Redaktør af Altinget Miljø.
Uddannet cand.comm. i journalistik fra Roskilde Universitet (RUC).
Mail: [email protected]
Andreas arbejder som journalist og daglig redaktør på Altinget Energi & Forsyning. Han er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i januar 2021 og har været ansat på Altinget siden februar 2019, hvor han startede som journalistpraktikant.
Han har tidligere været redaktør på Altinget Fødevarer og Altinget Maritim.
Twitter: @andreasarp
Død havbund chokerer og forarger. Men på Christiansborg kan ingen være overraskede
Problemer med det danske vandmiljø har været kendt længe og bør reelt ikke komme bag på nogen. Men billeder af død havbund og rekordhøj iltsvind kan måske være det, der får politikerne til at sætte tommelskruerne på landbruget.
Hjalte T. H. Kragesteen
Journalist og redaktørAndreas Arp
Journalist og redaktørDet har været forsidestof i nogle af landets største dagblade. Der har været lange TV-indslag om det i bedste sendetid. Og Berlingske har gennem et år foto-dokumenteret, at den danske havbund mange steder ser stendød ud.
Iltsvindet i de indre danske farvande har de seneste dage for alvor ramt dagsordenen.
Det begyndte med, at Aarhus Universitet fredag meldte ud, at omfanget af iltsvind er på det højeste i 20 år, hvilket fik miljøminister Magnus Heunicke (S) til at kalde situationen for ”alarmerende”. Og flere har erklæret sig chokerede over, hvor grelt det står til.
Naturligvis er omfanget af iltsvind meget højt i år. Men på Christiansborg er der på ingen måde grund til at være overrasket over situationen.
Først og fremmest er iltsvind et tilbagevendende problem, som rammer danske fjorde og indre farvande hvert år. Selvom det fortsat ikke er helt så slemt, som det var i 1990’er, så har de årlige iltsvinds-rapporter længe vist et tiltagende problem.
På den måde er politikerne gentagne gange blevet varslet om, at katastrofen ligger og lurer, hvis der ikke bliver gjort noget ved det altoverskyggende problem for vandmiljøet – udledningen af kvælstof fra landbruget.
Og her må man konstatere helt nøgternt: Der er ikke sket en pind de seneste mange år.
Fra en udledning af kvælstof på omkring 100.000 tons i 1990 faldt det støt frem til 2010, hvor niveauet var bragt helt ned til omkring 55.000. Men de seneste 12 år har niveauet – der fortsat er så højt, at det skader vandmiljøet – været stort set det samme.
(Artiklen fortsætter under figuren)
Tomme løfter
Den udvikling står i skærende kontrast til det, politikerne undervejs har lovet.
Med den skandaliserede landbrugspakke fra 2015 lovede daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) således, at udledningen af kvælstof skulle falde med omkring 7.000 tons i 2021.
Og med landbrugsaftalen i 2021 besluttede næsten hele Folketinget, at der skal igangsættes indsatser, der samlet leverer en reduktion på 13.000 tons. Så det sammen med anden udvikling i samfundet nedbringer den årlige udledning af kvælstof til 38.000 tons i 2027, lyder det i aftalen.
Der er naturligvis gennemført en række tiltag de seneste 12 år – både frivillige og ufrivillige indsatser – men tilbage står, at det fortsat ikke kan aflæses i de årlige opgørelser af udledningen af kvælstof.
Det hører med til historien, at landbrugsaftalen fra 2021 opererer med en såkaldt miljøgaranti. Den betyder, at virker de frivillige ordninger ikke, vil Folketinget lade hammeren falde og sikre reduktionerne gennem regulering af landbruget i stedet.
Det er således fortsat en mulighed, at politikerne kommer med hårde indgreb, når der med genbesøget af landbrugsaftalen i 2024 skal træffe en endelig beslutning.
Oppositionen kan forsøge igen
Spørgsmålet er dog også, om billeder af død, mudret havbund og iltsvindsrekorder denne gang, kan få politikerne til at øge tempoet.
Så sent som i foråret pressede venstrefløjen på for at få hurtigere gang i kvælstofreduktionerne. Men her lød det fra både fødevareminister Jacob Jensen (V) og miljøminister Magnus Heunicke (S), at man ikke har tænkt sig at ændre på planerne i landbrugsaftalen.
