Debat

Sangskrivere og komponister: Stil krav til, at musikere varedeklarerer AI-skabt musik

Musiklyttere bør oplyses om, hvorvidt musik er genereret af en algoritme eller skabt af et menneske. En mærkningsordning af AI-skabt musik opbygger åbenhed og respekt for vores ret til at vide, hvem der har produceret musikken, skriver Anna Lidell og Andreas Hemmeth.

Der bør være en varedeklaration på musik, så lytterne ved, om de lytter til musik skabt af mennesker eller kunstig intelligens, skriver Anna Lidell og Andreas Hemmeth. (Arkivfoto)
Der bør være en varedeklaration på musik, så lytterne ved, om de lytter til musik skabt af mennesker eller kunstig intelligens, skriver Anna Lidell og Andreas Hemmeth. (Arkivfoto)Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Anna Lidell
Andreas Bang Hemmeth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I musikbranchen har vi oplevet et paradigmeskifte, fordi kunstig intelligens for alvor er blevet et allemandseje, efter det dukkede frem for et år siden. Og i dag må vi efterhånden erkende, at det menneskelige monopol på at skabe musik, der rører os på et dybere niveau, er blevet brudt af kunstig intelligens.

De fleste med en internetadgang kan generere sangtekster og musikalske idéer ved hjælp af kunstig intelligens. De kan efterfølgende relativt enkelt udgive det på de store streamingtjenester som Spotify, Tidal eller Apple Music.

Men vi ved også, at professionelle musikere bruger de nye muligheder med kunstig intelligens og skaber musik; enten i samarbejde med den kunstige intelligens, eller også overlader de helt styretøjet til eksempelvis Bing, Bark eller ChatGPT.

Læs også

Varedeklareret musik

Men der er et ord, vi indtil videre ikke har benyttet så meget i denne sammenhæng. Et ord, vi tror, vi kommer til at tale meget om i fremtiden – tillid.

Mærkningen er vigtig af flere grunde: Det handler grundlæggende om tillid. Altså ærlighed og transparens fra musikskaberens side. 

Anna Lidell og Andreas Hemmeth
Hhv. forperson og chef, Autor

At man som lytter har tillid til, at det, man lytter til, er skabt af mennesker. Eller skabt i en proces, hvor mennesker har taget del i den som et afgørende element.

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup betragtede tillid som en uundværlig del af menneskelige relationer. Ikke bare et nice-to-have, men et need-to-have. Med andre ord; at tillid for nogle mennesker er en forudsætning for, at musikken kan røre dem på et dybere niveau.

En af de afgørende elementer for tillid er transparens. Ligesom når vi forbrugere ved, hvad der er puttet i maden, inden vi spiser den, så gælder det i musikken, at lytteren ved, hvad der er 'puttet' i det, vi lytter til.

Derfor vil vi arbejde for, at der kommer en varedeklaration på musik. En form for mærkningsordning, der kan have tre tilstande: Musik kun skabt af mennesker, musik kun skabt af kunstig intelligens og musik skabt af både mennesker og kunstig intelligens i et samarbejde.

Tillid til musikken

Mærkningen er vigtig af flere grunde: Det handler grundlæggende om tillid. Altså ærlighed og transparens fra musikskaberens side. Men det handler også om kreativ identitet. Om æstetik. Og ikke mindst en forventningsafstemning over for lytteren, som danner grundlaget for tilliden til musikken.

En mærkning opbygger nemlig den åbenhed og respekt for vores ret til at vide, hvem der har skabt musikken.

Eller sat lidt hårdt op: Om musikken er genereret af en algoritme baseret på matematiske mønstre optimeret til at behage lytteren, eller om et menneske af kød og blod har haft en dybere mening med den musik, vedkommende har skabt.

Læs også

EU-parlamentet har netop gennemført lovgivning om kunstig intelligens, og den foreskriver, at man i fremtiden tydeligt skal mærke kunstig intelligens, så brugerne er informeret om, hvad de ser eller hører. Det er altså med udgangspunkt i det, at vi foreslår ovenstående meget konkrete anvendelse over for lytteren.

Musik er allerede mærket i dag. Eksempelvis kan man altid se, hvem der har skrevet sangen, eller om der er eksplicit sprog i teksten. Så et parameter mere i den sammenhæng vil ikke vælte læsset. Tværtimod vil vi som lyttere få mere tillid til den musik, vi lytter til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Lidell

Komponist, sangskriver, forperson, Autor - danske komponister og sangskrivere, Koda
Cand.mag. i Dansk (Københavns Uni. 2014) og igangværende; Master of Public Government ved CBS

Andreas Bang Hemmeth

Komponist, sangskriver, chef, Autor, bestyrelsesmedlem, Copydan Tekst og Node, Natasjas Mindefond, Jens Otto Krags Hus
BA i økonomi (Roskilde Uni. 2006)

0:000:00