Eksperter: Energiforlig forbigår oplagte løsninger

NOTE: Politikere overser oplagte løsninger til energibesparelser i både trafikken og eksisterende boliger i energiforliget.
Foto: Altinget.dk
Kasper Frandsen

Det er klimavenlige tiltag i trafikken og den eksisterende boligmasse, der forbigås og forbliver i skrivebordsskufferne, og det efterlader dermed trafikken og den eksisterende boligmasse som energiforligets tabere. Det mener energieksperterne Hans Henrik Linboe, partner i EA Energianalyse, og Søren Skibstrup Eriksen, formand for Ingeniørforeningens styregruppe på energi- og klimaområdet.

"Det er uheldigt, at der nærmest ikke er taget stilling til, hvordan vi sparer på energien i den eksisterende boligmasse, og kigger man på transportområdet ligner det, at løsningerne for hele den sektor falder ned imellem to stole," siger Søren Skibstrup Eriksen til Børsen.

Trafikområdet er det område, hvor CO2-udslippet er steget mest de forgående år, og derfor undrer det de to eksperter, at energiaftalens eneste tiltag er en forventet vedtagelse af EU-kravet om biobrændstoffer i 2010 samt afgiftsfritalelser på el- og brintbiler.

Derfor mener Hans Henrik Lindboe, at realistiske og hurtige klimaløsninger på transportområdet skulle have haft større prioritet i energitalen, hvis det skal lykkes at leve op til aftalens målsætning om at reducere Danmarks samlede energiforbrug med 2 pct. i 2011 og 4 pct. i 2020. Det kunne f.eks. have været gjort ved at allerede eksisterende teknologi, såsom hybridbiler, blev opprioriteret i aftalen:

"Hybridbiler er den helt store taber i denne sag. Det ville have været oplagt at etablere demoprogrammer og samtidig gøre hybridbilerne billigere ved hjælp af afgifter eller tilskud. Det handler om at give et signal til bilproducenterne," siger Hans Henrik Lindboe til Børsen.

Beskeden rolle
Også den eksisterende bygningsmasse indtager en perifer rolle i energiforliget til trods for, at bygninger står for 40 pct. af de samlede energiforbrug. Energiaftalen stiller skærpede krav til nybyggeri, hvor energiforbruget skal reduceres med minimum 75 pct. inden 2020. Problemet er den forventelige tidshorisont, der er før kravene til nybyggeri kan mærkes. Det skyldes, at nybyggeri kun bidrager med én pct. af den samlede bygningsmasse hvert år.

Derfor er det ifølge Søren Skibstrup Eriksen uundgåeligt at fokusere på den eksisterende boligmasse:

"I den nuværende bygningsmasse er der mulighed for at opnå nogle af de allerstørste og billigste energibesparelser overhovedet," siger Søren Skibstrup Eriksen.

De to eksperter fremhæver vindmøller, biomasse i kraftværker og biogas som energiafalens helt store vindere.

Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00