Foreløbigt har regeringen ikke besluttet at ændre noget, men indkaldt til møde med interessenter og eksperter for at “sikre, at alle relevante værktøjer er i brug”. Magnus Heunicke henviste i den forbindelse også til den brede landbrugsaftale, der fylder to år i denne uge.
Det er dog ret sikkert, at partierne på venstrefløjen nu vil gøre et nyt forsøg og udnytte de mange forsider om det døde havmiljø til at kræve handling allerede nu.
Skulle tålmodigheden også vise sig opbrugt hos regeringen, vil en teoretisk mulighed for eksempel være at stille hårdere krav allerede fra 2024 til, hvor meget gødning landmændene må bruge på deres marker.
Regeringspartier under pres
Blandt regeringspartierne er Socialdemokratiet under det største pres for at handle.
Magnus Heunicke har selv placeret røven i klaskehøjde ved at udråbe sig til “havets minister”, hvilket i sig selv skaber forventninger om, at der nu kommer til at ske noget.
For S er det desuden vigtigt at bevare en grøn kant til de borgerlige partier. Klima og miljø ligger højt på vælgernes dagsorden, men det vægter mere for Socialdemokratiets vælgere end for de øvrige regeringspartiers.
For Mette Frederiksen er der dermed også en risiko for at bløde vælgere til venstrefløjen, hvis farvandene dør på hendes vagt. Som oppositionsleder i 2019 kaldte hun selv kvælstofudledningerne fra landbruget “et politisk ansvar”.
Venstre er ikke på nogen måde presset af samme form for løfter. Men de bærer til gengæld en stor del af ansvaret for problemerne, efter at partiet spillede en hovedrolle i både landbrugspakken fra 2015 og landbrugsaftalen i 2021 og desuden har siddet med regeringsmagten i sammenlagt 14 år siden 2001.
Endnu værre er det, at det store fokus på landbrugets kvælstofudledning kommer på et tidspunkt, hvor partiet i forvejen ligger i interne uenigheder om grøn regulering af bønderne.
Udformningen og niveauet af den kommende CO2-afgift på landbruget splitter Venstre, som ultimativt skal finde ud af med sig selv, om det stadig skal være "landbrugets parti”.
Resultatet af den diskussion vil også få stor betydning for, hvordan partiet ender med at reagere på billederne fra de indre farvande. Foreløbigt har både Venstre og Landbrug & Fødevarer forholdt sig særdeles tavse.
Moderaterne er det regeringsparti, der har mindst på spil, men som dermed også er sværest at forudsige positionen på.
Løkke bærer som tidligere statsminister selvsagt en del af ansvaret, men hans nye parti har hverken fortalt i interviews eller på dets hjemmeside, hvad man egentlig mener om iltsvind og kvælstofudledninger.
Akut handling er ikke lige til
Skulle alle tre regeringspartier nå til enighed om at handle hurtigere, end landbrugsaftalen for nuværende lægger op til, er det dog ikke lige til.
Da aftalen er skrevet under af et bredt flertal helt fra Nye Borgerlige til Enhedslisten, betyder det i praksis, at stort set alle Folketingets partier skal nikke ja til at fremrykke indsatsen, hvis det skal ske.
Sat på spidsen har Pernille Vermund og Pelle Dragsted altså lige så stor indflydelse på, om - og i så fald hvordan - der skal handles på landbrugets kvælstofudledninger det næste år, som Magnus Heunicke har.
Venstrefløjen skal nok stå klar til at hjælpe regeringen, men det er mere usikkert, om Vermund og Messerschmidt, der gerne vil appellere til bønderne, er klar til at sætte tommelskruerne på landbruget.
Hvorvidt historierne om tilstanden i de danske fjorde tager til i stormstyrke eller kvæles i andre dagsordenener de kommende uger, kan også få betydning for, om politikerne nu skifter kurs eller lader stå til et års tid endnu.
Uanset hvad har de alle én ting tilfælles: Ingen af dem kan for alvor tillade sig at være overraskede over situationens alvor.