Debat

SF: Filmbranchens eget ansvar at finde nye forretningsmodeller

DEBAT: Politikere hverken kan eller skal løse filmbranchens økonomiske udfordringer - det må branchen i samarbejde selv klare. Politikerne skal derimod sikre talentudvikling, mangfoldighed og kvalitet. Det skriver Annette Vilhelmsen (SF), der håber på en frivillig aftale mellem parterne, hvor teleoperatører og streamingtjenester som Neflix også bidrager økonomisk. 

Digitaliseringen har ændret de grundlæggende
økonomiske forudsætninger for filmbranchen. Men det er ikke politikernes opgave
at løse branchens økonomiske udfordringer - det må de i samarbejde selv
klare, skriver Annette Vilhelmsen (SF). 
Digitaliseringen har ændret de grundlæggende økonomiske forudsætninger for filmbranchen. Men det er ikke politikernes opgave at løse branchens økonomiske udfordringer - det må de i samarbejde selv klare, skriver Annette Vilhelmsen (SF). Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Annette Vilhelmsen (SF)
Kulturordfører 

Film er en invitation til at byde andre ind i et univers, der kan være gjort af drømme, historiske skildringer, menneskelige dramaer, dilemmaer, fantasy og dokumentar. Og filmmediet kan i dag mere end Carl Th. Dreyer havde drømt om. Magien tilbagelænet i biografsædet er uovertruffen - det tror jeg aldrig for alvor går af mode.

Men nye vaner med play og streaming ændrer i disse år de grundlæggende økonomiske forudsætninger for filmbranchen. Som politikere er det ikke os, der kan eller skal løse alle branchens økonomiske udfordringer.

Filmbranchen skal selv tage ansvar
Jeg vil gerne kraftigt opfordre til, at filmbranchens aktører selv tager ansvaret på sig og finder nye samarbejdsmodeller. Det må kunne lade sig gøre. Med filmforliget kan vi politikere til gengæld gøre vores til at sikre talentudviklingen samt filmenes kvalitet, repræsentativitet og mangfoldighed.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Flere aktører har foreslået en frivillig aftale, hvor telebranchen bidrager til en ny digital filmpulje. Det håber jeg, de kan blive enige om. Derudover bør vi internationalt arbejde for aftaler om, hvordan streaming-tjenesterne kan bidrage mere. Det virker absurd, at f.eks. Netflix kan tjene kassen, uden at bidrage ret meget til fællesskabet.

Film går kortere tid i biograferne, derfor er det oplagt, at filmene hurtigere kan komme ud som DVD, streaming og på tv. Det nyeste udspil fra filmbranchen om digitale filmkøb er interessant. Det vil næppe få færre til at gå i biografen, men ret sikkert få endnu flere til at nyde flere film. Hvor længe biograferne skal have eneret på nye film, er ikke et område, vi direkte kan lovgive om, udover at stille krav til de film, vi støtter. Jeg tror, det er vigtigt, at parterne bl.a. åbner op for kortere ”vinduer”, og hvis det lykkes, bør filmstøtten tage højde for indfasning af modellen. 

Jeg vil gerne kraftigt opfordre til, at filmbranchens aktører selv tager ansvaret på sig og finder nye samarbejdsmodeller. Det må kunne lade sig gøre.

Annette Vilhelmsen (SF)
Kulturordfører

Mere støtte til modige film og talentudvikling
Gode film forudsætter dygtige, modige og eksperimenterende kunstnere, hvad enten det er manuskriptforfattere, instruktører, lys- og lydsættere, skuespillere eller producenter, der skal holde fast i alle tråde. Det kræver også mod at være investor, samt interesse i og ambitioner for høj kvalitet.

Danmark har brug for et eksperimenterende filmmiljø. For det modige og for det nye. Herfra får vi talentudviklingen og drivkræften til de folkelige film. Derfor er det vigtigt at bevare både New Danish Screen og støtten via konsulentordningen. Hvor man frem for billet-potentialet vurderer talent og kvalitet. Der er desuden brug for at øge støtten til low-budget film – så der bliver plads til mere diversitet og talentudvikling.

Film fra og for hele Danmark
Jeg ønsker, at dansk film bevarer sin brede appeal og mangfoldighed. Det er vigtigt, at der sikres en mere mangfoldig rekruttering. Både i forhold til, hvilke samfundslag skuespillerne kommer fra, hvilke områder i Danmark filmene optages, og hvilken etnisk baggrund skuespillerne har. Dansk film skal tale til mange, og mange skal kunne se sig selv i filmene.

Når vi støtter danske film, skal vi gøre, hvad vi kan for at sikre, at filmene optages rundt i hele landet. Når FilmFyn støtter en film som Hævnen, giver det både lokale arbejdspladser og talentudvikling samtidig med, at det sætter Fyn på landkortet både nationalt og internationalt. Den slags succeshistorier kan vi få mange flere af, og det skal ske uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Et særligt indsatsområde er børnefilmene. Et område, hvor Danmark tidligere har stået stærkt. Her er der også brug for at sikre højere kvalitet og flere modige film.

Dansk filmbranche har så mange sprog. Mulighederne er store. Udviklingen banker på – vi skal alle turde satse på filmens sprog.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Annette Lilja Vilhelmsen

Bestyrelsesmedlem af Odense ZOO, Naturama og Fjord og Bælt
cand.pæd. i almen pædagogik (Danmarks Lærerhøjskole 2001), Læreruddannet fra Den fri Lærerskole, kontorassistent

0:000:00