Pernille Weiss: Konservativ kulturpolitik findes endnu

Af Pernille Weiss
Kandidat til Europa-Parlamentet og Folketinget

’Hvor er de konservative henne i den kulturpolitiske debat?’, ’Hvordan kan de dog holde ud at deltage i den åndslivsfarlige nedhøvling af gulvet under de bærende kulturinstitutioner, som omprioriteringsbidraget er skyld i?’ og ’Har de da fuldstændigt glemt deres tidligere kultursyn og trofaste støtte til dansk kunst- og kulturliv?’

Spørgsmål som disse har vi i det konservative bagland skulle høre længe på. Vi har forsøgt at svare, så godt det kunne lade sig gøre i krydsfeltet mellem på den ene side fornuften i at bevare landet på borgerlige hænder, væk fra det underlige fætter-kusinebal mellem DF og Socialdemokratiet, og på den anden side det nærmest umulige i at skulle forklare fornuften i kulturministerens og ny-liberalisternes markedslogikker og maniske besættelse af at kaste alle bolde i kulturens virksomheder op i luften ledsaget af meningsløse besparelser og useriøse omstruktureringer.

Den førstnævnte del af ligningen accepteres relativt nemt. Den sidste del har det knebet gevaldigt med.

Kulturarven er vores fælles DNA
Den konservative usynlighed er dog på vej til at opløse sig. På vores hjemmeside kan man nu læse en programtekst, som tegner konturerne op af principper og argumenter, der alle sammen trækker tråde tilbage til mit gamle afsæt for at indløse medlemskab i partiet, da jeg som 15-årig læste ’Håndbog i dansk politik’.

Jeg har ikke været med til at skrive den nye tekst, så derfor tillader jeg mig at fremhæve de væsentligste pointer for egen regning og supplere med uddybninger, der forhåbentligt styrker forståelsen og genskaber respekten for, at vi konservative kan og vil være garanter for et kulturliv i Danmark, der både passer arven, udvikler indholdet og formidler emnerne.

Kulturarven er vores fælles logbog og kompas af værdier, som er rundet af historiens gang, og vores erfaringer med tidernes skiftende vilkår og udfordringer.

Pernille Weiss

På hjemmesiden kan man således læse, at de konservative arbejder for at respektere, bevare, forny og formidle vores fælles kulturarv. Kulturarv skal forstås som historien om, hvem vi er, hvor vi står, og hvor vi vil hen. Den handler om det, vi elsker, og det, vi længes efter, når vi er på afstand. eller tidsånden er kommet på en sviptur i den forkerte retning. 

Det er i kulturarven, vi kan lede efter svar på, hvorfor vi er, som vi er, som folk, og finde inspiration til, hvordan vi kan komme videre derfra. Kulturarven er så at sige vores fælles logbog og kompas af værdier, som er rundet af historiens gang, og vores erfaringer med tidernes skiftende vilkår og udfordringer.

Kulturarven er vores fælles DNA, som – med sammenligning til biologiens verden – kan tage ubodelig skade, hvis ikke vi beskytter, nærer og trimmer kroppen, som DNA’et lever i. Det betyder, at vi kan, og nok også skal, blive bedre til at løfte blikket og studere andres kulturarv, så de gode naboskaber kan næres og de spirende fællesskaber på tværs kan få et sundt fundament og et frugtbart indhold.

Har man god kontakt til og forståelse for egen kulturarv, står man bedre rustet til at forstå, læse og undersøge andres med de forskelle og ligheder, der er i en verden, som alt andet lige hænger sammen på godt og ondt. Kulturarven er på den måde vores visitkort i det globale, kulturelle landskab med de muligheder, der er for at fremme dansk kultur og erhverv, samt generelle indflydelse på, hvor verden bevæger sig hen.

Udsultning af kulturområdet
Derfor siger det sig selv, at vi blandt andet arbejder for, at der afsættes flere midler til de danske teaterscener, bedre formidling af kulturkanonen og en styrket internationalisering af dansk kunst- og kulturliv. Det må vi i høj grad holde øje med i de kommende finanslovsforhandlinger, så DF og LA ikke får lov til at udsulte kulturområdet yderligere.

