Teaterdirektør: Ny minister må gøre op med Bocks økonomiske pres på kulturen

DEBAT: Den kommende kulturministers fornemste opgave bør være at tage et ideologisk opgør med den neoliberalistiske tankegang, der har præget kulturpolitikken under Mette Bock, skriver teaterdirektør Hans Henriksen.

Af Hans Henriksen
Teaterdirektør, Aalborg Teater

Folketingsvalget er netop overstået, og inden længe får Danmark således en ny kulturminister.

Den afgående minister, Mette Bock, tildelte en imponerende mængde tid og ressourcer til en kulegravning af teaterloven med det formål langt om længe at forny den.

Bock kom imidlertid ikke i mål med opgaven, og derfor er det nu op til hendes afløser på posten at løse udfordringen. En udfordring, der kan fremstå som en gordisk knude, fordi så mange parametre tilsyneladende skal falde i hak, før alting går op i en højere enhed.

Men i praksis behøver det slet ikke at være så kompliceret. I sin simpleste form er der faktisk kun to parametre på spil: den demokratiske og den økonomiske værdi.

Lad mig skildre den fundamentale problematik, som den offentligt subsidierede scenekunst til stadighed døjer med: det korte af det lange er, at Danmark som samfund for mange årtier siden besluttede, at scenekunsten skal modtage offentlige midler, fordi den styrker fællesskabet og sammenhængskraften, og fordi den udfordrer både vores individuelle og kulturelle selvforståelse.

I udgangspunktet handlede det dermed aldrig om de enkelte teatres økonomiske evner, om øget egenindtjening eller om, at publikumstallet for alt i verden skulle stige.

Nej, det var selve den demokratiske værdi, som scenekunsten rummer, der var årsagen til, at en – i øvrigt relativt beskeden – portion af skattekronerne skulle tilgå teatrene. I denne kontekst er scenekunsten at betragte som public service.

Et ideologisk opgør
Det, der imidlertid er sket over de forgangne år, er, at den demokratiske værdi har måttet vige pladsen for den økonomiske, når man fra politisk hold har skullet gennemskue, hvordan de offentlige midler skulle fordeles.

Det skyldes en neoliberalistisk drejning i samfundet, som langtfra kun præger kulturområdet. Men den viser sig ekstra tydeligt her, fordi det aldrig har været meningen, at teatrene eller de øvrige kulturinstitutioner skulle drives som iværksættervirksomheder, hvis værdi let lader sig måle på en række forsimplede vækstparametre.

Den kommende kulturministers fornemste opgave bør således være at tage et ideologisk opgør med den neoliberalistiske tankegang – og dermed slå et kraftigt og entydigt slag for genindførelsen af den demokratiske værdi som det, kulturlivet frem for alt skal frembringe.

Hvor gerne vi som samfund end ville forene de to dagsordener, lader det sig imidlertid ikke gøre.

Kultur for eliten
Nuvel, Bock er ikke en groft skåret liberalist, og hun har i sin valgperiode bestemt også formået at italesætte kulturens demokratiske værdi. Men hendes eftermæle bliver frem for alt, hvordan hun har bidraget til at demonstrere, hvilke konsekvenser det har, når det økonomiske pres øges på kulturen – og specifikt på teatrene.

For det første er billetpriserne steget – især ved musik- og familieforestillingerne, som er de mest populære genrer. Når billetpriserne stiger, er der ganske logisk færre, der har råd til at komme i teatret.

Da idéen med den offentligt subsidierede scenekunst er, at alle borgere gerne skulle have mulighed for at kunne benytte sig af teatertilbuddet, reducerer denne prisstigning således teatrenes demokratiske værdi.

I praksis er den konkrete øgning af billetpriserne samtidig en form for afgift, som betales af de, der faktisk vælger at benytte sig af tilbuddet, mens de, der ikke har råd til billetterne, stadig bidrager til subsidieringen via skatten.

Dette er ikke blot en urimelig konstellation for begge parter – det forstærker også uligheden i kulturforbruget, hvilket igen strider imod den demokratiske målsætning.

Vi bevæger os kort sagt mere og mere i retning af, at den offentligt støttede scenekunst bliver noget, som alle borgere betaler til, men som kun samfundets økonomiske elite har råd til at gøre brug af.

Kommercielle vilkår
For det andet bliver fladen på de store scener i stigende grad fyldt op med forestillinger inden for de samme populære genrer, fordi det netop er disse, der klarer sig bedst på de tiltagende kommercielle vilkår.

