Statens Kunstfond: Dansk kunst er international

Af Gitte Ørskou
Formand for Statens Kunstfond 

Man taler sjovt nok sjældent om det internationale arbejde, når man taler om kunststøtte. Måske vi er mere optagede af, hvem der får hvad, end hvad denne støtte faktisk medfører som langsigtet og strategisk investering.

Gitte Ørskou
Formand for Statens Kunstfond

Som man spørger, får man svar.

”Sikrer den nuværende ordning bredden og mangfoldigheden?" spørger de gode mennesker fra Altingets redaktion og fortsætter: "Eller er det kun den hovedstaden og den såkaldt elitære kultur, der nyder godt af støtten"?

I spørgsmålet ligger implicit, at vores blik på kultur udelukkende handler om, hvem der læner sig tilbage og nyder godt af støtten inden for landets i grunden umådeligt snævre grænser.

I sin iver efter at se kultur som noget, der handler om hvor meget og hvor, overser man helt, at kunst i høj grad bryder grænser og taler et sprog, der ikke kun høres inden for en snæver geografisk kreds.

At kunst kan rejse universelle og principielle spørgsmål, der kan skabe global betydning. Og at kunst i øvrigt er en aldeles glimrende eksportvare, der har en pænt stor markedsføringsværdi og kan "brande" Danmark på en måde, der rækker ud over selv det mest udspekulerede reklamebureau.

Internationale aktiviteter er en investering
I Statens Kunstfond arbejder de seks projektstøtteudvalg med klare internationale dagsordener. I lovteksten står ordret: ”Statens Kunstfonds formål er at fremme kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet”.

Det internationale arbejde udgør et stort kludetæppe af aktiviteter. Der oprettes for eksempel residencies i udlandet inden for billedkunstområdet, mens designudvalget står for udstillinger i udlandet, og litteraturudvalget inviterer oversættere til Danmark, så de kan se noget så lokalt som kolonihavehuse og Christianiacykler, som hjælper dem til at forstå de danske tekster.

Man taler sjovt nok sjældent om det internationale arbejde, når man taler om kunststøtte. Måske vi er mere optagede af, hvem der får hvad, end hvad denne støtte faktisk medfører som langsigtet og strategisk investering. Måske er det derfor, at Dansk Folkeparti går til finanslovsforhandlingerne med det sigte, at man skal skære i støtten til internationale aktiviteter inden for kulturen. For når man ikke kan se meningen med det, hvorfor så investere lige dér?

Dansk kunst er international
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for billedkunst kan dog godt se pointen og siger det meget enkelt: "Dansk kunst er international". Der er kunst, der er skabt i Danmark af udenlandske kunstnere, og der er kunst, der er skabt i udlandet af danske kunstnere.

Danske kunstnere uddannes på kunstakademier verden over, udstiller på tværs af nationer og indgår i arbejdsfællesskaber med kunstnere fra hele verden. Selvom de er født og opvokset i Holbæk, så kan de sagtens have atelier i Berlin, bopæl i København, udstille over hele verden - og i øvrigt have forældre af udenlandsk herkomst.

Sådan ser den dansk-islandske kunstner Olafur Eliassons levnedsforløb for eksempel ud, og ham er det da gået pænt godt.

Dumt at lukke Center for Kultur og Udvikling
Eller tag nu noget så meningsgivende som CKU – Center for Kultur og Udvikling, der i 18 år har arbejdet med internationalt udviklingsarbejde gennem kultur. Under overskriften ”alle har ret til kunst og kultur” har CKU støt og vedholdende arbejdet med Danidas prioritetslande. Og dét endda inden for Udenrigsministeriet, som har kunnet se det visionære i at styrke demokratisering, antiradikalisering, forsoning, vækst og jobskabelse gennem kultur. Dette har siden 2013 kostet Danmark 48 millioner kroner om året. Nu vil man så lukke CKU, hvis det står til regeringens finanslovforslag.

Kunststøtte handler ikke kun om, hvem der får hvad. Kunststøtte handler også om langsigtede investeringer, der rækker ud over Danmarks grænser. Vi klapper i hænderne, når vi hører om danske kunstnere, der er brudt igennem internationalt. Og vi går selv til kunsten og kulturen, når vi skal lære fremmede kulturer at kende. Det skal vi huske, når vi har så travlt med at skændes indbyrdes, at vi glemmer at stå på toget, når verden omkring os kører forbi.