Grosbøll: Vi skal alle genopdage havets kæmpe uforløste potentiale

Når man, som jeg, er født og opvokset på en ø, så får man et særligt forhold til havet. Mit stærkeste minde fra barndommen er fra Kongensmark ved Gudhjem på Bornholm.

Min far var lystfisker, og mange timer har jeg leget eventyr på klipperne, studeret livet i de små rock-pools, set ham hive ørreder i land og lært, at de hverken måtte være farvede eller undermålere, for så skulle de ud igen. Det var vigtigt at sikre bestanden for de næste generationer. Somme tider sluttede det brat, når faldt jeg i vandet, men oftest brugte vi en hel dag ved havet. Indirekte lærte min far mig meget af det, jeg ved om havet.

 For havets natur er ikke bare i dårlig stand. Det er tæt på kollaps

Winni Grosbøll

Forbindelsen til havet er også noget, der har været med til at definere vores nation historisk set. Intet sted i Danmark er der mere end 60 kilometer til havet, og vi har gennem århundrede kunnet bryste os af at være en af verdens største søfartsnationer. Havet har været vores kilde til inspiration, ro, eftertanke, glæde og gode oplevelser i mange, mange år.

Desværre har vores forståelse for og brug af havet været for meget på vores præmisser - og for lidt på naturens. For havets natur er ikke bare i dårlig stand. Det er tæt på kollaps.

Det er over 30 år siden fiskerikrisen ramte Bornholm. Siden er det gået samme vej mange andre steder i landet. Der er simpelthen ikke nok fisk tilbage at fiske. Det er ikke kun lidt skræmmende, at vi det til trods fortsætter med at behandle havet lige så hensynsløst, som vi altid har gjort. Næringsstoffer fra landbruget tonser stadig ud i vandet, havbunden bliver stadig flænset op af bundtrawl og naturgenopretning er et begreb, der er forbeholdt landjordens natur.

Når vi ikke længere kan tage vores børn med ud for at fange en rødspætte, og havet blot bliver en død overflade uden liv, så bliver vi mange oplevelser fattigere. Det er med risikoen for, at vi mister bevidstheden om, at havets natur er noget skrøbeligt, som vi skal værne om. Det er en ond cirkel, som vi er nødt til at vende. Hvis vi skal det, er tre ting afgørende:

1. Der er brug for modige politiske beslutninger, som kan genoprette den naturlige balance i havet. Først og fremmest er der behov for at mindske udvaskningen af næringsstoffer fra landbruget, men det kan også være forbud mod klapning og bundtrawl, lukke for erhvervsfiskeriet i de indre farvande og udpege marine områder til naturbeskyttelse og -oplevelser.
2. Vores børn skal have de grundlæggende kompetencer til at kunne færdes trygt i, på og ved havet, og der er brug for viden og naturformidling om havets natur.
3. Der skal være gode muligheder for at dyrke friluftsliv på og ved havet og for at opleve havets natur, for eksempel gennem mere sammenhængende og helhedsorienteret planlægning af havet og kysten, og bedre faciliteter til friluftsliv ved kysten.

For at genoprette den naturlige balance i havet, er der ingen tvivl om, at der er behov for akutte indsatser. Det kræver politisk mod til at træffe de nødvendige beslutninger, som for alvor kan gøre en forskel, men det er nu eller aldrig.

Som supplement til de nationalpolitiske beslutninger, skal vi også lade os inspirere af de mange tiltag, som viser hvordan civilsamfundet kan bidrage til genopretningen af havmiljøet, og hvordan lokale indsatser også kan gøre en stor forskel.

Mange af friluftslivets organisationer arbejder aktivt for at involvere foreninger og frivillige i at forbedre havmiljøet. For eksempel engagerer Danmarks Sportsfiskerforbund - gennem projektet Kysthjælper - frivillige over hele landet til at give en hjælpende hånd til havets natur. En stærk motivation for de frivillige er ofte muligheden for at kunne dyrke deres friluftsinteresser som at fiske, ro kano eller kajak, snorkle, dykke, sejle og meget andet.

I Naturpark Lillebælt har man etableret stenrev, der er vigtige levesteder for dyr og planter i havet, men som også gør det attraktivt at snorkle og dykke. Og i et nyt projekt forsøger Naturpark Lillebælt ligefrem at gøre det til en turistattraktion, at man kan være med til at plante ålegræs og dermed gøre noget godt for naturen.

Risikoen for at de næste generationer bliver endnu mere fremmedgjorte fra havets natur er stor, når de ikke længere kan se og mærke den mangfoldighed af liv, der bør være under havets overflade. Noget tyder på, at det allerede går i den retning. Kun halvdelen af alle børn kan i dag svømme 200 meter uden hjælpemidler, og kun 11 procent af dem, der kan svømme, har lært det i skolen.

Kun 31 procent af børn mellem 2 og 15 år har prøvet at ro i kano, kajak eller robåd i Danmark, og kommunernes stigende sparekrav har hver især gjort indhug i klassernes ture til vandet og børnenes svømmeundervisning.

Havet er en del af vores identitet og historie, og derfor er opgaven med at redde naturen under overfladen også en indsats for os alle

Winnie Grosbøll

Det at kunne svømme er en grundlæggende kompetence for at kunne færdes trygt på, i eller ved havet, og hvis man ikke kan det, går man glip af rigtig mange gode oplevelser. Derfor er det et grundlæggende samfundsansvar, at alle børn lærer at svømme, også selvom forældrene ikke har råd til at investere i svømmeundervisning.

Derudover er viden og formidling også vigtige komponenter i forhold til at kunne give børn et forhold til havets natur og skabe større folkelig bevidsthed om, at vi skal passe godt på den. Vi har behov for mere viden og formidling om havets natur. Det bør derfor være en fast del af skoleskemaet, hvis vi skal have en større bevidsthed om havets natur og vigtigheden af at passe godt på den.

Der er et kæmpe uforløst potentiale i at skabe gode muligheder for naturoplevelser og friluftsliv ved og på havet. Et konkret eksempel på det er Cold Hawaii i Thisted. Et projekt hvor der arbejdes strategisk og konkret med adgangen til vandet, både ved kyst, havn og sø. Her videreudvikles de gode effekter fra Cold Hawaii, som har betydet alverden for områdets brand, bosætning og turisme.

Desværre er det et potentiale, som langt fra bliver udnyttet nok af hverken stat eller kommuner, og forklaringen på det, kan nok blandt andet findes i den opdeling, som der er i forhold til planlægning på land og på havet.

Som det er i dag, er det kommunerne der planlægger på land, mens havet er statsligt område. Kommunerne og organisationer skal i højere grad inddrages, når staten planlægger på havet, og der er nødt til at være et tæt samspil mellem stat, kommuner og interesseorganisationer om planlægningen af kystzonen. Derudover er der behov for flere faciliteter til vand- og kystfriluftsliv langs kysten, som indbyder til aktiviteter og fællesskab.

Havet er en del af vores identitet og historie, og derfor er opgaven med at redde naturen under overfladen også en indsats for os alle: politikere, organisationer, erhverv og befolkningen. Vi skal genopdage havets natur, så vi kan passe godt på den i fremtiden.