92-gruppen: Danmark skal kæmpe for ambitiøse FN-mål om biodiversitet

Af Troels Dam Christensen
Sekretariatsleder, 92-gruppen

Verden står midt i en global natur- og biodiversitetskrise. Dyre- og plantearter, økosystemer og biologisk mangfoldighed forsvinder med så høj hastighed, at forskere kalder det jordens sjette masseuddøen. Op mod en million arter er nu truet af udryddelse, flere end nogensinde før i menneskehedens historie.

Bare som eksempler: Over 40 procent af alle verdens padder, næsten en tredjedel af alle koralarter, der former koralrev, og mere end en tredjedel af alle marine pattedyrarter er i dag truet.

Og det er ikke kun arterne, der forsvinder. Det er også naturen og økosystemerne, der ødelægges og forringes. 75 procent af landjorden og 66 procent af havene er blevet signifikant ændret af menneskelig aktivitet som landbrug, skovbrug, og fiskeri.

Det afgørende spørgsmål er, hvordan nye globale mål og indsatser denne gang så reelt kan bremse tilbagegangen for den globale natur, modsat hvad vi har set med tidligere FN-mål.

Troels Dam Christensen
Sekretariatsleder for 92-gruppen

100 millioner hektar tropisk skov forsvandt i perioden 1980-2020, og over 85 procent af vådområderne, der fandtes i 1700, var tabt i 2000.

Globale løsninger er nødvendige
Alt det kan man læse i den store rapport, der kom sidste år fra FN’s videnskabelige panel for biodiversitet og økosystemer (IPBES). Og hverken i EU eller i Danmark ser det meget bedre ud, viser andre helt nye rapporter.

IPBES-rapporten peger entydigt på vi menneskers aktivitet som årsag til natur- og biodiversitetskrisen. Konkret på vores brug af landjorden og havene, den direkte overudnyttelse af arter, klimaændringer, forurening og spredningen af invasive arter. Et stadigt voksende forbrug af ressourcer og voksende befolkninger med et stigende økologisk fodaftryk.

Alt dette er ikke bare et problem for naturen og de vilde arter. Det er i høj grad også et problem for os mennesker. For overudnyttelsen, nedslidningen af naturressourcerne og forureningen underminerer i dag muligheden for at skabe et bæredygtigt liv for alle på kloden. Eksempelvis er en meget stor del af verdens fattige og sårbare befolkninger direkte afhængige af naturressourcerne i deres omgivelser, blandt andet tropiske skove og vådområder.

Samtidig er en bevarelse af disse økosystemer en vigtig del af løsningen på både klima- og biodiversitetskrisen. Kun hvis vi sikrer bevarelse og bæredygtig udnyttelse af disse naturressourcer, kan vi sikre et bæredygtigt liv for alle.

Med stigende verdensbefolkninger og ønsket om bedre levestandard for millioner, er der altså i den grad brug for at finde nye globale løsninger, hvis vi som menneskehed skal undgå at underminere det net af liv, vi deler kloden med, og dermed vores eget livsgrundlag.

Tidligere FN-mål har ikke hjulpet
I år er et ganske særligt år for indsatsen for den globale biodiversitet, for i år skal verdens lande i FN vedtage nye globale mål for natur- og biodiversitet på et FN-møde i Kina til oktober. Dette møde under FN's Biodiversitetskonvention bliver således afgørende for de mål, verden sætter sig for at komme ud af den globale biodiversitetskrise.

Baggrundhistorien er ikke umiddelbart opløftende, for verdens lande har i FN flere gange før sat globale mål for at bremse og vende tilbagegangen i biodiversiteten, men uden den nødvendige effekt. I 2010 blev verdens lande ved et FN-møde i Japan enige om 20 konkrete mål for at standse tilbagegangen i biodiversitet i 2020, de såkaldte Aichi-mål.

Det er på mange måder gode og vidtrækkende mål, som verdenssamfundet dengang vedtog for perioden 2010-2020. Desværre må man her ved udløbet af målperioden konkludere, at målene langtfra har haft den nødvendige effekt.

Tilbagegangen for natur og biodiversitet er ikke standset endsige bremset. Tværtimod accelererer udviklingen i negativ retning.

Første kladde er for svag og uambitiøs
Nu er FN og verdens lande så ved at forberede nye globale mål og initiativer for perioden efter 2020. Processen er i fuld gang med løbende forhandlingsmøder, herunder et i Rom her i slutningen af februar, og det hele skal munde ud i en global aftale på FN-konferencen i Kina til oktober.

Det afgørende spørgsmål er, hvordan nye globale mål og indsatser denne gang så reelt kan bremse tilbagegangen for den globale natur, modsat hvad vi har set med tidligere FN-mål.

Et kritisk spørgsmål her er, hvordan målene om at beskytte natur og biodiversitet faktisk kommer til at blive efterlevet af verdens lande, herunder hvordan det sikres, at de reelt får effekt på de centrale politiske beslutninger og prioriteter. Der er bestemt ingen lette svar her, men det er nødvendigt at se grundigt på, hvorfor indsatsen ikke er lykkedes indtil nu, og hvad der skal til for at ændre det.

For nyligt kom det første udkast til en beslutningstekst ud af forhandlingerne, det såkaldte zero-draft. I vores øjne er denne tekst stadig for svag og uambitiøs og giver ikke vidnesbyrd om, at det denne gang skal lykkes for FN og verdenssamfundet at ændre udviklingen.

Et er sikkert: Hvis verdens lande nu skal lykkes med globale målsætninger, der reelt bremser og standser tabet af den globale natur og biodiversitet, skal der mere til. Derfor er det afgørende, at alle gode kræfter nu kastes ind i arbejdet for at sikre den bedst mulige og mest effektive globale ramme for den fremtidige indsats.