Vores fysiske fremtoning som identitetsmarkør betød uendeligt lidt, fordi vi kun så hinanden på en skærm og derfor ikke kunne kommunikere gennem for eksempel vores valg af tøj. I stedet sad vi hjemme bag skærme og forskansede os i hyggetøj. Så meget at forskere i beklædning forudså blivende forandringer i vores måder at anskue vores tøjvalg på. ”Nu er tøj en følelse, og derfor bliver pasform, tekstur og materialer afgørende som aldrig før. Det, vi har på, skal være blødt og give plads til en hverdag, hvor grænserne mellem arbejdsliv, skoletid, fritid og familietid flyder sammen,” sagde lektor i design og bæredygtighed på Det Kongelige Akademi Else Skjold til Berlingske.

Men behovet for at udtrykke, hvem vi er, var intakt, og vi fandt nye måder at kommunikere vores identitetsvalg på. For eksempel kom vores før så private hjem i fokus. For nu var chefen, samarbejdspartneren og kollegerne pludselig inviteret indenfor i samtalekøkkenet, hvor mor holdt Teams-møde, mens ungerne kravlede rundt i baggrunden, og manden passerede forbi i skjorte, slips og boksershorts (sidstnævnte er en selvoplevet erfaring).

Skulle vi markere kulturel kapital og status, blev det i stedet gennem bogreoler som baggrundstæppe. Og selvfølgelig via uendelige posts på vores foretrukne coronakanaler: SoMe. Hjemlige og tidskrævende sysler som surdejsbagning, sankning i naturen og håndarbejde blev postet på diverse kanaler som synlige tegn på, at vi forbrugte tiden fornuftigt. Normalt er 20-25 procent af danskerne glade for at lave håndarbejde i deres fritid, men det tal voksede eksplosivt under første nedlukning.

Anne Kirketerp, som er psykolog og forsker i craftpsykologi, anslog således i Kristeligt Dagblad i april 2020, at næsten halvdelen af danskerne havde kastet sig over et eller andet håndværk i nedlukningsperioden.

Naturen trak, og vi blev medskabere af kultur
Men også vores forhold til naturen undergik forandringer, og billeder fra udendørsaktiviteter alene og med andre blev også en identitetsmarkør. Nok mest, fordi vi simpelthen var mere ude i naturen, fordi det at gå en tur eller samle familie og venner omkring et bål var langt mere sikker coronaadfærd, end hvis vi mødtes, som vi ellers ville have gjort omkring et opdækket bord indendøre.

Naturstyrelsen kunne allerede to måneder efter den første store nedlukning i marts 2020 notere sig, at hver fjerde dansker under lockdown havde besøgt et naturområde, hvor de aldrig tidligere havde været. 34 procent svarede, at de havde opholdt sig mere i naturen, end de plejede at gøre. Især blandt de yngre kunne der noteres en væsentlig adfærdsændring. Nu er det måske ikke så svært at forstå, at det var naturoplevelser, som vi opsøgte. Ret beset var naturen jo faktisk det eneste, som ikke var lukket.

Men også ændret adfærd i vores kulturforbrug fandt vej til vores sociale medier. Men hvor vi før havde fundet fornøjelse i at forevige et museumsbesøg eller os selv i en teatersal, blev vores kulturforbrug langt mere præget af, at vi selv var aktører. Første gang, den tendens for alvor spredte sig som lynild på digitale kanaler, var, da vi begyndte at synge på altaner og i baggårde.

Også ændret adfærd i vores kulturforbrug fandt vej til vores sociale medier

Jane Sandberg
Museumsdirektør, Enigma

Pludselig stod mennesker i alle aldre og sang i vilden sky fra åbne vinduer, og glæden ved, at vores stemmer berørte hinanden og fandt samklang, blev et rørende billede på, i hvor høj grad vi mennesker trænger til samvær med hinanden. Når det fysiske samvær ikke var muligt, kunne vi i stedet lade vores stemmer mødes. Set fra et kulturperspektiv var de mange syng-sammen-arrangementer et tydeligt billede på, at danskerne havde lyst til at være medskabere af deres kulturoplevelser. Men også en klar markering af, at vi som samfund har brug for de oplevelser, som kulturen skaber, for at vi kan eksistere.

