Teatre: Scenekunsten trænger til saltvandsindsprøjtning

Af Gitta Malling 
Formand for TIO

Vi taler med rette blandt kunst- og kulturinstitutioner meget om publikumsudvikling i disse år. Men hvad skal der egentlig til for at skabe et nyt publikum for scenekunsten?

Nye formater til et nyt publikum
At få nye publikumsgrupper i tale handler ikke kun om kommunikation og markedsføring. Det handler om udvikling af selve kerneproduktet: Forestillingerne.

Egnsteatre, små storbyteatre og projektteatre har i mange år i tæt dialog med sit publikum udviklet nye formater til nye publikumsgrupper. Dansk børne- og ungdomsteater er et godt eksempel på dette.

Folkeskolereformen sikrer ikke i tilstrækkelig grad, at børn møder scenekunsten i skolen.

Gitta Malling
Formand for TIO

Det var oplevelsen af, at den klassiske skolescene var irrelevant og dødsens kedsommelig for børnene, der drev kunstnerisk nysgerrige scenekunstnere til i små kompagnier at skabe helt nye formater. Derfor spilles der i dag hvert år tusindvis af børne- og ungdomsforestillinger rundt omkring på biblioteker, skoler og i daginstitutioner. Den moderne dans er et andet godt eksempel på, hvordan en kunstnerisk nyudvikling - forskellig fra ballet og standarddans - har skabt et nyt publikum. Også den startede i vækstlaget og på de små teatre.

Der er utallige andre eksempler på, hvordan de små teatre eksperimenterer med genrer og formater, der får nyt publikum i tale: Gadeteater, nycirkus, lecture performances, installationer, interaktive forestillinger osv. Men netop dette vækstlag af små teatre trænger til en gevaldig saltvandsindsprøjtning for at sørge for, at scenekunsten også i fremtiden er relevant for sit publikum. Det kræver, at staten investerer flere frie midler, der kan gå direkte til produktion - og ikke bare lader stå til, som det desværre har været tilfældet de sidste mange år.

Forskning, vidensdeling og formidling
Større viden om publikum er et andet vigtigt indsatsområde.

Der er behov for flere større undersøgelser, mere praksisbaseret forskning og bedre indsamling og formidling af best practices. I Norge blev der gennem nullerne sat betydelige midler af til praksisbaseret forskning på de kunstneriske områder. Et af de synlige resultater er netværksorganisationen Norsk Publikumsutvikling, støttet af blandt andre det norske kulturministerium. Organisationen samler aktører på tværs af kunstarterne og er et centrum for vidensdeling og erfaringsudveksling.

I Rotterdam trækker Uitbüro linjen fra forskning til praktisk hjælp i forbindelse med den enkelte institutions ønske om at nå en bestemt ny målgruppe. Man kan frit henvende sig og få hjælp og fri adgang til en fælles vidensbank. Det eneste, man forpligter sig til, er en afsluttende dokumentation til glæde for de næste aktører.

Der er tiltag i gang også i Danmark, men der er behov for en dansk pendant til Norsk Publikumsutvikling eller Uitbüro, der kan skabe overblik og udveksling mellem praktikere og forskere og gøre det nemmere også for små kulturinstitutioner, som kan have svært ved at finde ressourcerne til at opsøge den relevante viden, når den er spredt på den måde, den er i dag.

Scenekunst på skoleskemaet
Kulturministeren udsendte i maj 2014 tre strategier for børn og unges møde med kunst og kultur. Der er mange gode tanker bag strategierne og nogle udmærkede tiltag, men de er utilstrækkelige.

Folkeskolereformen sikrer ikke i tilstrækkelig grad, at børn møder scenekunsten i skolen. Alt for meget er lagt an på et frivillighedsprincip, og det vil betyde, at der vil blive meget store forskelle fra kommune til kommune og fra skole til skole. Forskelle, som er stik imod ministerens intention om børns ligeværdighed og fællesskab på tværs af sociale og geografiske skel.

Der er ellers et fantastisk fundament at bygge på - både i kraft af de lokale teatre og det turnerende børne- og ungdomsteater. En ressource, som kan udnyttes til at virkeliggøre ministerens vision om en fælles, demokratisk “sensitiv vej til viden, erkendelse og erfaring.” Dansk børne- og ungdomsteater er kendt i hele verden, som garant for kvalitet og nærvær, men i Danmark er det “den usynlige succes.”

Men børnene skal også mærke på egen krop, hvor stærkt et udtryksmiddel scenekunsten kan være, og derfor er det på tide, at scenekunsten får sin naturlige plads som fag ved siden af musik og billedkunst. Også her kan teatrene bidrage med viden og erfaring, men det kræver fokus og midler til udvikling.