Biolog: Vi skal fascineres af naturen for at kunne passe på den

Af Vicky Knudsen
Biolog og naturformidler

Naturen mangler akut plads og kvalitet, og vi skal lytte til forskere og fagpersoner, hvis vi skal vende biodiversitetskrisen. Men vi skal også lade os fascinere i stedet for at lade os skræmme.

Vi får dårlige nyheder i et uendeligt flow, uanset hvilket medie vi tænder. Vi får udpenslet, hvad vi skal gøre bedre, og at vi bør handle, hvis vi skal redde planeten. Det er måske rigtigt nok.

Jeg er dog af den klare overbevisning, at hvis vi fascineres af naturen og lærer den bedre at kende, så lærer vi også helt automatisk at passe på den.

Spækhuggeren ved alle godt er et super sejt dyr, men ingen har tænkt over, at en leopardsnegl kan have så vanvittige historier med i bagagen.

Vicky Knudsen
Biolog og naturformidler

Et ofte stillet spørgsmål er, om vi overhovedet har brug for de arter, der forsvinder? Et andet spørgsmål er, om det er så underligt, at biodiversitetskrisen er svær for mange at forstå? Til det sidste må jeg svare nej.

Sammenhængen er ikke blevet fortalt
Ikoniske og karismatiske arter har ofte en større plads i vores hjerter, da de er mere iøjnefaldende og ofte fylder en stor del i historier, sange og fortællinger. Vi kender dem, og vi kan forholde os til, at den hvide stork og kirkeuglen er ved at uddø som danske arter. Det er forfærdeligt, da de engang var vidt udbredte og almindelige.

Men de færreste tænker over, at der engang i de samme områder fløj markperlemorsommerfugl, engblåfugl og månetobister rundt. For dem har vi aldrig hørt om, og vi tænker heller ikke over, at deres forsvinden til dels er årsag til, at netop storken og kirkeuglen er forsvundet.

Vi har nemlig heller aldrig fået fortalt sammenhængen imellem arterne. Vi ser og kender altså ikke størstedelen af de arter, der forsvinder, og vi aner ikke, hvad vi skal gøre ved et problem, som vi ikke kan se eller forstå. Men når vi først får øjnene op for det, der er derude, så forstår vi pludselig, hvad vi er ved at miste. 

Voksne kan også fascineres
Man siger ofte, at børn er så gode til at blive fascineret. Det er de! Men det er voksne også. For når faglig viden og fakta krydres med formidling på en entusiastisk måde, så smitter det ikke bare, historien sætter sig fast og kan fortælles videre – i alle aldre.

Når vi laver tv-programmet '1 døgn, 2 dyr, 3 hold', så hører jeg ofte, at folk bliver helt opslugte af vores fascination over de dyr, de ikke kender. Spækhuggeren ved alle godt er et super sejt dyr, men ingen har tænkt over, at en leopardsnegl kan have så vanvittige historier med i bagagen.

Når den gode historie og fakta hænger fast, så er det ikke kun fagpersoner, der kan videreformidle fascinationen. Det kan alle. I skolen, til festen, over hækken.

Det er sådan, vi i sidste ende, helt uden at tænke over det, får øjnene op for naturen, får lyst til selv at gå på opdagelse og får lyst til at passe på den. Helt uden tvang. Og pludselig giver både døde træer, ådsler, kolorte, utrimmede græsplæner og snyltende dyr mening.

Naturen er en uendelig guldgrube
Det er med naturen, som det er med en god ven. Engang var det en helt ukendt person, men jo bedre vi lærer en person at kende, jo mere vil vi ofte respektere, forstå og holde af vedkommende. Vi vil faktisk gøre alt for at passe på dem.

Naturen fungerer på samme måde. Hvis vi ikke kender arterne, så kan det være svært at forstå, hvorfor de er så vigtige. Men når man lærer dem at kende, så bliver man blæst bagover af deres vanvittige evner, farver, former, og pludselig forstår man deres helt unikke plads i naturen.

Så lad os fascineres af de godt og vel 35.000 arter, vi deler Danmark med. Det gør det nemlig let at svare på det ofte stillede spørgsmål. Selvfølgelig kan vi ikke være foruden alle de arter, vi er ved at miste, for uden dem bliver vi meget fattige.

Naturen er en uendelig guldgrube af oplevelser med fascinerende væsener og vilde historier. Oplevelser, som er helt gratis – og som bare venter på at blive opdaget og fortalt.