Debat

S: Kommuner skal sikre kultur til provinsen

DEBAT: Kultur og kunst skal ud til hele landet og ikke kun foregå i hovedstaden og landets største byer. Det kræver aktive og fremsynede kommuner, som tør tage et ansvar, skriver Troels Ravn (S).

Kultur og kunst skal ud i hele landet og ikke kun foregå i hovedstaden og landets største byer, skriver Troels Ravn (S).
Kultur og kunst skal ud i hele landet og ikke kun foregå i hovedstaden og landets største byer, skriver Troels Ravn (S).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Troels Ravn (S)
Kulturordfører

Nogle kommuner er præget af små landsbysamfund, hvor det kan være svært at opretholde gode lokale kulturelle tilbud. Det er afgørende for Socialdemokraterne, at den kulturelle ulighed i Danmark mindskes, og at der ikke opstår kulturel åndenød i de små samfund.

Troels Ravn (S)
Kulturordfører

Vores første kontakt med kultur og kunst er lokal.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Kommunernes kultur- og fritidstilbud er det første trin i vores kulturelle dannelse og i udviklingen af en kulturel forståelse. Både for de få af os, der senere bliver professionelle kunstnere, og for de mange, der forbliver evige amatører.

Musikere, dansere, billedkunstnere og skuespillere starter oftest deres kunstneriske løbebane i de lokale musikskoler, øvelokaler, kulturskoler og på de lokale amatørscener.

Faktisk er kommunerne den største økonomiske bidragyder, når det gælder investeringer i kulturen. Kommunerne har i de seneste år brugt flere penge på kultur og idræt, end der hvert år afsættes af staten til Kulturministeriets aktiviteter.

Kultur til hele landet
Decentralisering er et overordnet princip i Socialdemokraternes kulturpolitik. Kultur og kunst skal ud i hele landet og ikke kun foregå i hovedstaden og landets største byer. Det kræver aktive og fremsynede kommuner, som tør tage et ansvar.

Socialdemokraterne ønsker, at alle kommuner laver kulturplaner tilpasset den enkelte kommunes størrelse, muligheder og lokale særkende.

En kulturplan er en helhedsplan, der definerer kommunens kulturelle indsatsområder i en given periode. Udarbejdelsen af planen kan med fordel ske med inddragelse af kommunens kulturelle og kunstneriske miljø, så de aktive får indflydelse på og ejerskab til det færdige resultat. Samtidig vil det for mange kommuner være oplagt at tage udgangspunkt i de regionale samarbejdsaftaler, der allerede findes med Kulturministeriet.

Kulturskoler til børn og unge
Kommunerne spiller en afgørende rolle i at bidrage til, at flere danskere gør brug af de mange kulturelle tilbud, der er tilgængelige. Det er vigtigt at arbejde for, at den kulturelle ulighed bliver mindre, så det ikke kun er de velstillede, privilegerede danskere, der får kulturelle oplevelser.

Musikskolerne er en fantastisk succes i Danmark. Over 130.000 børn får på denne måde hvert år vigtige musikalske kompetencer. Det er en socialdemokratisk vision at skabe mulighed for, at børn og unge ad åre kan få tilsvarende tilbud inden for dramatik, billedkunst, dans og litteratur.

Kommunale kulturskoler fremmer børn og unges skabende og kreative evner og er med til at give dem og Danmark et stærkt udgangspunkt i globaliseringen, hvor kreative kompetencer har stor betydning.

Kommunerne bør satse på, at eleverne i kommunens skoler får mulighed for at opleve scenekunstens kvaliteter. Det kan blandt andet gøres ved at få kunstnerne ud på skolerne og ved at tilbyde eleverne en eller flere teateroplevelser på eksempelvis landsdelscenerne eller i Det Kongelige Teater.

Socialdemokraterne vil arbejde for:

- At udbrede muligheden for, at børn og unge kan få tilbud inden for dramatik, billedkunst, dans og litteratur.

- At kommunerne giver folkeskolens elever mulighed for at opleve scenekunstens kvaliteter.

Kommunen som kulturel medspiller
Kommunens Idræts- og Kulturforvaltning står for den daglige kontakt med brugerne af kommunens lokaler. Socialdemokraterne vil sikre, at denne ordning bliver mere direkte. Vi foreslår derfor, at det fremover er den samme sagsbehandler i kommunen, som borgerne henvender sig til, når det drejer sig om lokalebehov, tilladelser, økonomisk støtte eller brug af udstyr m.v.

Det skal være attraktivt at satse på idræt og kultur for den enkelte såvel som for grupper, der barsler med nye initiativer. Socialdemokraterne ser det som en styrke, at alle har mulighed for at deltage aktivt i kommunens idræts-og kulturpolitik. At sætte nye kulturelle initiativer i søen kan være en udfordring for den enkelte, men med støtte fra kommunen kan det blive en succes.

Socialdemokraterne foreslår:

- Én indgang til kommunen og én sagsbehandler fra start til slut.

- At kommunerne selv gør opmærksom på de muligheder og rammer, de stiller til rådighed.

Bedre rammer for ildsjælene
Mange kulturelle ildsjæle mangler ofte et sted at udfolde sig. Her bør kommunerne i langt højere grad være mere fleksible. Kommunerne skal tilbyde at stille skoler og andre kommunale institutioner til rådighed for lokale amatørteatergrupper og lokale musikensembler efter endt åbningstid.

Socialdemokraterne foreslår:

- At kommunerne får mere fleksible støttepuljer, der hurtigere kan bakke op om lokale ildsjæles projekter.

- At kommunernes offentlige bygninger tages i brug som øvelokaler, værksteder og lignende efter lukketid.

- At lokaler, materialer og udstyr kan formidles og bookes via kommunens hjemmeside.

Kultur pr. kvadratmeter
Kultur er vigtigt for bosætningen i kommunerne. Når kommunerne satser på kultur som en faktor, der øger borgernes livskvalitet, giver det erhvervsvirksomheder incitament til at drive deres virksomhed i områder, hvor de ansatte kan leve et godt og varieret kultur- og idrætsliv.

I mange år har bopæl og kultur været adskilt, men hvorfor ikke skabe kultur i boligområderne lige ude foran danskernes hoveddør?

Socialdemokraterne vil arbejde for:

- Mere kultur i boligområderne.

- At der ved opførelsen og renovering af kommunale bygninger sættes fokus på at integrere kunst og udsmykning i byggeriet.

- At der ved kommunale grundsalg overvejes, hvordan kunst og kultur kan prioriteres i lokalområdet.

- At der oprettes fonde til kulturelle aktiviteter i boligområderne.

Små landsbysamfund
Ikke alle kommuner er lige store, og nogle kommuner er præget af små landsbysamfund, hvor det kan være svært at opretholde gode lokale kulturelle tilbud. Det er afgørende for Socialdemokraterne, at den kulturelle ulighed i Danmark mindskes, og at der ikke opstår kulturel åndenød i de små samfund. For at styrke de små landsbysamfund vil Socialdemokraterne arbejde for, at kommunerne skaber gunstige vilkår for et rigt kulturliv i landsbysamfundene. Disse tiltag vil desuden give nyt liv til områderne, da nye beboere vil føle det attraktivt at flytte dertil.

Socialdemokraterne vil arbejde for:

- At hvert landsbysamfund har minimum et samlende kulturtilbud til borgerne.

- At kommunerne aktivt inddrager landsbysamfundene i kulturplanen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Ravn

Fhv. MF (S) og byrådsmedlem, Vejen
lærer (Ribe Statsseminarium 1985)

0:000:00