Professorer: Al journalistik er klimajournalistik

Den falske balance

For det første er det en udfordring, hvis vi – som debatten på Deadline illustrerede - primært ser klimaet som et stofområde. Altså som et selvstændigt emne, man kan prioritere højt eller lavt, og som indgår i en redaktionel afvejning af hvordan stofområderne vægtes den dag.

Konfliktvinklen kan være et problem for klimajournalistikken, for er der egentligt en reel konflikt, hvis vi lytter til videnskaben og FNs klimapanel, der er enige om, at de klimaforandringer vi ser udgør en udfordring for menneskelivet og for dyre- og plantelivet?

Mark Blach-Ørsten & Ida Willig
Hhv. professor & professor og dekan

Vi kan selvfølgelig ikke komme uden om, at klimajournalistik bliver set som et stofområde, og det er også vigtigt, da det for eksempel  sikrer, at redaktionerne har fokus på det og kan sætte ressourcer af til det.

Men det giver også nogle udfordringer. Hvis faktum er, at menneske-, dyre- og planteliv er så truet, at vi kun har et begrænset antal år til at handle på, er det et vigtigt spørgsmål, om vi har råd til at parkere klimajournalistikken i sit eget reservat.

Hvis klimajournalistikken er et særskilt, eksotisk stofområde, som medier tager stilling til, om de vil afsætte plads og medarbejdere til eller ej, og dagens redaktør skal ’balancere’ klimaet på linje med alle andre stofområder, er det ikke sikkert, at befolkningen får den information de har brug for.

For det andet kan det være en udfordring, hvis klimastoffet altid skal sættes op som en klassisk, journalistisk konflikthistorie: Nogen siger de vil have ”mere”, andre siger ”der er nok”.

At sætte en historie op som en konflikt er et godt formidlingsmæssigt greb til at få belyst en sag fra mere end én side. Konfliktvinklen kan dog også være et problem for klimajournalistikken, for er der egentligt en reel konflikt, hvis vi lytter til videnskaben og FNs klimapanel, der er enige om, at de klimaforandringer vi ser udgør en udfordring for menneskelivet og for dyre- og plantelivet?

Konfliktvinklen giver nemlig ’for’ og ’imod’ lige meget taletid, selv om der ikke er faktuelt belæg for det. Journalistikforskningen kalder fænomenet for ’den falske balance’.

Klima som en vinkel på alt

En anden mulighed er at se på klima som en vinkel på alle mulige historier. Det har vi set gode eksempler på over sommeren, hvor klimaet ofte har været nævnt i forbindelse med dækningen af de ekstreme vejrfænomener.

Lige nu raser vejrsystemet ’Hans’, og en del artikler betragter dette fænomen i relation til klimaudfordringerne. Men det er ikke kun vejrnyheder, der kan kunne have en klimavinkel.

Når et medie ikke forholder sig til klimaudfordringen i deres journalistik, er det også en prioritering givet den tilgængelige viden om jordens tilstand.

Mark Blach-Ørsten & Ida Willig
Hhv. professor & professor og dekan

Når vi får serveret en historie om prisstigninger på fødevarer, kunne den jo også have en klimavinkel, de mange erhvervsnyheder kunne også have en klimvinkel. Modeugen i sidste uge er også en begivenhed, der kunne angribes fra en klimavinkel, da modebranchen står for det næststørste forbrug af vand i verden.

Endelig taler vi alt for lidt om, hvordan journalistikken produceres. Her er der også et klimaperspektiv, der kunne overvejes af medierne.

Når de store tv-kanaler laver underholdningsprogrammer, hvor der bliver smadret biler, ødelagt konstruktioner bygget til lejligheden, istandsat huse eller lavet mad, har redaktionerne garanteret gjort sig klimamæssige overvejelser.

Det sker helt sikkert også i forhold til produktionen af almindelige nyhedsprogrammer, hvor det skal overvejes om der skal køres, flyves eller tages tog. Hvorfor ikke dele disse overvejelser med publikum? Det kunne også være en del af klimajournalistikken.

Al journalistik er klimajournalistik

Vores pointe er altså, at når et medie ikke forholder sig til klimaudfordringen i deres journalistik, i den måde de bruger journalistiske værktøjer som konfliktvinkel eller stofområdetilgang på, eller i den måde de producerer journalistikken på, er det også en prioritering givet den tilgængelige viden om jordens tilstand.

Derfor vil vi påstå, at al journalistik er klimajournalistik, også når den lukker øjnene - eller måske mest når den lukker øjnene.

Vi vil påstå, at al journalistik er klimajournalistik, også når den lukker øjnene - eller måske mest når den lukker øjnene.

Mark Blach-Ørsten & Ida Willig
Hhv. professor & professor og dekan

Vi siger ikke, at det er let for hverken journalister, redaktører eller medier at prioritere klimadækningen mere/bedre/proportionelt med problemets størrelse.

EU-journalistikken kan være et parallelt eksempel: Der er nogenlunde forskningsmæssigt belæg for at sige, at op imod halvdelen af dansk politik er rammesat af beslutninger taget i EU.

Det er jo et godt argument for mere EU-journalistik ud fra et væsentlighedsperspektiv, men hvis EU-stoffet fyldte halvdelen af fladen eller bare halvdelen af de politiske nyheder, kunne vi risikere, at seerne stod af og avislæserne stoppede med at abonnere. Det er ikke en nem balance.

Den gode nyhed er, at danskerne gerne vil have flere klimanyheder. I 2022 udgav vi en artikel, om hvordan danskerne opfattede god dækning af klima og miljø.

Artiklen bygger på en survey af 2028 danskerne udført af YouGov. Artiklen viser, at 80 procent af respondenterne opfattede dækningen af miljø og klima som enten vigtigt, meget vigtigt eller ekstremt vigtigt.

Analysen viste også, at danskerne foretrak klima- og miljøjournalistik, der havde fokus på fakta-tjek og formidling, mere end løsningsorienteret og underholdende klimajournalistik.

Derudover oplevede mange borgere, at politiske holdninger fyldte ’for meget’ eller ’alt for meget’ i dækningen og at udsagn fra eksperter fyldte for lidt.

Ønskelisten fra borgerne til medierne er hermed givet videre. Ikke kun til DR.