Debat

ODM: Vi har brug for en museumsreform

DEBAT: Museumssektoren har udviklet sig utroligt meget de sidste ti år, hvilket forstærker behovet for en reform af statens tilskudssystem. Det skriver ODM-formand Flemming Just, der er første debattør i en ny temadebat på Altinget Kultur.

Staten skal beslutte sig for, hvad museernes væsentligste opgaver er, og hvordan disse skal belønnes, skriver Flemming Just.
Staten skal beslutte sig for, hvad museernes væsentligste opgaver er, og hvordan disse skal belønnes, skriver Flemming Just.Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Flemming Just
Formand, Organisationen Danske Museer (ODM) og direktør, Sydvestjyske Museer

"Bolden mangler kun at blive prikket ind".

"Der er et bredt politisk ønske om, at denne aftale skal gennemføres… Uanset hvem der er kulturminister til den tid, har jeg fuld tillid til, at vi kommer i mål."

Sådan sagde Mette Bock (LA), da hun i foråret 2019 måtte opgive at gennemføre en reform af museumsstøtten.

Fakta
En museumsreform har i årevis været på politikernes dagsorden. Det nuværende støttesystem er forældet og ikke til at gennemskue, lyder kritikken blandt andet.

Men reformen er adskillige gange blevet udskudt, senest på grund af coronakrisen, og ansvaret er skiftet fra den ene regering til den næste.

Nu har kulturminister Joy Mogensen (S) sat spørgsmålstegn ved, om en reform overhovedet er den rigtige vej at gå.

I denne temadebat svarer en række aktører inden for kulturområdet på spørgsmålet: Museumsreform – ja eller nej? Og hvis en reform er nødvendig, hvad skal den så indeholde?

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du meget velkommen til at skrive et indlæg og sende det til debatansvarlig Marie Schønning Jensen på [email protected] eller til Altingets debatredaktion på [email protected].

På det tidspunkt sad alle Folketingets ni partier ellers stadig med omkring forhandlingsbordet og gav alle udtryk for, at den eksisterende støttetildeling var uigennemskuelig og burde ændres.

Det skulle vise sig, at ministeren og flere af de øvrige forhandlere var alt for optimistiske.

Kære kulturminister: Find bolden. Bring den i spil. Der kan ikke være noget at frygte.

Flemming Just
Formand, Organisationen Danske Museer (ODM)

Ønsket om en anden tilgang
Bolden er slet ikke på banen mere, og der er tilsyneladende ikke mange, der leder efter den.

Det skal de ikke høre et ondt ord for.

Den bane, som ministeren havde kridtet op, handlede om, at der skulle tages fra nogen og gives til andre ud fra nogle svært gennemskuelige principper eller rettere mangel på principper.

En reform på det grundlag ville derfor blot have skabt andre problemer og have efterladt en række dygtige institutioner som tilfældige tabere i nulsumsspillet.

Fra museumsside har vi hele tiden ønsket en anden tilgang. Lad os først få foretaget en grundig analyse af de opgaver, som man mener, museerne skal løse i 2020’erne og 30’erne.

Derefter kan man sætte beløb på, hvad staten skal betale for at få disse opgaver løst på en professionel måde.

Behov for ændringer vokser
For snart ti år siden udarbejdede et ekspertudvalg under Kulturministeriet en fremragende rapport om ’Fremtidens museumslandskab’.

Den dannede grundlag for den revision, der et par år senere blev foretaget af museumsloven.

Der blev imidlertid ikke gjort noget nævneværdigt ved støttesystemet, selv om rapporten godtgjorde, at museumslandskabet og museernes opgaver var under kraftig forandring.

Rapporten fastslog, at "det nuværende tilskudssystem er blevet uigennemskueligt på grund af forskellige ordninger, som har sandet museumslovens ellers klare tilskudsprincipper til."

Et årti senere er behovet for ændringer naturligvis blevet endnu større. Men inden vi taler penge, skal vi tale indhold.

Der er sket utroligt meget i museumssektoren i de seneste ti år.

Diversiteten er blevet meget stor fra de helt små, lokalt orienterede museer til de store internationalt orienterede publikumsmagneter.

Formidlingsformerne er ændret betydeligt, og mange museer er blevet væsentlige forskningsinstitutioner.

Finansieringen er også ændret markant. Kommunerne betaler nu en noget større del af den samlede offentlige støtte, og mange museer er væsentlige kommercielle aktører.

Kære kulturminister: Bring bolden i spil
Det afgørende spørgsmål er, hvad staten mener, er de væsentligste opgaver, og hvordan disse så skal belønnes?

Hvad skal der til for at kunne være berettiget til at være et statsanerkendt museum? Hvilke opgaver skal de statslige museer have?

Vi mangler også at få set på de evalueringsværktøjer, som staten bruger, ligesom hele det faglige rådgivningssystem trænger til et meget grundigt eftersyn.

Alt dette burde et ekspertudvalg gå ind og analysere og komme med klare anbefalinger omkring, herunder også om hvordan et tilskudssystem bør indrettes.

Kære kulturminister: Find bolden. Bring den i spil. Der kan ikke være noget at frygte. Alle er tilsyneladende enige om, at behovet for ændringer er til stede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Just

Formand, Nationalpark Vadehavet, Museumsdirektør, Sydvestjyske Museer, adjungeret professor, Syddansk Universitet
cand.mag. i historie og dansk (Aarhus Uni. 1982), dr.phil. (Aarhus Uni. 1992)

0:000:00