Debat

Politikerne bør stoppe TV 2's seddelpresse

DEBAT: Det kan blive et problem for det kommercielle tv-marked, hvis TV 2 hæver abonnementsprisen til hovedkanalen, og derfor bør medieordførerne sætte foden ned, hvis det sker. Det mener Jesper Jürgensen, informationschef hos SBS Discovery.
Det kan blive et problem for det kommercielle tv-marked, hvis TV 2 vælger at hæve abonnementsbetalingen til hovedkanalen, mener Jesper Jürgensen, informationschef hos SBS Discovery.
Det kan blive et problem for det kommercielle tv-marked, hvis TV 2 vælger at hæve abonnementsbetalingen til hovedkanalen, mener Jesper Jürgensen, informationschef hos SBS Discovery.Foto: SBS Discovery
Per Bang Thomsen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Jürgensen
Informationschef SBS Discovery
 
Da politikerne valgte at give TV 2 brugerbetaling i 2009, skete det ud fra en idé om, at tv-stationen ikke ville overleve uden den skjulte afgift. Flere politikere sagde direkte på TV 2 News, at de nu havde "reddet TV 2 fra at gå konkurs".

Kort tid efter brugerbetalingen blev vedtaget, kom TV 2 sjovt nok ikke med et stort underskud, men med et overskud i årsregnskabet for 2008.

Aftalen om brugerbetaling var kun bestemt for tre år (2012-2014), og det betyder, at prisen for TV 2 fra næste år reelt er givet fri.

Spørger man ordførerne, som vedtog aftalen om brugerbetaling, var opfattelsen derimod ikke, at prisen var givet fri. Men i 2014 er kun en, nemlig Venstres Ellen Trane Nørby, stadig medieordfører. Alle andre partier har skiftet deres ordførere ud, og de nye ordførere deler måske ikke samme oplevelse, som de tidligere.

Den situation kan meget vel betyde, at TV 2 får sat gang i seddelpressen til næste år. En seddelpresse, hele den kommercielle tv-branche med rette frygter, for når prisen bliver sat op på en tv-kanal som TV 2, er der kun ét sted, prisen kan blive hentet - hos borgerne og ved at smide mindre tv-kanaler ud.
 
Ikke brug for pengene
Som alle virksomheder kan TV 2 helt sikkert overbevise politikerne om, at de har brug for penge. Det kunne de i 2009, men spørgsmålet er, om de nuværende ordførere også lader sig forføre og overbevise af TV 2.

Alle medievirksomheder har i de senere år rebet sejlene, undtagen TV 2, som de sidste tre år har fået pengene fra brugerbetaling på hovedkanalen, en tv-kanal opbygget med licensmidler. I 2013 er TV 2's abonnementsindtægter steget med otte procent i forhold til 2012, svarende til 82 mio. kroner. I 2013 har TV 2 øget programudgifterne på både hovedkanalen og nichekanalerne med 71 mio. kroner eller 6,0 procent. De øgede udgifter er sket samtidig med, at TV 2 har oplevet et fald i reklameomsætning på 90 mio. kroner.

De øgede programomkostninger i 2013 skal sættes i perspektiv af, at 2012 var et stort sportår med både OL og EM i fodbold. Kigger man i TV 2's regnskab for 2012 skrev de, at "Driftsomkostningerne udgør 2.165 mio. kroner i 2012 og er øget med 59 mio. kroner svarende til tre procent. Stigningen skyldes øgede sportsomkostninger til EM i fodbold og OL".

Etablere nyt omkostningsniveau
TV 2 bruger således sportsbegivenheder til at etablere et nyt omkostningsniveau.

Fraregner man OL og EM i 2012 er den reelle omkostningsstigning på 130 mio. kroner (59 mio. kroner i 2012 og 71 mio. kroner i 2013).

Det nye omkostningsniveau er også etableret igennem en årrække, hvor TV 2 også har modtaget massiv støtte til programmer i public service-puljen. Fra 2011-2013 har TV 2 modtaget 63,7 mio. kroner i støtte fra puljen og TV 2 har derved modtaget knap 2/3 af alle støttede midler i de tre år. Men i 2014 har TV 2 også fået frigivet en del midler, da de ikke længere har rettighederne til fodboldlandsholdets kvalifikationskampe.

De midler kan TV 2 nu bruge på andre programmer og rettigheder i stedet for at øge indtægterne fra brugerbetaling af hovedkanalen.
 
Fortsætter overforbrug
De øgede programinvesteringer sker i et forsøg på at hente de tabte seerandele tilbage.

TV 2 har dog i europæisk sammenhæng en meget høj andel af seningen, og hvis TV 2 ikke får held til at hente seerandele tilbage, kan TV 2 sende regningen videre til seerne i form af øgede priser på deres tv-kanaler, bl.a. nichekanaler som TV 2 News, TV 2 Zulu, TV 2 Fri eller TV 2 Charlie. Det vil også kunne ske gennem en højere pris på hovedkanalen.

TV 2 kan med en øget pris på hovedkanalen og uden at have udsolgt i reklametid agere modsat en normal kommerciel virksomhed, nemlig fortsætte med et overforbrug, da regningen altid kan sendes videre i form af en øget brugerbetaling. Hvis TV 2 ikke kan sælge sit varelager af reklame for på den måde at skaffe indtægter til programmer, er den normale praksis for en virksomhed at tilpasse sig markedet.

At TV 2 selv melder ud, at de i 2013 har tabt andele og omsætning på reklamemarkedet skal ses i sammenhængen, at reklamemarkedet er nede. Når reklamemarkedet igen vil vokse, vil TV 2 netop være en af de aktører, der qua positionen som markedsleder på markedet for tv-reklame også vil opleve den største vækst.
 
Skjult licens
TV 2 var, indtil indførelsen af brugerbetalingen i 2012, en must carry-kanal. Ved overgangen til betaling er TV 2 nu i stedet en de facto must carry-tv-kanal, som seerne forventer at kunne modtage hos alle distributører.

En højere brugerbetaling vil derfor blive betragtet som en ekstra afgift, der vil ramme bredt og blive betragtet som en forhøjelse af licensen.

En øget brugerbetaling på TV 2's hovedkanal vil samtidig få betydning for alle andre tv-kanaler i Danmark. Distributørernes udgift til TV 2 vil stige med rigtig mange millioner. Da TV 2 er en must have-kanal, vil prisstigningen få betydning for de andre tv-kanaler på markedet, herunder særligt de mindre tv-kanaler.

Det vil skade mangfoldigheden på tv-markedet, at statens egne tv-stationer, ved selv at kunne sætte prisen for deres tv-kanal, forstyrrer markedet og mindsker pluralismen. I forvejen står statens 14 tv-kanaler for 2/3 af al tv-sening.

De kommercielle udbydere sikrer et bredt udbud og bidrager derudover med beskæftigelse og vækst - og geninvesteringer i indhold til glæde for seerne og det danske økosystem bestående af bl.a. producenter og skabende og udøvende kunstnere.

Der er stadigvæk brug for, at politikerne ikke sætter gang i TV 2's seddelpresse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Jürgensen

Kommunikationschef, Rønne Havn, formand, Den Danske Publicistklub
lærer, journalist (DJH 2005)

0:000:00