Forskningskonsulent: Naturen hverken kan eller bør afgrænses

Naturen mangler plads i Danmark, og det påvirker biodiversiteten således, at der er en voldsom tilbagegang af arter ifølge de omfattende konsensusrapporter fra IPBES, Det Europæiske Miljøagentur EEA og Natura 2000.

Denne triste statistik vil mange aktive gerne råde bod på, eftersom Danmark rangerer på en 27. plads med hensyn til naturbeskyttelse ud af 28 lande.

Intensivt landbrug, spredning af byer og ikke-bæredygtigt skovbrug har resulteret i fragmenteret natur, der belaster levesteder og arter. Netop på de åbne landbrugsarealer, som svarer til omtrent 60 procent af Danmarks areal, er der en begrænset artsrigdom som følge af årtiers brug af pesticider, gødning, pløjning, dræning samt nedlæggelse af levende hegn og markskel til fordel for elektriske hegn.

Derfor lyder det umiddelbart lovende, når regeringen sammen med en række partier har besluttet at afsætte 888 millioner kroner til en natur- og biodiversitetspakke, som blandt andet indbefatter etablering af i alt 15 naturnationalparker rundt omkring i Danmark.

De første to naturnationalparker er planlagt i Gribskov i Nordsjælland og ved Fussingsø vest for Randers, mens de resterende skal etableres i løbet af de nærmeste år i forskellige statsskove.

Er indhegnet skov naturens præmisser?
Det fremgår af Folketingets planer for naturnationalparker, at der skal etableres hegn i de udpegede områder til græssende dyr som heste, køer og hjorte – og muligvis også elg eller europæisk bison.

For os, som håbefuldt har fulgt debatten på sidelinjen over et halvt år, er der grund til undren. Evidensen fra utallige studier for at øge biodiversiteten er ikke at forcere "vild natur" med store græssere, som skal agere naturingeniører med speciale i økosystemforvaltning, men derimod at lade naturen udfolde sig naturligt til sunde habitater, der automatisk tiltrækker de egnede dyr til området.

Forhåbentligt er ideen reelt at skabe bedre vilkår for dyr og planter i en tid, hvor biodiversiteten er under voldsomt pres, og ikke blot at etablere dyreparker for at øge turismen i lokalsamfundet med store græssende trækplastre.

Annette Plesner
Seniorforskningskonsulent

Er indhegninger "naturens præmisser" med alle de udfordringer, det skaber, både for eksisterende dyr i skoven og for publikums benyttelse af området? Hvad er ideen med at "rewilde" skovområder ved at udsætte store græssere som svenske elge eller vilde heste og europæiske bisoner, som naturligt søger andre biotoper?

For at fremme biodiversiteten hvorfor så ikke udsætte vildsvin, som hører hjemme i skovområder, og hvorfor har de så dårligt et ry i Danmark? Svaret på det spørgsmål kender vi sikkert alle. Uanset dette er det problematisk at isolere bestande bag hegn, eftersom populationer skal kunne udveksles med det omgivende landskab for at undgå indavl, sygdom og stress.

Naturen hverken kan eller bør afgrænses, og slet ikke i et så lille område som de 1300 hektar som foreslået i Gribskovs kommende dyrepark. Det hænger ikke sammen med, hvordan en dynamisk natur fungerer, selvom det kun rammer en lille procentdel af dyrene, eftersom fugle, smådyr, insekter med mere fortsat kan bevæge sig frit.

Giver det mening at fragmentere naturen yderligere?
Gruppen af naturnationalpark-forundrede fagfolk fra biologer, miljøbiologer til biodiversitetsforskere, forstkandidater og bekymrede borgere stiger jævnfør det stigende antal debatter og pressebevågenhed på området.

Relevante emner vedrørende indhegninger inkluderer effekten på mobiliteten, fødegrundlag, græsningstryk ved helårsgræsning og deraf effekt på underskovens insekt- og fuglefauna, bestandstæthed og problematik med hensyn til tilskudsfodring på et 1300 hektar areal som foreslået i Gribskov.

Forhåbentligt er ideen reelt at skabe bedre vilkår for dyr og planter i en tid, hvor biodiversiteten er under voldsomt pres, og ikke blot at etablere dyreparker for at øge turismen i lokalsamfundet med store græssende trækplastre. Her kan de kriterier, som Den internationale union for naturbeskyttelse (IUCN) har identificeret til at beskytte naturen og bevare artsrigdommen, være en fordel at anvende.

En kærkommen win-win
I en del af vores eksisterende natur er biodiversiteten heldigvis forbedret for eksempel i vores statsskove, som udgør cirka 14 procent af Danmarks areal.

Siden 1990’erne har der her været fokus på mere skånsom hugst, etablering af urørte områder, vådområder og så videre, således at Gribskov i dag har opnået en fantastisk bioscore på ni ud af ti mulige.

For at sikre naturkorridorer og sammenhæng mellem det åbne land og eksisterende skovarealer vil det derfor give mere mening at inddrage dele af den nuværende lavtliggende landbrugsjord, som historisk set har været problematisk at dyrke.

Aftalen mellem Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening fra 2019 med hensyn til udtagning af op mod 100.000 hektar landbrugsjord og ekstensiveringsbeløbet på 600 millioner fra EU’s landdistriktsprogram vil netop sikre, at Danmarks naturarealer udvides.

Indtil videre foreligger der ikke en tidsplan for, hvornår denne fordeling eksekveres, måske på grund af stor respekt for det magtfulde landbrug, og måske handler det mere om at være politisk interessant fremfor at være reelt interesseret i at skabe bedre forhold for naturen.

I aftalen fremgår det, at indsatsen prioriteres på kulstofrige lavbundsarealer, typisk omkring ådale, eftersom det også fører til en klimaeffektiv reduktion i CO₂-udslippet. Jordfordelingsprojekterne vil samtidigt bevirke, at brugen af pesticider og gødning ophører på arealerne, hvilket er altafgørende for at styrke biodiversiteten.

Debatten må nuanceres
Hvis vi vil øge biodiversiteten, kræver det faglig indsigt, et solidt videnskabeligt grundlag samt praktisk erfaring på området. Naturen har klart brug for mere plads og specielt mere sammenhængende plads, eftersom Danmark kun har cirka to procent beskyttet naturarealer, mens EEA anbefaler 30 procent afsat både til lands og til vands.

Det skaber derfor forundring og intens debat, når udkast til naturnationalparker lægger op til yderlig fragmentering af naturen. Tiden vil vise, om der sker en habitatforbedring i form af øget artsrigdom i områderne udlagt til eksperimentiel naturnationalpark, og den viden kan således danne præcedens for fremtidige projekter.

En alternativ ide er at etablere få naturnationalparker i forskellige biotoper og gennem en årrække følge, om der er evidens for, at den indhegnede model har den ønskede positive effekt med hensyn til at fremme biodiversitet til sammenligning med resultater fra Almindingen, Dyrehaven og Lille Vildmose.

Den resterende pulje fra finanslovens millioner øremærket til naturnationalpark kunne således kanaliseres over til reelt at udvide vores naturområder og specielt med fokus på kontinuerlig natur uden hegn til gavn for naturens beboere og til glæde for de besøgende.