Der er noget befriende ved at læse debatindlæg, der knivskarpt tegner fremtiden og peger på løsninger på et område, hvor andre har store vanskeligheder ved at gennemskue kompleksiteten.

Kjeld Hansen har i sit debatindlæg på Altinget åbenbart gennemskuet, at landbrugets økonomiske situation slet ikke skyldes den aktuelle finansielle krise. Han ved desuden, at det kun er mellem hver tiende og hver sjette landmand, der står over for fallit. Han tilføjer for egen regning, at det nok er de mest udygtige, der står for skud. Endelig sammenligner han udviklingen på landbrugsområdet med udviklingen for en generation siden for tekstilindustrien. Alt sammen peger på (som Kjeld Hansen selv formulerer det i overskriften), at Danmark er ved at sige farvel til den ekstreme svineindustri, og som han tilføjer til slut, så er det slet ikke så galt for størstedelen af landet (Danmark), hvor erhvervsudviklingen er negativ, for "lysten til at bosætte sig og drive erhverv herude vil uden tvivl atter stige, når landet ikke længere ligger indhyllet i en stank af griselort". Kjeld Hansen kan ikke skjule, at han er ret vred på dansk svineproduktion.

Kinesisk kvalitet 
Banen er kridtet op. Budskaberne er klare og lette at forstå, men som det ofte sker, når man blæses omkuld af nemme løsninger, så rejser der sig flere spørgsmål, som Kjeld Hansen akrobatisk formår at sno sig udenom i sit indlæg.

Skal vi tage Kjeld Hansen på ordet, og lade os følge efter tekstilbranchen til udlandet, så falder tankerne umiddelbart på, at vores kød fremover skal produceres steder, der ikke stiller de samme krav til sundheden og dyrevelfærden. Det kunne fx være i Kina. Men hvordan har vi det med tilliden til kinesiske fødevarer? Det vi nok alle sammen bedst husker om kinesisk fødevareproduktion, er sagen om tilsætning af melamin i mælk og omfattende dødsfald blandt spædbørn. Er det den risiko, vi skal være parat til at løbe i stedet for en fremtidig fødevareproduktion med danske krav? Vi skal også overveje, om der er øgede sundhedsrisici, dårlig dyrevelfærd samt større klimabelastning eller miljøbelastning forbundet med at flytte svineproduktionen til andre lande i EU? Er det, hvad Kjeld Hansen mener er en rimelig pris for at undgå en stank af griselort?

Vejen til hurtige penge 
Kjeld Hansen kalder de landmænd, som ikke kan klare konkurrencen for udygtige, og peger på, at både samfundet og erhvervet er bedre hjulpet uden disse "agrospekulanter og konkursryttere".

Mener Kjeld Hansen dermed, at 10-15 procent af landbrugets erhvervsdrivende slet ikke ønsker at producere fødevareprodukter, men blot ser erhvervet som en vej til hurtige penge - også selv om det - som Kjeld Hansen mere end antyder - kan være kant med loven? Det virker som en meget hård beskyldning, der godt kunne tåle lidt dokumentation.

Det er alt i alt forfriskende med lette løsninger. Det sætter fokus på de lette løsningers svagheder, og synliggør behovet for en seriøs tilgang til langsigtede løsninger. Selv om Kjeld Hansens debatindlæg ikke skriver det direkte, så efterlader det læseren med et indtryk af, at dansk svineproduktion ikke kan undgå sin skæbne at flytte til udlandet, hvor der er billigere arbejdskraft og færre krav til miljø og sundhed. Det giver som allerede skrevet også et indtryk af at en betydelig del af erhvervet selv er skyld i problemerne. Fordi de ikke er dygtige nok, eller slet og ret ikke er interesserede i erhvervet, men i pengene. Er det virkelig det, du mener Kjeld Hansen?

Indlægget har gjort det åbenbart for enhver, der tør se kendsgerningerne i øjnene, at det må være slut med den ekstreme polarisering og bedrevidende lette løsninger i debatten om landbrug og natur. Der er behov for seriøse indlæg, hvor der bygges bro mellem landbruget, planlægningen i det åbne land, naturhensyn, forbrugernes interesser og ikke mindst behovet for en overordnet helhedsbetragtning. JA's medlemmer er som landbrugskonsulenter, offentlige planlæggere mv. parate til at deltage i en sådan debat. Tak til Kjeld Hansen for at pege på behovet.