Politikernes mediebrug afspejler ikke deres holdninger til sikring af demokratiet online

Samme tendens ser vi også i andre lande – rige som fattige – hvor sociale medier over lang tid har været meget mere end bare at dele selfies og sjove hashtags.

Sociale medier og politikeres uredigerede kommunikation har været så indflydelsesrig på især de unges liv i Afrika gennem de seneste år, at nogle regeringer nu blokerer sociale medier omkring valg og politiske protester.

Og i nogle tilfælde resulterer blokeringerne i en rå og fuldstændig afskæring af internetadgang. Eksempelvis havde regeringen i Tchad blokeret sociale medier i 18 måneder. Senest har vi også set det i Myanmar.

Ét andet skæringspunkt findes mellem åbne nyhedskanaler og mere skjulte nyheds- og fællesskabsgrupper på sociale medier. Fora, der mobiliserer sociale bevægelser i form af had- eller antivaccinegrupper, som ikke får taletid i mainstreammedier, men som samles på nettet og bekræfter hinanden i deres holdninger.

Det er der ikke nødvendigvis noget galt i. Det var sådan, Det Arabiske Forår i sin tid udviklede sig via Facebook. Men hvis nyhedsstrømmen bliver for ensidig, kan det forrykke den måde, vi opfatter og deltager i demokratiet på. 

Ét tredje skæringspunkt er en ny platform kaldet Clubhouse, der lanceret i 2020.

Clubhouse har en række virtuelle rum om mange emner, herunder musik, forretning, dating og politiske diskussioner. Det har bragt mindst to millioner aktive brugere siden januar 2021. Man skal ovenikøbet inviteres med, og det gør platformen ekstra hypet, omend den over tid nok skal blive åbnet op til alle.

Clubhouse er blandt andet interessant, fordi den i en periode fløj under censurradaren i blandt andet Kina og skabte et frirum for en demokratisnak. Herunder en diskussion mellem medlemmer af Kinas Uighur-mindretal og Han-flertal, som på ingen måde ville være tilladt af kommunistpartiet.

Friheden til at debattere med folk i udlandet om demokrati, Taiwan og andre følsomme emner på et tidspunkt, hvor præsident Xi Jinpings regering i stigende grad er fjendtlig over for uafhængige stemmer, betød, at tusinder af kinesere strømmede til app’en.

8. februar smækkede døren dog i, da kinesiske brugere mistede adgangen til Clubhouse, og app’en blev tilføjet den kirkegård af medier, som regeringspartiet forhindrer offentligheden i at se ved at bruge verdens mest omfattende system af internetfiltre.

Et andet land, hvor Clubhouse har haft medvind, er Thailand. Her kan ærekrænkelse af monarkiet føre til 15 år i fængsel. Thailændere, der er ivrige efter at diskutere tabuemner, strømmer til app’en, der hurtigt er blevet en ny slagmark mellem pro-demokratiske kræfter og regeringen.

Skæringspunktet for Clubhouse er derfor dels, at den i en periode kan skabe en ”fri” debatplatform, inden den vokser sig for populær.

Omvendt er den også problematisk, fordi den er en krydsning af fri dialog og et lukket forum. Du skal inviteres indenfor for at lytte med og selv skabe indhold. Det taler for, at medlemmerne inviterer deres venner og ligesindede. Og dermed bliver det mere et ekkokammer end en repræsentativ demokratisk platform.

Men fælles for alle de sociale medier er, at de kan have sikkerhedsproblemer, når det kommer til brugerdata og privatliv.

For det viser sig, at mange på eksempelvis Clubhouse optager debatterne og lægger dem på andre åbne medier. Hvilket på sin vis er godt for udbredelsen. Men det betyder, at alle kan lytte med i en samtale og måske identificere de kritiske røster.

I Clubhouses tilfælde drives det af et amerikansk firma kaldet Agora, der er baseret i Shanghai. Det giver anledning til sikkerhedsproblemer, da kinesiske love bemyndiger myndighederne til at få lokale virksomheder til at aflevere brugerdata.

Det rejser nogle ret store bekymringer – og ikke kun for kinesiske brugere. I Thailand vil myndighederne eksempelvis muligvis kontakte deres kinesiske kolleger for at anmode om støtte til at opnå Clubhouses tale- og videoindhold, der flyder på tværs af Agora-servere, potentielt filtreret gennem lydnøgleordssøgninger efter specifikt indhold.

Så fælles for de sociale medieplatforme er, at de ikke kan garantere, at brugernes data beskyttes. Tænk bare på Facebook og Cambridge Analytica.

Og så er vi tilbage ved det politiske ansvar. For måske skal Joy Mogensen og hendes kolleger gribe i egen barm også.

Politikere vælger nemlig i stigende omfang at bruge de sociale medier til at henvende sig uimodsagt til borgerne. Og politikerne fravælger bevidst de tidligere kritiske, demokratibærende medier.

Samtidig afsætter de selvsamme politikere paradoksalt nok hundrede af millioner kroner årligt på finansloven til at holde medierne i live af hensyn til demokratiet. De demokratibærende medier citerer samtidig i stigende omfang de politiske lederes indlæg på de sociale medier.

Så det er en god debat, Joy Mogensen rejser.

Den skal bare nuanceres meget mere, for vores demokrati er på mange måder slået tilbage til start, hvor vi alle skal på demokratisk bootcamp for at lære at beherske de sociale medier – på godt og ondt.

--

Niels Tanderup er international direktør i den danske softwarevirksomhed cBrain. Han har tidligere arbejdet i Udenrigsministeriet, Dansk Industri, EU, Grønlands hjemmestyre samt Air Greenland. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.