Debat

IDA, DN og Dansk Erhverv: Plastik er blevet geopolitisk – nu må Danmark ind i kampen med en handlingsplan

Hvis vi i Danmark skal tages seriøst som et grønt foregangsland, bør vi vedtage en national plasthandlingsplan, skriver Sine Beuse Fauerby, Mette Hoffgaard Ranfelt og Andreas Hastrup Clemmensen.

En national plasthandlingsplan skal sikre, at vi først og fremmest reducerer vores forbrug af unødig plast og dermed også behovet for at pumpe ny olie op af undergrunden til plastproduktion, skriver Sine Beuse Fauerby, Mette Hoffgaard Ranfelt og Andreas Hastrup Clemmensen.
En national plasthandlingsplan skal sikre, at vi først og fremmest reducerer vores forbrug af unødig plast og dermed også behovet for at pumpe ny olie op af undergrunden til plastproduktion, skriver Sine Beuse Fauerby, Mette Hoffgaard Ranfelt og Andreas Hastrup Clemmensen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sine Beuse Fauerby
Mette Hoffgaard Ranfelt
Andreas Hastrup Clemmensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis der er noget, som dette års klimatopmøde har vist, er det manglende vilje fra en gruppe af lande til at lade olie blive i undergrunden.

Det er en diskussion, som også forgrener sig til de globale plastforhandlinger, hvor den petrokemiske industri er dybt afhængig af fortsat oliejagt.

Hvis vi i Danmark skal tages seriøst som et grønt foregangsland, bør vi også vedtage en national plasthandlingsplan, som viser, at olie godt kan blive i undergrunden, og at en fortsat oliejagt heller ikke er nødvendig af hensyn til plastproduktionen.

Massive lobbyinteresser udvander visionære planer

I sidste måned var Dansk Erhverv, Ingeniørforeningen IDA og Danmarks Naturfredningsforening værter for en konference med titlen ’Fremtidens plast’.

I lyset af COP28, de globale plastforhandlinger og EU-kommissionens forskellige tiltag er det oplagt, at vi i Danmark får en ny plasthandlingsplan.

Sine Beuse Fauerby, Mette Hoffgaard Ranfelt og Andreas Hastrup Clemmensen

Her var forskere, eksperter, fagforeninger, erhvervslivet, virksomheder, NGO’er og politikere samlet for at drøfte, hvad den kommende danske plasthandlingsplan skal indeholde.

Kristian Syberg, lektor på Roskilde Universitet, var netop fløjet ind fra Nairobi og gav seneste status på forhandlingerne om FN’s internationale plastaftale.

Han kunne blandt andet berette om, hvordan plastpolitik er blevet en ny, højspændt geopolitisk scene, hvor alliancen af like-minded-landene, der er ledet af Iran og Saudi Arabien og med medlemmer som Rusland og Kina, tørner sammen mod high ambition coalition-landene som Norge, Rwanda og EU-landene.

Læs også

Nogle af de store olieproducerende lande og virksomheder har set skriften på væggen i forhold til nedgangen i brugen af fossile brændsler, så nu kæmper de med næb og klør mod en reduktion af plastforbruget, da det store forbrug af oliebaseret plast, særligt engangsplast, i deres øjne er det nye guldæg.

Kristian Syberg fortalte, at det, sammen med de over 140 lobbyister fra olieindustrien, var lykkedes alliancen af like-minded-lande at obstruere forhandlingerne, så vi sandsynligvis ikke når i mål med en aftale i 2024.

Det er dog ikke alene på det globale niveau, at det er en udfordring at fastholde et vist ambitionsniveau. Også på europæisk plan bliver ellers visionære planer udvandet af massive lobbyinteresser.

EU's emballageforordning er et kludetæppe af særinteresser

Samme dag som plastkonferencen blev afholdt, skulle Europa-Parlamentet stemme om emballageforordningen, hvor blandt andet de genbrugsmål, som for alvor skulle vise vejen til en reduktion i emballagemængderne, blev pillet ud.

Verden skriger efter innovation og nytænkning.

Sine Beuse Fauerby, Mette Hoffgaard Ranfelt og Andreas Hastrup Clemmensen

Tilblivelsen af emballageforordningen er af Politico blevet beskrevet som et af de mest omdiskuterede EU-forslag længe, hvor den danske europaparlamentariker Niels Fuglsang (S) fortæller om “nationale særinteresser, industrilobbyisme og nye politiske vinde”, som årsagerne til, at vi nu står med en fragmenteret og rodet lovproces.

Det, vi står tilbage med, er i høj grad et kludetæppe af særinteresser, hvilket hverken gavner miljø, klima eller de virksomheder, der har grønne ambitioner og skal navigere i lovgivningen.

Netop i disse dage skal medlemslandene finde deres fælles ståsted for at blive klar til, at trilogforhandlingerne kan gå i gang.

Der er lagt op til en gyser af et forhandlingsforløb, hvor der knap er to måneder til at lande en aftale, før Europa-Parlamentets valgperiode udløber.

Tilbage på plastkonferencen understregede Lars Fogh Mortensen fra Det Europæiske Miljøagentur, at der er behov for internationale aftaler på plastområdet, som først og fremmest sørger for at reducere mængderne - både hvad angår emballager, men også plastforbrug i andre produkter, som eksempelvis tekstiler.

Danmark har store muligheder

I lyset af COP28, de globale plastforhandlinger og EU-Kommissionens forskellige tiltag er det oplagt, at vi i Danmark får en ny plasthandlingsplan.

Det er vigtigt, at vi nu får en visionær dansk plasthandlingsplan.

Sine Beuse Fauerby, Mette Hoffgaard Ranfelt og Andreas Hastrup Clemmensen

Den skal sikre, at vi først og fremmest reducerer vores forbrug af unødig plast og dermed også behovet for at pumpe ny olie op af undergrunden til plastproduktion.

Samtidig skal vi ikke blot substituere over til andre løsninger, der skaber nye problemer.

Verden skriger efter innovation og nytænkning, så lad os blive et udviklingslaboratorium for de gode løsninger, eksempelvis inden for genbrugs- og retursystemer og højkvalitetsgenanvendelse.

Flere virksomheder deltog på plastkonferencen og fortalte om deres løsninger, både hvad de er lykkedes med, og hvad der er svært. Men én ting havde de alle fokus på: Behovet for regulering, velfungerende grønne rammevilkår og politisk retning.

Når globale aftaler forhales, og EU-tiltag domineres af særinteresser, er det vores pligt at vise en ny vej mod et langt mere ansvarligt brug af jordens ressourcer. Derfor er det vigtigt, at vi nu får en visionær dansk plasthandlingsplan, så vi med troværdighed kan trække i en ambitiøs retning internationalt.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sine Beuse Fauerby

Chefkonsulent i cirkulær økonomi, Ingeniørforeningen IDA
cand.techn.soc. (RUC)

Mette Hoffgaard Ranfelt

Miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
cand.scient.pol.

Niels Fuglsang

MEP (S)
ph.d. (CBS 2021), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00