Død havbund chokerer og forarger. Men på Christiansborg kan ingen være overraskede

Der er naturligvis gennemført en række tiltag de seneste 12 år – både frivillige og ufrivillige indsatser – men tilbage står, at det fortsat ikke kan aflæses i de årlige opgørelser af udledningen af kvælstof.

Det hører med til historien, at landbrugsaftalen fra 2021 opererer med en såkaldt miljøgaranti. Den betyder, at virker de frivillige ordninger ikke, vil Folketinget lade hammeren falde og sikre reduktionerne gennem regulering af landbruget i stedet.

Det er således fortsat en mulighed, at politikerne kommer med hårde indgreb, når der med genbesøget af landbrugsaftalen i 2024 skal træffe en endelig beslutning.

Oppositionen kan forsøge igen 

Spørgsmålet er dog også, om billeder af død, mudret havbund og iltsvindsrekorder denne gang, kan få politikerne til at øge tempoet.

Så sent som i foråret pressede venstrefløjen på for at få hurtigere gang i kvælstofreduktionerne. Men her lød det fra både fødevareminister Jacob Jensen (V) og miljøminister Magnus Heunicke (S), at man ikke har tænkt sig at ændre på planerne i landbrugsaftalen.

Foreløbigt har regeringen ikke besluttet at ændre noget, men indkaldt til møde med interessenter og eksperter for at “sikre, at alle relevante værktøjer er i brug”. Magnus Heunicke henviste i den forbindelse også til den brede landbrugsaftale, der fylder to år i denne uge.

Det er dog ret sikkert, at partierne på venstrefløjen nu vil gøre et nyt forsøg og udnytte de mange forsider om det døde havmiljø til at kræve handling allerede nu.

Skulle tålmodigheden også vise sig opbrugt hos regeringen, vil en teoretisk mulighed for eksempel være at stille hårdere krav allerede fra 2024 til, hvor meget gødning landmændene må bruge på deres marker.

Regeringspartier under pres

Blandt regeringspartierne er Socialdemokratiet under det største pres for at handle.

Magnus Heunicke har selv placeret røven i klaskehøjde ved at udråbe sig til “havets minister”, hvilket i sig selv skaber forventninger om, at der nu kommer til at ske noget.

For S er det desuden vigtigt at bevare en grøn kant til de borgerlige partier. Klima og miljø ligger højt på vælgernes dagsorden, men det vægter mere for Socialdemokratiets vælgere end for de øvrige regeringspartiers.

For Mette Frederiksen er der dermed også en risiko for at bløde vælgere til venstrefløjen, hvis farvandene dør på hendes vagt. Som oppositionsleder i 2019 kaldte hun selv kvælstofudledningerne fra landbruget “et politisk ansvar”. 

Venstre er ikke på nogen måde presset af samme form for løfter. Men de bærer til gengæld en stor del af ansvaret for problemerne, efter at partiet spillede en hovedrolle i både landbrugspakken fra 2015 og landbrugsaftalen i 2021 og desuden har siddet med regeringsmagten i sammenlagt 14 år siden 2001.

Endnu værre er det, at det store fokus på landbrugets kvælstofudledning kommer på et tidspunkt, hvor partiet i forvejen ligger i interne uenigheder om grøn regulering af bønderne.

Udformningen og niveauet af den kommende CO2-afgift på landbruget splitter Venstre, som ultimativt skal finde ud af med sig selv, om det stadig skal være "landbrugets parti”.

Resultatet af den diskussion vil også få stor betydning for, hvordan partiet ender med at reagere på billederne fra de indre farvande. Foreløbigt har både Venstre og Landbrug & Fødevarer forholdt sig særdeles tavse.

Moderaterne er det regeringsparti, der har mindst på spil, men som dermed også er sværest at forudsige positionen på.

Løkke bærer som tidligere statsminister selvsagt en del af ansvaret, men hans nye parti har hverken fortalt i interviews eller på dets hjemmeside, hvad man egentlig mener om iltsvind og kvælstofudledninger.

Akut handling er ikke lige til

Skulle alle tre regeringspartier nå til enighed om at handle hurtigere, end landbrugsaftalen for nuværende lægger op til, er det dog ikke lige til.

Da aftalen er skrevet under af et bredt flertal helt fra Nye Borgerlige til Enhedslisten, betyder det i praksis, at stort set alle Folketingets partier skal nikke ja til at fremrykke indsatsen, hvis det skal ske.

Sat på spidsen har Pernille Vermund og Pelle Dragsted altså lige så stor indflydelse på, om - og i så fald hvordan - der skal handles på landbrugets kvælstofudledninger det næste år, som Magnus Heunicke har.

Venstrefløjen skal nok stå klar til at hjælpe regeringen, men det er mere usikkert, om Vermund og Messerschmidt, der gerne vil appellere til bønderne, er klar til at sætte tommelskruerne på landbruget.

Hvorvidt historierne om tilstanden i de danske fjorde tager til i stormstyrke eller kvæles i andre dagsordenener de kommende uger, kan også få betydning for, om politikerne nu skifter kurs eller lader stå til et års tid endnu.

Uanset hvad har de alle én ting tilfælles: Ingen af dem kan for alvor tillade sig at være overraskede over situationens alvor.