Men som alle velsagtens kan blive enige om, er den demokratiske værdi i en gammel, træfsikker og familievenlig musical – ofte af amerikansk oprindelse – som hovedregel sjældent på niveau med det, man eksempelvis finder i en nyskrevet dramatisk forestilling, der tager aktuelle og relevante problemstillinger under scenekunstnerisk behandling.

Men det er naturligvis lettere at tjene penge på en kommercielt orienteret musikforestilling end på den dramatiske forestilling, der ønsker at udfordre publikum og åbne deres verden. Derfor ser vi i disse år mindre af sidstnævnte og mere af førstnævnte. Til glæde for teatrenes bundlinjer og evnen til at øge egenindtægten, som Bock efterspurgte.

Men det er ikke til glæde for demokratiet.

Derfor er der grund til at håbe på, at Danmarks næste kulturminister vil ynde at prioritere den demokratiske værdi over det noget ensidige økonomiske fokus, der har domineret kulturpolitikken i den valgperiode, der nu er ovre.

Forrige artikel Debat: Udvid rammerne for kreative erhverv og investér i branchen Debat: Udvid rammerne for kreative erhverv og investér i branchen Næste artikel Danske Medier til ny regering: Der er brug for ro om mediernes vilkår Danske Medier til ny regering: Der er brug for ro om mediernes vilkår
  • Anmeld

    Claus Lynge · Operachef, Opera Hedeland

    Replik til teaterchef Hans Henriksen

    Teaterchef ved Ålborg Teater Hans Henriksen skriver 12. juni i Altinget debat, at det økonomiske pres på teatrene, som Mette Bock efter hans mening har stået for, nu må lettes. For dernæst at slutte sig videre til at teatertilbuddene i stigende grad bliver for en snæver økonomisk elite.

    Der er nogle forhold, der skal nævnes i denne sammenhæng. Dels at teatrene selv kan fastsætte deres billetpriser, så det økonomiske argument om at holde bestemte publikumsgrupper ude af økonomiske årsager ikke behøver at være relevant. Dels at der hidtil gennem refusion af ydede rabatter fra teatrene side, har været mulighed for delvis kompensation for ydede rabatter.
    Men jeg tror også det er vigtigt at fastslå, at et vigtigt parameter for teatrene er, at der er en betalingsvillighed hos publikum til at købe teaterbilletter. Og denne betalingsvilje hænger ikke altid sammen med prisniveauet – men rummer mange andre elementer, her ikke mindst kvalitet af det producerede, relevans i tematik/emne osv. Og så er det altså også op til teatrene selv at sammensætte deres udgiftsprofil; mange teatre vælger at aptere tungt administrativt og på store PR-afdelinger mv. Herefter bliver der mindre tilbage til kærneopgaven: at kunstnere producerer forestillinger af en sådan kvalitet, at publikum tilskyndes til at købe billetter.


  • Anmeld

    Michael Mansdotter · Kulturhusleder

    Vision frem for floskler

    Kære Hans Henriksen
    Hvor jeg dog forstår ønsket om en ny kulturpolitisk dagsorden der anerkender kulturens betydning, men hvor er jeg træt af de floskler som knytter sig til dette ønske. Den klassiske kunstopfattelse har ganske rigtigt sit udspring i det antikke Grækenland, men at opfatte den som særligt demokrstisk er vist lidt af en tilsnigelse. Det græske demokrati var kun for mænd af en hvis betydning; kvinder og fattige havde ingen plads. Dionysos spillene knyttede sig en religiøs livsopfattelse og var betalt af de velbjærgede. Dramatikerne var en del af en konkurrence og koret betalt af herremænd. Så lad os nu finde en kulturpolitisk model, som i højere grad knytter sig til det moderne demokrati og som afspejler lysten og behovet for at lave kunst, som er tilgængelig for alle. Lad politikere, borgere og kunstnere formulere nogle kulturpolitiske rammer som både sikrer lokal kunstnerisk virkelyst og som kan skabe de store nationale og internationsle fortællinger. Giv mennesket frihed og mulighed for at udtrykke sig, og støt særligt det, som viser os nye veje og kritiserer det som bør kritiseres. Billetpriser er ikke i sig selv ulighedsskabende, hvis blot alternativerne er mange nok. Lad os hylde public service uden at dette alene skal styre os. Der må og skal også være plads til kant og kunst for de få. Opret legater som giver plads til kunstnerisk og kulturel fordybelse for både professionelle og for almindelige borgere, og lad os skabe kunstneriske uddannelser som ikke nødvendigvis kun er rettet mod et omskifteligt arbejdsmarked ,men som netop anerkender muligheden for fordybelse og eksperimenter. Ikke fordi vi har råd, men fordi vi ikke har råd til at lade være.