Kulturens værdi blev synlig
Somme tider opdager vi først, hvad vi savner, når vi ikke længere har adgang til det. Som nu for eksempel kulturoplevelser som koncerter, teateroplevelser, museumsbesøg, biografmørket eller læseklubben på biblioteket. Under normale omstændigheder er kulturen og dens vilkår ikke noget, som fylder meget i vores offentlige samtaler. Enhver politiker ved, at kulturpolitik ikke flytter stemmer. Men det ændrede sig under corona.

Først ved at det nærvær, som kulturens rum giver os, forsvandt. Dernæst ved at det blev tydeligt, at de mange hjælpepakker i de første måneder ikke var skruet sådan sammen, at de også holdt hånden under særligt udøvende kunstnere og de kulturinstitutioner, som normalt præsterer en særlig stor egenindtægt. At kulturen fylder hos danskerne, særligt når den ikke er til rådighed, var en antagelse, der blev bekræftet under corona.

Således kunne en undersøgelse udført af Applaus og Megafon i januar 2021 vise, at en tredjedel af danskerne svarede, at kulturen havde fået større betydning for dem under epidemien, mens nogenlunde samme antal svarede, at de forventede, at kulturen vil være et vigtigt emne ved næste folketingsvalg. Det vil i givet fald være en stor forandring, al den stund kulturpolitik traditionelt set sjældent er udslagsgivende for, hvor danskernes sætter deres kryds.

De af os, som arbejder i kulturbranchen, ved, at kulturoplevelser er noget, vi allerhelst har sammen med andre. Når vi vælger at bruge et par timer på et museum eller til en koncert, gør vi det sjældent alene. Vi oplever sammen. Både fordi der er noget magisk ved at dele helt særlige øjeblikke i en teatersal eller foran et maleri, og fordi kulturoplevelser skaber fælles minder, som vi vender tilbage til i vores samtaler.

Den slags samtaler forstummede under corona, for vi oplevede ikke længere sammen. Endelig ved vi, at kulturoplevelser ofte er noget, flere generationer kan samles omkring, og fordi vi alle blev hjemme og ikke så hinanden fysisk – da slet ikke de ældre i familierne, som var de mest sårbare – blev den dimension af vores sociale liv gennem kulturoplevelser os også berøvet. Og savnet af dem gjorde behovet meget tydeligere. Den erfaring har
lunet gevaldigt i kulturverdenen, for den bekræftede os jo i, at det, vi normalt tilbyder, har værdi for mange.

Nye formater med potentiale
Ikke overraskende var der stor iderigdom og hittepåsomhed blandt kulturens aktører, da nedlukningen lukkede vores døre. Mange kulturudbydere forsøgte sig med digitale formater, hvor for eksempel teateret kunne komme til os hjemme i stuerne. Og til trods for at det selvfølgelig er bekvemt at sidde med plaiden i sofaen og næsten være i Det Kongelige Teater, var det altså kun et ”næsten”.

Oplevelsen af at være tæt på den skabende kunst, at kunne fornemme skuespilleren på scenen i samme rum som os selv, var taget ud af ligningen. Og med den også en del af magien. I situationen den bedst mulige oplevelse, men den kan aldrig helt erstatte det direkte møde i kunstens rum. Det fik vi da i det mindste bekræftet i de lukkede måneder.

Og da kulturverdenen, som vi kendte den, blev utilgængelig, dukkede andre oplevelsesmuligheder op. Nogle lavede levende teater, oplæsninger og vandringer udendørs, andre udforskede, hvad de digitale medier kunne tilbyde, når vi som kulturens institutioner ville formidle. I det hele taget var virketrangen og lysten til at opsøge nye formater at formidle kunsten igennem imponerende stærk – og stærkt inspirerende. Men de fleste af os i kulturverdenen lever af at sælge billetter. Og betalingsvilligheden til en digital kulturoplevelse er af indlysende årsager langt mindre end til the real thing. Den erfaring har været vigtig læring for et helt kulturliv, som har været stærkt økonomisk påvirket af ikke at kunne åbne sine døre.

