Nikolaj Bøgh: Kulturelle boykots går Putins ærinde

Ruslands skamfulde invasion af Ukraine blev i vores del af verden heldigvis mødt med entydig fordømmelse - og meget stor vilje til at støtte det ukrainske folk og bekæmpe den russiske aggression på mange forskellige måder. 

Undervejs er der dog også blevet leveret vildskud, også fra dansk side, hvor der navnlig i de første uger efter invasionen blev truffet forhastede beslutninger, hvor alt russisk pludselig syntes at stå i et problematisk skær. Ikke mindst på kulturområdet blev der foretaget en lang række problematiske aflysninger, alene med henvisning til, at de deltagende kunstnere var russere. Også selvom de i flere tilfælde ikke var bosat i Rusland og havde vestlige statsborgerskaber. I flere tilfælde har eftertanken senere meldt sig. En hel del aflysninger står dog fortsat ved magt. 

Kulturministerens problematiske rolle
Kulturministeren har spillet en ganske problematisk rolle i forløbet med lidt svævende udtalelser om, at ”kaste et kritisk blik på, hvad og hvem de har på programmet”, og at overveje, hvad "man vil lægge navn til". Selvom udtalelserne var tilstrækkeligt floromvundne og dunkle til, at de ikke nødvendigvis betød det, blev de tydeligvis i flere sammenhænge tolket som en opfordring til at aflyse alt kultursamarbejde, der involverede russere.

Det har været meget uheldigt, og kulturministeren har efterfølgende forsøgt at løbe fra sit ansvar og henvist til, at beslutningerne om, hvad der skulle aflyses og ikke aflyses, må træffes lokalt. Men når man i så høj grad har givet anledning til uklarhed, så er der brug for, at man toner rent flag og i klartekst forklarer, at russisk kultur naturligvis ikke er bandlyst, fordi vi er i konflikt med det siddende russiske regime. 

At aflyse udstillinger og forestillinger med russiske kunstnere, alene fordi de er af russisk oprindelse, er i realiteten en slags kulturel apartheid, som vi aldrig har oplevet herhjemme i tidligere krisesituationer i historien. Selv under den kolde krig, hvor Sovjetunionen stod klar til at udslette Danmark og hele Vesteuropa med atomvåben, lyttede vi gerne til russiske musikere, oplevede gæstebesøg af russiske balletdansere og så udstillinger med russiske malere. 

Russisk kultur er desuden meget andet og mere end det aktuelle russiske regime, dengang som nu. Mange mennesker i kulturlivet er, her som i Rusland, særdeles kritiske overfor det bestående system, fordi det i en vis forstand er kunstens natur at skabe modbilleder og pege imod fjerne horisonter og andre synsvinkler på livet og samfundet.

Derfor viser kulturen os ofte netop, at der er et andet Rusland, som står i kontrast til Putins stadig mere uniforme og autoritære stat. Ved at give stemme til dem, støtter vi ikke Putins regime, men tværtimod styrker det mere pluralistiske Rusland og skaber rum for en mellemfolkelig forståelse, som til alle tider har været frygtet af diktatorer og autokrater, der netop lever af at opstille stereotype fjendebilleder. 

Byd russere velkommen
I forhold til panikaflysningerne af teaterstykker, operaforestillinger og kunstudstillinger med russisk indhold skal vi derfor vende tankegangen om, og snarere byde flere russere – og naturligvis ukrainere – velkommen til danske scener, teatersale og kunstmuseer.

Vi er imod det russiske regime, ikke imod russisk kultur

Nikolaj Bøgh (K)
Rådmand, Frederiksberg

Det kan kun styrke de russiske stemmer, som ikke ønsker et aggressivt Storrusland, men derimod ønsker fredelig sameksistens med sine nabolande, herunder os i Vesten. Og skulle der indsnige sig en enkelt eller to, som faktisk er på Putins side, så lever vi nok også med det. Den frie kunst og den frie tanke kan godt holde til at blive modsagt, og vi er stærke nok til at debattere vores ideer og verdensbillede med mennesker, der tænker anderledes end os selv. 

Til syvende og sidst er hovedproblemet med at boykotte russisk kultur, at det snarere styrker end svækker Putins fortælling om sig selv og om Ruslands placering i verden. En helt central del af Putins legitimering af Ukraineinvasionen er således, at den er svar på et aggressivt Vesten, som hader og modarbejder Rusland på alle måder, altså en slags russisk ”selvforsvar”.

I den sammenhæng bliver vestlige aflysninger af kulturelle begivenheder aktivt brugt af Putin som eksempler på, at Vesten hader alt russisk. Så samtidig med, at vi afskærer os selv fra russisk kulturs værdier og udgrænser stemmer fra russisk kulturliv - som kunne repræsentere et andet Rusland end Putins - bidrager vi til at styrke Putins eget narrativ om forholdet mellem Rusland og Vesten. Det er der bestemt ingen grund til. Vi er imod det russiske regime, ikke imod russisk kultur.