Rektor: Kunstuddannelsernes offerrolle er spild af tid

DEBAT: I stedet for blot passivt at tilpasse sig faldende bevillinger skal kunstuddannelserne optræde lige så nyskabende og proaktivt, som det forventes af de studerende, skriver rektor ved Det Jyske Musikkonservatorium Claus Olesen.

Af Claus Olesen
Rektor ved Det Jyske Musikkonservatorium

Når jeg læser analysen i rapporten om de kunstneriske uddannelser, så står det lysende klart, at der er et behov for offensive svar på de udfordringer, vi står over for. Desværre bliver det ikke muligt at følge anbefalingerne i rapporten, men vi skal nu finde en anden vej for sektoren, og det vil jeg gerne komme med et bud på.

Det er sikkert muligt at finde måder at samarbejde på, der kan hjælpe på enkelte af sektorens udfordringer. Men det er også tydeligt, at uden et strategisk centrum for sektoren, sådan som rapporten anbefalede, bliver en stor del af løsningerne tæt forbundne med de enkeltstående institutioners strategiske arbejde og råderum.

Dermed bliver det helt centrale spørgsmål: Hvordan kan uddannelsesinstitutionerne ledes på en måde, der sætter dem i stand til at møde de massive udfordringer?

Jeg vil i den forbindelse gerne pege på to strategiske tilgange, der har det tilfælles, at de begge forsøger at skabe et større råderum, men som adskiller sig markant i den bagvedliggende opfattelse af, hvad en kunstuddannelsesinstitution er for en størrelse. Jeg er af den faste overbevisning, at der er brug for begge tilgange, men den ene er der alt for lidt af i dag!

Passiv tilpasning til bevillinger
Grundlæggende skal vi i en retning, der giver os de samme muligheder, som rapportens anbefalinger gav os. Det er muligheder for at tage fagligt funderet stilling til, hvordan vi bruger resurserne på en måde, der bedst muligt kommer kunsten til gode.

Vi er for eksempel nødt til at kunne se på, om der er penge, der kan flyttes fra mursten til uddannelse, eller om der er områder, som vi kan løse bedre og billigere sammen, end vi kan hver for sig. Det er også vigtigt, at sektorens institutioner ser på, om der kan gennemføres reformer af både uddannelser og arbejdstidsaftaler, der kan give de faglige miljøer den fleksibilitet, de har brug for til at lave uddannelser i en situation, hvor resurserne er knappe.

Vi må med andre ord kunne tilpasse vores virke til de faktiske forhold med blik for, hvordan vi laver de bedst mulige uddannelser og uden unødige bindinger på de strategiske prioriteringer. Nogle af disse tilpasningsopgaver kan foretages uden et strategisk centrum for sektoren og andre kan helt sikkert ikke.

Men dette er i sin natur ikke meget anderledes end den passive tilpasning til bevillingerne, som sektoren allerede foretager, og det kan derfor ikke stå alene.

Lære at vokse på egen hånd
Hvis vi virkelig skal skabe rammer for gode uddannelser i fremtiden, skal vi i stedet for blot passivt at tilpasse os faldende bevillinger lære at blive en sektor med institutioner, der kan vokse på egen hånd. Vi skal kunne udvikle og skabe bedre økonomiske betingelser for den faglighed og de uddannelser, der ligger os alle på sinde.

Derfor skal vi for eksempel kunne samarbejde med erhvervslivet og vise hvordan vores faglighed kan skabe værdi for både vores egen og andres sektorer, og vi skal kunne organisere os på nye måder, der muliggør ekstern finansiering af kerneydelserne.

Det betyder, at styringen på kunstneriske uddannelsesinstitutioner i fremtiden ikke kun handler om at holde sig inden for det givne husholdningsbudget. Det bliver i stedet en ledelsesopgave, der i stigende grad vil handle om at skabe vækst for institutionen uden at tabe institutionens formål af sigte. Den proces er vi i gang med.

På Det Jyske Musikkonservatorium har vi gennem prioriteringer skabt os et økonomisk råderum, der betyder, at vi kan prioritere dette arbejde højt. Det, mener jeg, er vigtigt, fordi der er meget nyt at lære sig, når man på en kunstnerisk uddannelsesinstitution placeret i et nordisk velfærdssamfund vil gå fra et husholdnings-paradigme til et proaktivt vækst-paradigme.

Proaktiv tilgang til egen praksis
Hverken institutionen eller omgivelserne er endnu helt parate til de nye betingelser. Men når jeg er fortrøstningsfuld i forhold til arbejdet, så er det, fordi den kreativitet, der udspiller sig på kunstuddannelser, i virkeligheden ligner vækst-paradigmet langt mere, end husholdningstilgangen gør det.

Derfor vil det også give fagligt god mening, at institutionerne kommer til at optræde lige så nyskabende og entreprenørielle som det forventes af de studerende. Kunstnere kan i dag ikke klare sig uden en proaktiv tilgang til deres egen praksis og karriere. Det skal kunstuddannelser derfor heller ikke kunne, hvis de skal tilbyde relevante uddannelser!

Men der bliver nok behov for en løbende dialog om hvordan institutionerne kan hjælpes på vej, sådan at for eksempel budgetmæssige teknikaliteter ikke stiller sig i vejen for udviklingen.

Vi må indse, at der ikke er nogen tid at spilde. Hver dag, der er brugt på at være et offer for omstændighederne, er en dag, vi ikke bruger på at skabe offensive kunstuddannelsesinstitutioner.

 

LÆS OGSÅ: Mette Bock: Ingen simple svar på kunstskolernes udfordringer

Forrige artikel Mette Bock: Ingen simple svar på kunstskolernes udfordringer Mette Bock: Ingen simple svar på kunstskolernes udfordringer Næste artikel K-kandidat: Regeringens kulturpolitik er ikke til at holde ud K-kandidat: Regeringens kulturpolitik er ikke til at holde ud