Kommentar af 
Jakob Lamm Zeuthen

Dansk Erhverv: Nu sætter EU fart på miljøinitiativer, som har stort potentiale for dansk erhvervsliv

I 2022 sætter EU fart på at fremme cirkulær økonomi og bæredygtige produkter. Hvis vi strømliner nationale tiltag og bakker bakker op om EU's initiativer, har det store forretningspotentialer, skriver Jakob Lamm Zeuthen. 

I marts introduceres et producentansvar, der overdrager ansvaret til erhvervslivet for at indsamle kasserede produkter til genanvendelse frem for affald og afbrænding.
I marts introduceres et producentansvar, der overdrager ansvaret til erhvervslivet for at indsamle kasserede produkter til genanvendelse frem for affald og afbrænding.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jakob Lamm Zeuthen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi er netop trådt ind i 2022. Og på mange fronter tegner det til at blive endnu et grønt år. Og det er sådan set glædeligt, for der skal for alt i verden turbo på den grønne omstilling.

Inden 2030 skal vi være i mål med vores 70 procent-målsætning herhjemme, EU skal have skåret 55 procent af sin klimabelastning, og der skal leveres på FN’s Verdensmål. Så der er stort brug for meget grønne år fremover.

EU sætter fart på

Hvad er så det grønne, der sker i 2022?

Hvis 2021 skal huskes for noget, så var det et år, hvor EU for alvor satte initiativer i gang for klimaet og vores natur. Nu træder vi ind i 2022, og EU sætter fart på den grønne omstilling med initiativer, der skal fremme cirkulær økonomi og bæredygtige produkter.

Hen over året igangsættes et væld af vigtige og ambitiøse initiativer, som skal gøre vores produkter og forbrug mere bæredygtige. Den europæiske grønne pagt kaldet Green Deal er rammen om det meste, og den får kæmpe betydning for fremtidens forbrug i Danmark. Det kan vi og miljøet være glade for.

Gode danske forretningsmuligheder

Dels gør man noget ved pesticider. Biodiversiteten skal styrkes, og derfor er det også nødvendigt med bedre regler, der kan fremme brug af bæredygtige pesticider, der ikke skader naturen. Og her er der faktisk gode forretningsmuligheder for dansk erhvervsliv, som er langt fremme med bioløsninger.

Med den rette implementering kan Danmark opnå nye grønne jobs og teknologiske løsninger

Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef, Dansk Erhverv

Dels skal vi passe bedre på vores vigtige råstoffer og materialeressourcer – og derfor skal vi tænke og handle mere cirkulært for at sikre ressourcerne længere levetid. Det gælder blandt andet vores store forbrug af materialer til vores elektronik, tøj og emballager. Her smider vi alt for meget ud og genanvender og genbruger for lidt.

Derfor kommer der en række EU-krav til marts. For blot at nævne noget af det, der kommer til at ske med hensyn grønne produktkrav, så skal ecodesign-direktivet revideres og indføre skærpede krav, der styrker genbrug og genanvendelse, herunder også for tekstiler.

EU ønsker også at indføre en reparationsrettighed til forbrugerne og så kommer der sandsynligvis også flere producentansvar blandt andet for tekstiler og andre produktmaterialer med betydning for den cirkulære økonomi.

Et producentansvar overdrager ansvaret til erhvervslivet for at indsamle kasserede produkter til genanvendelse frem for affald og afbrænding. Formålet er at fastholde materialerne i økonomien for at mindske deres miljø- og klimabelastning. Med den rette implementering kan Danmark opnå nye grønne jobs og teknologiske løsninger.

Bedre information på produkter

Der sker også en lang række andre ting, som skal hjælpe med at sætte skub på den grønne omstilling. Der skal være bedre information på produkter, som viser, om de rent faktisk er grønne.

EU ønsker, der skal gøres noget ved greenwashing. Dels i det videre arbejde med EU’s grønne taksonomi, men der er også forslag på vej til at gøre noget ved greenwashing på produkter blandt andet med den nye PEF deklaration. Det skal give information om et produkt rent faktisk er så grønt som producenten påstår. Det er vigtigt for tilliden til den grønne omstilling.

Strømlin tiltag og bak op om EU

Men, hvordan skal Danmark og dansk erhvervsliv så forholde sig til denne tsunami af grønne initiativer i 2022?Jo, på myndighedssiden er det vigtigt, at vi strømliner vores nationale tiltag og bakker 100 procent op om EU, som ønsker at skabe fælles europæiske regler.

Erhvervslivet skal sætte sig ind i de trends, som vil forandre markedet

Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef, Dansk Erhverv

Det giver den bedste miljøeffekt langt hen ad vejen og bidrager til at danske virksomheder får konkurrencemuligheder på EU's indre marked.

På erhvervslivets side er der en masse forretningspotentiale, da danske virksomheder er gode til at udvikle og levere grønne produkter og serviceløsninger.

Dem kommer der alt andet lige stigende efterspørgsel på, så erhvervslivet skal sætte sig ind i de trends, som vil forandre markedet, nemlig miljøudfordringerne, ny lovgivning og forventninger fra markedet, leverandører og samarbejdspartnere. Så vil man som virksomhed være mere gearet til, at Europa skifter op i et højere grønt gear.

Masser af potentiale

Sådan ser det umiddelbart ud på den grønne og cirkulære dagsorden i det kommende år. Forhåbentlig indfrier erhvervslivet og samfundet en masse af det potentiale, som vil kendetegne 2022.

I år kan vi fejre 50-året for den historiske FN-konference i Stockholm i 1972. Her satte det internationale samfund for allerførste gang planetens tilstand på dagsordenen. Dengang kom man frem til den internationale erkendelse, at en økonomisk og teknisk udvikling medfører miljømæssige udfordringer, som kun kan løses igennem en international koordineret indsats.

Derfor er det også positivt, at Europa endelig får ordentlig gang i en grøn omstilling, der forhåbentlig rykker. Europa er selvfølgelig ikke hele verden, men har et ansvar for at skubbe til den, så der kommer til at ske noget ved de globale miljøudfordringer.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Lamm Zeuthen

Klima- og fødevarepolitisk chef, DRC, næstformand, Forum for Bæredygtige Indkøb
ph.d. i økologi og menneskeskabte klimaeffekter (Københavns Uni. 1998)

0:000:00