Den svære genåbning af kulturlivet
En anden væsentlig erfaring for et samlet kulturliv har været, at vi ikke er dygtige nok til at indsamle data, behandle og analysere den indkomne viden og omsætte den til gangbare argumenter på den politiske arena. For kulturen oplevede igen og igen at komme bagerst i den politiske kø, hvor kampen om politikernes opmærksomhed og handlekraft selvsagt var heftig. Særligt diskussionen om, hvornår kulturens institutioner skulle have lov at genåbne, kom til at trække overskrifter og fik debattører til tasterne, fordi eksempelvis storcentre fik lov at slå dørene op før kulturinstitutionerne. Som modbillede blev fremdraget Italien, hvor man valgte at åbne kulturens rum som noget af det første i genåbningsprocessen i maj 2020.

Vi skal sideløbende arbejde langt mere systematisk for at skabe alliancer med beslægtede erhverv

Jane Sandberg
Museumsdirektør, Enigma

Landets kulturminister talte ligefrem om, hvordan kulturen kunne være ”a great contribution to the country’s recovery”. Da kulturens institutioner igen fik lov at lukke gæster inden døre, var det med restriktioner og krav om coronapas. 27 procent af danskerne svarede i juni 2021, at restriktioner og krav om coronapas var medvirkende til, at de havde fået mindre lyst til at opsøge kulturoplevelser. Hvor nødvendige disse krav end måtte have været, set fra en sundhedsmæssig betragtning, var de medvirkende til, at det brede kulturliv kæmpede voldsomt for at genvinde det tabte. Simpelthen fordi publikum svigtede.

Organiseret kulturliv skal bruge data klogt
Arbejdet med at skabe evidensbaseret viden er blevet styrket i de forgangne måneder, ikke mindst fordi Dansk Erhverv og Dansk Industri har vist langt større forståelse for og interesse i kulturområdet, end vi tidligere har set. Men der er også sket interessante forskydninger og fornyelser i kulturens eget organisatoriske landskab. Kulturlivet er organiseret med ganske små interesseorganisationer bemandet med ganske få personer, og kræfterne og kompetencerne til at arbejde med politisk påvirkning har historisk ikke været højt prioriteret. Denne vigtige erkendelse indtraf langsomt, men sikkert, og den betød, at en række af kulturlivets små organisationer har forenet sig under navnet Dansk Kulturliv, hvis opgave det blandt ander bliver at arbejde mere systematisk og professionelt med public affairs.

Kulturen gik online
Tilbage til danskernes kulturadfærd under pandemien. For hvad gjorde vi så, da vi ikke længere kunne besøge museerne, teatrene og biograferne? De mest markante resultater i Danmarks Statistiks kulturvaneundersøgelse for 2. kvartal 2020 var, at der under nedlukningerne var sket en stor stigning i vores brug af bibliotekernes digitale tjenester; forbruget af skønlitteratur var således steget med otte procent sammenlignet med året før, mens antallet af dem, som havde opsøgt billedkunst via andre kanaler som for eksempel sociale medier var steget med seks procent.

For museerne var der særligt godt nyt at hente i tallene, der fortalte om, hvilke målgrupper de formåede at nå via deres digitale kanaler, fordi hver fjerde ung mellem 24 og 34 havde oplyst, at de havde fulgt et museum online i nedlukningsperioden. Normalt er præcis denne målgruppe en akilleshæl for museerne, men disse tal pegede på, at denne svære målgruppe muligvis er nemmere at nå, hvis museerne i højere grad prioriterer deres tilstedeværelse på onlinekanaler.

Brug for forretningsmodel for det digitale kulturliv
Det er indlysende, at de digitale kommunikationsplatforme udgør stærke kanaler for kulturens institutioner. Mange af os er billedbårne, og alene af den årsag bør vi arbejde med en markant tilstedeværelse på disse kanaler. Det interessante og stadig underbelyste spørgsmål er selvfølgelig, hvad ”konverteringsraten” er for vores indsats på SoMe.

Vi ved meget lidt om, hvor mange af dem, som følger kulturens institutioner på de sociale medier, der besøger os fysisk på et tidspunkt og dermed er medvirkende til at skabe økonomi for os. Når sagen diskuteres internt i branchen, ender det hurtigt med at blive en for-eller-imod-snak om, hvorvidt vi også skal formidle gennem digitale platforme. Mig bekendt er det endnu ikke lykkedes en dansk kulturinstitution at skabe substantiel forretning med digitale produkter. De fleste af de tiltag, som så dagens lys under corona, var ovenikøbet gratis. Men det koster ikke gratis at omlægge vores produkter til også at være digitale. Det kalder tværtimod på kompetencer, som særligt de mindre institutioner slet ikke har i deres medarbejderstab.

