Yderligere to medlemmer forlader akademi for Nobelprisen i litteratur

Det Svenske Akademi, som udpeger modtageren af Nobelprisen i litteratur, mister sin officielle talsperson, Sara Danius, og akademimedlem Katarina Frostenson. Dermed står syv af akademiets 18 pladser nu tomme oven på en kritisk periode.

Ninna Gøbel Rønberg

Torsdag aften 12. april 2018 meddelte Det Svenske Akademis permanente sekretær og officielle talsperson, Sara Danius, at hun stopper med øjeblikkelig virkning og forlader akademiet.

Derudover stopper også akademimedlem Katarina Frostenson, som har været i et stormfuldt efterår, efter at hendes mand, der er blevet kaldt 'Kulturprofilen', i en #metoo-sag blev beskyldt for at have begået overgreb på 18 kvinder i november 2017.

Sidenhen satte akademiet en advokatundersøgelse i gang, hvor det blandt andet er kommet frem, at hun har været med til at bevilge penge fra Det Svenske Akademi til kulturcentret Forum.

Det skriver Berlingske.

I sidste uge foretog akademiet en afstemning om, hvorvidt Katarina Frostenson skulle smides ud af Det Svenske Akademi. Afstemningen faldt ud til hendes fordel, og det udløste tre andre akademimedlemmers afgang, der ikke længere vil deltage i akademiets arbejde. Nu har hun så valgt selv at gå.

I forbindelse med afstemningen valgte akademiets permanente sekretær, Sara Danius, at støtte det mindretal, som ønskede Katarina Frostensons afgang. Dette affødte blandt andet hård kritik fra den tidligere permanente sekretær Horace Engdahl, da hun efter hans mening burde have haft en forsonende rolle og have mæglet mellem parterne.

Hvad Sara Danius' fratrædelse konkret skyldes, vides ikke, da det holdes hemmeligt. Men hun har sagt følgende til pressen:

"Det var akademiets vilje, den retter jeg mig efter," skriver DR.

Efter et hårdt efterår i akademiet står syv ud af akademiets 18 pladser tomme.

Det Svenske Akademis fornemmeste opgave er at udpege modtageren af Nobelprisen i litteratur. Men i princippet kan dette vise sig at blive et problem, da det kræver minimum 12 medlemmer, før akademiet kan træffe beslutninger om blandt andet nobelprismodtageren i litteratur.

Den svenske konge, Carl Gustaf, som er akademiets protektor, annoncerede 11. april 2018, at han overvejer eventuelle vedtægtsændringer, der vil gøre det muligt for de 18 medlemmer at træde ud. I dag sidder medlemmerne på livstid og kan i princippet ikke melde sig ud.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00