Redaktørens skrivebord

Læser man med her, ved man også, at den britiske historiker Adam Tooze er blevet en af mine favoritter. Senest faldt jeg over et foredrag, han holdt i slutningen af marts i år – om det 20. århundrede som ‘det amerikanske århundrede’.

Og hvorfor gør han det? Jo, det er jo det, mange kommentatorer og iagttagere mener, Trump er en afslutning på.

Toozes pointe er, at den forestilling på den ene side giver et helt fortegnet billede af det 20. århundrede, og på den anden side forvrænger vores forestillinger om fremtiden. 

I en tour de force af en historietime viser han, hvordan amerikansk globalt herredømme er blevet etableret, brudt sammen og genetableret ad flere omgange – i spil med andre magter udadtil og i den politiske kamp mellem republikanere og demokrater indadtil.

Sådan har der ikke været ét amerikansk århundrede, men flere amerikanske tiår, og i den forstand er Trumps Amerika først-strategi en del af en serie af forskellige måder at hævde amerikansk magt på.

Hvis der er noget, der er afsluttet, er det tiden efter Den Kolde Krig. Og her er Toozes pointe ikke bare, at vi nu vender tilbage til en tid, hvor USA står over for andre magter (læs Kina), men at på afgørende områder (læs klima) ikke længere er verdens geopolitiske centrum; den grønne omstilling bliver besluttet og gennemført uden for Vesten, og det er ikke Trumps skyld, men en konsekvens af globaliseringen.

Så mens Tooze nuancerer det amerikanske århundrede og problematiserer tanken om dets fald, er der fuld gas på forfaldsstemningen i George Packers monster af et longread fra seneste nummer af The Atlantic.

Og det er et formidabelt eksempel på, hvad amerikansk journalistik kan – den store fortælling personificeret i ét menneskets karakter og skæbne. Her den amerikanske forhandler af freden i den jugoslaviske borgerkrig, Richard ’Dick’ Holbrooke, der døde for snart ni år siden.

Holbrookes forhandling og den skrøbelige fred, der i dag gælder i Bosnien-Hercegovina, er prismen for en fortælling om sidste gang, USA brugte sin enestående politiske magt til at skabe geopolitiske resultater. Og det første sted, der vidner om, hvad der sker, når USA ikke gør.

Der er måske lidt for meget nostalgi i bægeret, men Holbrookes indsigt i, at "kaoshåndtering er den udenrigspolitiske udfordring i 1990’erne", og at det var en anden slags trussel mod den liberale verdensorden end den, man kendte fra Den Kolde Krig, virker profetisk på de fejlslagne krige i Mellemøsten, Vesten under amerikansk lederskab gerådede ud i nullerne.

At Trump blev præsident i USA, er i høj grad en konsekvens af det, men han er åbenlyst ikke svaret på det spørgsmål, Packer stiller til sidst: Har noget land nogensinde kombineret så meget magt med så lidt ansvarlighed?

Og apropos nye tider og vaklende institutioner har Helen Thompson op til EP-valget skrevet en længere analyse i Foreign Affairs af EU’s tilstand og fremtid. Som brite ser hun EU gennem en art Brexit-prisme i den forstand, at briternes farvel i hendes øjne er en konsekvens af indre selvmodsigelser i kernen af EU.

Og hvad handler de så om? Ja, for meget og for lidt på én gang.

På den ene side føderale beslutninger som den fri bevægelighed og fælles mønt, på den anden side for lidt føderalisme, hvor der ikke er en fælles finanspolitik. På den ene side nationalstaterne som øverste demokratiske tærskel, på den anden side en global økonomi.

Eksempel: Da finanskrisen rammer Europa, forfølger den britiske nationalbank en ekspansiv politik, mens ECB på tysk foranledning i månedsvis vægrer sig ved at pumpe penge ud i europæisk økonomi med det resultat, at arbejdsløse sydeuropæere søger nordpå. Det får så som konsekvens, at briternes glæde ved fri bevægelighed daler til et nulpunkt, og Brexit bliver en realitet.

Thompsons konklusion er, at EU-samarbejdet på nuværende tidspunkt er så splittet, at man hverken kan bevæge sig ad den mere føderale vej eller give magt tilbage til nationalstaterne – begge dele kræver en ny traktat – og åbner man for den dåse med orme, kan hele projektet gå under.

Hun udelader, om det britiske kaos, der mildt sagt har været en pinlig omgang for den politiske klasse i UK, kan animere europapolitikken i det øvrige EU, men på denne side af Brexit kan man heller ikke afvise, at de problemer, hun udpeger, er reelle.