Det er derfor glædeligt, at vores værdiordfører Naser Khader har signaleret, at vi går efter af fjerne omprioriteringsbidraget ved næste finanslovsforhandling. Det er en virkelig god nyhed!

Historisk bevidsthed
På mit partis hjemmesidetekst kan man også læse, at vi stadigvæk mener, at det er vigtigt, at flest mulige danskere har adgang til den bedst mulige kunst. Det betyder, at blandt andet kuratering, formidling, billetpriser, praktisk, lokal og digital adgang skal styrkes og løbende ajourføres, så ‘flest mulige’ vitterligt ER flest mulige, der får adgang. Det gælder også de af vore medborgere, som er svage, syge eller optaget af andre presserende udfordringer, der afskærer dem fra kulturens og kunstens åndelige og helende vitaminer.

Men vi er også kritiske i vor politiske vurdering af aktuelle vilkår for kulturen. Således foreslår vi, at der skabes bedre historisk indsigt blandt danskerne. Den er nemlig en forudsætning for, at man som et moderne menneske kan agere i sin samtid og kende sine omgivelser i dybden.

Det handler om, at man med en stærk historisk viden og indsigt bliver klogere på de personer, man møder i sin hverdag – hvad enten det handler om generationsskifteproblemer i landbruget, nydanskere i nabolaget eller at finde de mest frugtbare erhvervsmuligheder i forbindelse med det kommende venskabsår mellem Danmark og Tyskland i 2020.

Opkvalificering af musiklæreren
Fundamentet for historisk indsigt grundlægges i børnehaven og folkeskolen. Det gælder naturligvis for den unge generation, men så sandelig også som vigtig ‘vedligeholdelsestræning’ for forældre og bedsteforældre, der både er opdragere, talentpleje-forældre, kulturforbrugere og måske også kulturkritikere eller selv er kunstnere.

Derfor skal folke- og musikskolelæreruddannelsen opkvalificeres til at spille sin gamle nøglerolle i det danske kulturliv. Allerhelst skal musikskolelæreruddannelsen udvides til at omfatte alle kunstarter – for lige nu begrænser vi børnenes indgang i kunstens- og kulturens verden til stort set kun at handle om musik. Det er selvfølgelig et stort og omfattende område – men der er også andre kunstarter, som gerne må kalde tydeligere på talenterne blandt børn, som kan udvikle sig til at blive eksempelvis skulptører, billedkunstnere eller digtere.

Undervisernes værktøjskasse af kulturbegreber og kunstforståelse skal derfor beriges, så ikke kun historie, men alle kulturaspekter integreres i flest mulige fag i folkeskolen. Musikkens leg skal inspirere til at lære de matematiske formler. Dans skal løsne forbehold overfor kringlede forudsætninger i fysik, og billedkunst skal understøtte glæden og nysgerrigheden ved at studere naturens og biologiens liv og love.

Vi er lige her
Sidst, men ikke mindst, slår den konservative kulturpolitik et savnet slag for at sikre bevarelsen af de mange danske kulturklenodier, som skaber en kulturel forståelse i nutidens omskiftelige samfund. Også her har den nyliberale kulturministers ønske om at smide kulturens virksomheder ud af velfærdsstaten kombineret med omprioriteringsbidraget skabt særdeles usikre vilkår for kulturarvsbeskyttelse og -fornyelse.

Derfor vil vi selvfølgelig sikre bevarelse af såvel fortidsminder som dansk litteratur og kunst. Det gør vi gennem sikring af såvel museer og statslige kulturarvsinstitutioner som eksempelvis Nationalmuseet, Det Kongelige Bibliotek, Statens Arkiver og Statens Museum for Kunst. Det gør vi også ved at kære om vilkår og samarbejde mellem det offentlige og de selvejende museer som eksempelvis Aros, Arken og Louisiana, men også de mange mindre rundt i det danske kunst- og kulturhistoriske landskab.  

Som jeg læser mit partis kulturprogram, handler det også om at finde de økonomiske rammer og vilkår, der gør dette muligt på en ansvarlig måde.

Vi er lige her – lidt mere synlige og modige og forhåbentligt genkendelige uden at være blevet alt for støvede og tilbageskuende af at have været stille i en periode. Sådan noget gør mig stolt af at være konservativ.