Sagt lidt polemisk, så kan sortseeren (mig) godt være bekymret for, om det danske kulturliv under corona gentog den fejl, som den danske mediebranche begik for mere end tyve år siden, da de omlagde deres produkter til også at være digitale – uden først at have opfundet en forretningsmodel for den omstilling. Digitaliseringen af mediebranchen betød, at vi som forbrugere lynhurtigt blev vænnet til, at nyheder, analyser og baggrundsartikler var gratis.

At danskerne værdsætter deres kulturtilbud, har covid-tiden kun bekræftet

Jane Sandberg
Museumsdirektør, Enigma

Men heller ikke de er spor gratis at producere, og medierne kæmper (ikke bare i Danmark) fortsat med at løse den problematik, som de selv skabte i et – kan vi se i dag – naivt forsøg på at nå danskerne gennem de digitale kanaler. Af den årsag ville det være klogt at få skabt et overblik ved systematisk at indsamle og analysere erfaringerne fra corona. For i dem gemmer der sig potentialer, der måske kan være med til at få udviklet forretningsmodeller, som gør, at vi i fremtiden også har masser af digitale kulturtilbud, der ikke nødvendigvis skaber betalende trafik på kulturens institutioner, men som i stedet skaber andre økonomiske muligheder for kulturens aktører.

Vi skal gribe mulighederne og tænke nyt
Når verden en dag nærmer sig den hverdag, vi kendte fra tiden før covid-19, er det interessante spørgsmål selvfølgelig, hvor mange af de nye vaner der hænger ved. Et forsigtigt kig i krystalkuglen kunne vise, at danskernes lyst til i højere grad at være medskabere af deres kulturoplevelser er kommet for at blive.

Det stiller nye krav til kulturens institutioner, som skal tilrettelægge deres produktioner sådan, at vores publikum får mulighed for at deltage og påvirke. En anden ændret adfærd bliver nok, at kulturens institutioner skal arbejde præcist for at imødekomme vores trang til at positionere os selv via de sociale medier. Og at de valg, vi træffer, når vi oplever kultur, skal være nogle, hvor vi gør det muligt for vores gæster også at dele deres oplevelser med andre, fordi disse oplevelser er stærke identitetsmarkører.

Det faktum, at vi har fået et andet forhold til vores arbejdstid, og ikke mindst hvor vi arbejder, kommer nok også til at have indflydelse på, hvornår kulturens institutioner skal være åbne og tilgængelige. Måske endda også som mødesteder for mennesker, som er på arbejde, men som har lyst til at koble for eksempel et møde sammen med en fælles oplevelse i kulturens verden.

Behovet for at få undersøgt og afprøvet nye forretningsmodeller for kulturen, også når den finder sted andre steder end på en institutions fysiske matrikel, er stort. Vi ved alt for lidt om, hvordan vi også kan gøre, og vi savner en erfaringsopsamling med gode eksempler på, hvornår og hvordan vi lykkes med at polstre os selv bedre, så vi ikke er fuldstændigt afhængige af at sælge adgangsbilletter til koncertsale og museumsrum.

Endelig må det være blevet klart for de fleste, at kulturen også behøver stærke stemmer i det politiske rum. Hvis ikke kulturens institutioner evner at tilvejebringe både valide data, analyser og beregninger på forskellige scenarier, står vi stækket i kampen om såvel politisk bevågenhed som midler. Vi skal sideløbende arbejde langt mere systematisk for at skabe alliancer med beslægtede erhverv og løfte vores røst i den offentlige samtale. Ikke kun som klynkere, men som et erhverv, der hviler på valideret viden, der kan omsættes til konkret politisk handling.

At danskerne værdsætter deres kulturtilbud, har covid-tiden kun bekræftet. Nu er det op til erhvervet at tage ved. 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Indlægget er en del af Realdanias essaysamling ’Refleksioner fra en pandemi’, der udkommer 30. marts og sætter fokus på, hvordan COVID-19 har påvirket danskernes adfærd og fysiske rammer.