Debat

Concito og Hav i fælles opråb: Havvindmøller bør placeres uden for beskyttede havområder

Ny analyse viser, at der er plads nok til både havvindmøller og naturbeskyttede havområder – hver for sig. Nye Havvindmølleparker bør derfor bygges uden for de naturbeskyttede havområder, skriver Liselotte Hohwy Stokholm og Jarl Krausing.

Vi skal op i tempo med den grønne omstilling, men vi skal samtidig beskytte havnaturen, som bidrager til at stabilisere klodens klimasystem, skriver Liselotte Hohwy Stokholm og Jarl Krausing.
Vi skal op i tempo med den grønne omstilling, men vi skal samtidig beskytte havnaturen, som bidrager til at stabilisere klodens klimasystem, skriver Liselotte Hohwy Stokholm og Jarl Krausing.Foto: Pressefoto/Concito, Henning Bagger/Ritzau Scanpix, Pressefoto/Hav
Liselotte Hohwy Stokholm
Jarl Krausing
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi ser allerede et forandret klima, både globalt og herhjemme. Samtidig blæser den globale biodiversitetskrise ind over kloden med enorm kraft. De to kriser er tæt forbundne. Vi kan ikke løse én krise og derigennem samtidig forværre en anden krise. Løsningerne skal tænkes sammen.

Havvindmøller udgør en hjørnesten i omstillingen til mere bæredygtige energikilder og i ambitionen om at skabe et klimapositivt Danmark og EU. Danmark har derfor store ambitioner for havvind.

Vi skal op i tempo med den grønne omstilling, men vi skal samtidig beskytte havnaturen

Liselotte Hohwy Stokholm og Jarl Krausing
Hhv. direktør, Tænketanken Hav og vicedirektør, Concito

Det er bydende nødvendigt for fremtidens bæredygtige samfund – men det kræver plads. I 2050 vil væsentlige dele af Danmarks hav være tilbygget med vindmøller, og der er netop landet en historisk stor aftale om udbygning af havvind i Danmark.

Regeringen meldte i april ud, at 30 procent af Danmarks havareal skal reserveres til havvind. Der er derfor opstået debat om, hvorvidt havvindmøller kan bygges i naturbeskyttede havområder.

Havet er med til at regulere vores klimasystem, og et sundt hav absorberer store mængder CO2. Vi får ikke et sundt klima på planeten uden et sundt hav, og vi får ikke et sundt hav uden et sundt klima.

Derfor kan regeringen ikke nøjes med kun at kigge på behovet for havvindmøller. Der er brug for, at Danmark både forsyner Europa med grøn strøm og beskytter sin egen pressede havnatur.

Naturbeskyttede i havområder

Tænketanken Hav har netop udgivet en analyse, der viser, at der er plads til de mange havvindmøller uden for naturbeskyttede havområder. De 30 procent af Danmarks havareal, som nu bliver reserveret til havvindmøller, svarer til cirka 30.000 km2 eller et areal på størrelse med Jylland.

Tænketanken Hav har beregnet, at det reelle behov er på cirka 11.440 km2 for at leve op til regeringens mål for havvind i 2050. Dette er baseret på opgørelser af, hvad de nyeste havvindmølleparker i Danmark fylder per GW, inklusiv en ekstra buffer.

Læs også

Der er naturligvis behov for fleksibilitet, og derfor er det nødvendigt at reservere mere areal, end man forventer at skulle bruge. Det vil sige, at selvom der reelt “kun” er brug for 11.440 km2 til havvindmølleparker, skal arealreservationerne dække over et større bruttoområde, indtil man får udvalgt den helt specifikke lokation.

Det anerkender vi. Men én ting er sikkert: Der er ikke et arealmæssigt behov for at bygge vindmøller i naturbeskyttede havområder og slet ikke i strengt beskyttede områder.

God planlægning af havarealerne er vejen frem

Regeringen har planer om snart at fremlægge en ny Havplan. Havplanen vil få stor betydning for, hvordan vi i Danmark anvender og beskytter havet, fjordene og kysterne.

Naturbeskyttede områder har til formål at beskytte naturen, så kun i helt særligt tilfælde bør dette overordnede princip fraviges

Liselotte Hohwy Stokholm og Jarl Krausing
Hhv. direktør, Tænketanken Hav og vicedirektør, Concito

Det er det redskab, som fastsætter, hvor vi må bygge på havet. God planlægning af havarealerne og omtanke for naturen er vejen frem i den grønne omstilling.

De politiske mål for naturbeskyttede havområder er, at minimum 30 procent af havarealet skal være beskyttet i 2030 og minimum 10 procent med streng beskyttelse. En stor del af de nuværende naturbeskyttede havområder er dog ikke reelt beskyttet. Det er der brug for at gøre noget ved.

Budskabet fra Tænketankene Hav og Concito er klart: Havvindmøller bør planlægges uden for naturbeskyttede havområder, og det bør regeringens nye Havplan tage højde for.

Naturbeskyttede områder har til formål at beskytte naturen, så kun i helt særligt tilfælde bør dette overordnede princip fraviges. I strengt beskyttede områder bør der slet ikke bygges havvindmøller.

Stringent efterlevelse af forsigtighedsprincippet for havnaturen i planlægningen er rettidig omhu. Det flugter med principper fra Offshore Coalition for Energy and Nature – et europæisk forum for naturorganisationer og energiindustrien, der arbejder med at fremskynde udbygningen af havvind samtidig med, at havmiljøet genoprettes.

Sameksistens og bæredygtighed

Der er mange ønsker til anvendelsen af det danske havareal. I processen med udbygning af havvind er det derfor afgørende at finde ud af, hvordan havvind kan eksistere side om side med andre erhverv på havet, såsom miljømæssigt bæredygtigt fiskeri, råstofindvinding, CO2-lagring, skibstransport og Forsvarets aktiviteter.  

Samtidig er det vigtigt, at styrkede natur- og bæredygtighedskrav kobles til den videre udbygning af havvind. Her bliver der taget et vigtigt skridt i den rigtige retning i den nye politiske aftale om udbygning af havvindmølleparker i Danmark.

Vi skal op i tempo med den grønne omstilling, men vi skal samtidig beskytte havnaturen, som bidrager til at stabilisere klodens klimasystem.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Liselotte Hohwy Stokholm

Direktør, Tænketanken Hav
MBA (SDU og Handelshøjskolen i Århus 2011)

Jarl Krausing

Vicedirektør og international chef, Concito, medlem, Udviklingspolitisk Råd, Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1996)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024