Debat

Teatre: Kunsten og kulturen kan ikke springes over

DEBAT: Man kan spejde længe og forgæves efter kunsten og kulturen på valgkampens dagsorden. Men det betyder ikke, at kunsten derfor bare er flødeskum og fritidsunderholdning for de få, skriver Gitta Malling fra Teatrenes Interesseorganisation (TIO).

Kunsten og kulturen kan ikke springes over, skriver Gitta Malling fra Teatrenes Interesseorganisation (TIO).
Kunsten og kulturen kan ikke springes over, skriver Gitta Malling fra Teatrenes Interesseorganisation (TIO).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gitta Malling
Teaterleder på Limfjordsteatret og formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

Kunst og kulturen er ikke noget, man bare springer over.

Den er overalt omkring os. Kunsten har en værdi i sig selv, men tilfører også værdi til samfundet og er en vigtig del af hverdagen og giver ofte Danmark positiv opmærksomhed i udlandet.

I en tid hvor alt helst skal dokumenteres og kunne betale sig, kan kunsten have en udfordring, fordi ikke alt kan gøres op i tørre tal. Men når man fra politisk side vælger at støtte kunsten herhjemme, så støtter man ikke blot eliten, som kritikere af kulturstøtten vil mene. Man støtter også biblioteker, mindesmærker, litteraturen, musik, teater og museer i bred forstand samt en demokratisering og geografisk spredning af kunsten, så alle kan være med.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Scenekunst til hele landet
Eksempelvis sørger det danske børneteater, i samarbejde med kommunerne og institutionerne, for, at scenekunsten kan opleves i hele landet uanset, hvor man bor, eller hvor meget ens forældre tjener, ved at få børnene hen i det nærliggende teater, eller ved at teatret besøger skoler og institutioner og spiller der.

På den måde får børnene en sanselig oplevelse og en modvægt til hverdagen i skolen, der i højere grad søger rationelt målbare boglige resultater. De to modpoler og udvekslingen imellem dem er netop det, der skaber det hele reflekterende menneske, der kan tage del i fællesskabet og bidrage til samfundet. Kunsten spiller en vigtig rolle i den almene dannelse.

Kunstens potentiale er stort og kan løfte mange politiske dagsordener, men kunst har væsentligt nok også værdi i sig selv. Det kræver bare politisk fokus og vilje, hvis den skal fortsætte med at udvikle sig.

Gitte Malling
Teaterleder på Limfjordsteatret og formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

De positive sideeffekter
Det er man klar over fra politisk side, og derfor stilles der i højere grad end før krav til kunsten. Som en del af folkeskolereformen har Kulturministeriet udarbejdet en strategi for skolebørns møde med kunst og kultur, og her byder scenekunstbranchen og resten af kunstverdenen sig til som en oplagt samarbejdspartner med kommunerne, der er forpligtet til at facilitere samarbejdet mellem kulturinstitutioner, foreningslivet og skolerne.

Teatrenes Interesseorganisation repræsenterer godt 70 små og mellemstore teatre i Danmark. Teatre der med et højt aktivitetsniveau i teatersalene, på turne og ude i lokalsamfundene er med til at skabe sammenhængskraft. Kunsten er ikke blot for de få. Den er med til at forme vores identitet, få os til at tænke ud af boksen og give os et nyt blik på sociale relationer og samarbejde.

I sundhedssektoren viser forsøg, at hospitalsgange indrettet med kunst og farver giver hurtigere rekonvalescens for patienterne, hospitalsklovne optræder for indlagte børn og giver dem mentalt velvære og et smil på læben. Der tages her, ved hjælp af kunsten, hånd om det hele menneske, der ikke længere blot er reduceret til en fysisk krop med en skavank. Men det hele begynder med kerneydelsen — kunsten — ovennævnte eksempler er positive sideeffekter heraf.

Gavner erhvervslivet
Erhvervslivet trækker på aktører fra kunstområdet, og kreative arbejdsprocesser er blevet et væsentligt værktøj til at skabe optimale rammer for ideudvikling og innovation. Det er netop de gode ideer, som vores samfund skal leve af i fremtiden. Senest har Københavns Erhvervsservice konstateret, at de kreative erhverv skaber jobs i hovedstaden (se her). Ifølge artiklen er der, mellem 2003-2013, skabt 14 procent flere jobs inden for de kreative erhverv i hovedstaden, mens øvrige fag blot steg seks procent. Og turismen, som der er stor fokus på i øjeblikket på grund af dens store potentiale som væksthjul, låner tricks fra iscenesættelsens verden, når de gode historier skal formidles til turisterne.

Og sådan kunne man blive ved. Mængden af gode oplevelser, erkendelser og ny viden takket være scenekunst, film, musik og litteratur og arbejdsprocesserne herfra er enorm. Grundlaget for det hele er det kunstneriske arbejde, der har resulteret i et kunstnerisk værk.

Kunst skal ikke være et storbyfænomen
Når hovedstaden oplever et boom i de kreative erhverv, er det oplagt at ønske samme positive udvikling i resten af landet. Mange kunstnere flytter til storbyen, fordi det er der, jobbene er. Men kunsten skal ikke bare være på turnebesøg uden for hovedstaden. Den skal bo og skabes der. Det er en national forpligtelse at styrke kulturinstitutionerne i provinsen, og kunstneriske kraftcentre skal kunne findes fra Falster til Faaborg, fra Sønderjylland til Skagen.

Der skal være steder over hele landet, hvor kunstnere kan bosætte sig, interagere og udvikle både kunsten og nærområdet. Flere og flere teatre finder det vigtigt at have fastansat kunstnerisk personale for at kunne udvikle scenekunst med afsæt i nærområdet, men også for at skabe kunst og udvikling for og sammen med borgere, erhvervs- og foreningsliv i oplandet.

Den brede opfattelse på tværs af Folketingssalen synes at være, at kunsten er med til at skabe sammenhængskraft i samfundet, skabe en fælles identitet og konsolidere vores værdier. Den styrker os indadtil og pirrer vores nysgerrighed over for den omkringliggende verden.

Dét er værd at støtte.

Kunstens potentiale er stort og kan løfte mange politiske dagsordener, men kunst har væsentligt nok også værdi i sig selv. Det kræver bare politisk fokus og vilje, hvis den skal fortsætte med at udvikle sig. Teatrenes Interesseorganisation håber, at den kommende regering — i samarbejde med kunst- og kulturlivet i Danmark — vil arbejde endnu hårdere for, at alle mennesker i herhjemme har mulighed for at møde kunsten.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gitta Malling

Direktør, Limfjordsteatret
skuespiller (Ecole Philippe Gaulier, London, 1995)

0:000:00