Jæger: Ornitologers kritik mangler naturfaglig begrundelse

I et indlæg i Altinget 7. september, skriver Dansk Ornitologisk Forenings formand Egon Østergaard, at mit indlæg fra 1. september om udsætning af fuglevildt til jagt er ”fyldt med halve sandheder”. Han nævner dog ikke et eneste eksempel.

Det havde været betydeligt mere givende for den konstruktive debat, hvis han magtede at tilbagevise mine argumenter sagligt, i stedet for at beskylde mig for at sprede ”halve sandheder” uden at fremkomme med et eneste eksempel herpå.

En mellemting mellem landbrug og jagt

Til gengæld gentager Egon Østergaard den samme række gamle argumenter imod udsætninger, og vi får til og med et nyt: “Jægere plejer at sige, at man kun høster af overskuddet i bestandene, så det bør man også efterleve her.”

”Jægere plejer at sige”, er et klassisk stråmandsargument. Jeg ved nemlig ikke, hvilke jægere Egon Østergaard refererer til. Jeg kan heller ikke se relevansen. Jeg har aldrig nogensinde betragtet jagt på udsatte fugle som høst af et overskud af en vild bestand. Det tror jeg heller ikke, at nogen andre har.

At udsætte fugle til jagt er en praksis, som havner et sted imellem landbrug, hvor fuglene opdrættes i fangenskab og jagt, hvor fuglene ender deres dage i fri natur eller på en middagstallerken.

Jeg kan sagtens blive enig med Østergaard i, at jagt på vilde fugle skal baseres på et aktuelt bestandsoverskud for at være bæredygtig - men nu er det jo netop ikke vilde fugle, vi diskuterer.

Proportioner og perspektiv

Spørgsmålet er, om det samlet set er et problem, at danske jægere udsætter 360.000 gråænder (Egon Østergaards gæt) i landets mere end 100.000 vandhuller.

Min påstand er fortsat, at de positive konsekvenser af, at disse vandhuller er etableret og vedligeholdt af jægere, langt overskygger eventuelle negative konsekvenser.

Jens Ulrik Høgh
Freelance-skribent, Mit Jagtblad

Min påstand er fortsat, at de positive konsekvenser af, at disse vandhuller er etableret og vedligeholdt af jægere, langt overskygger eventuelle negative konsekvenser i form af lokale næringsstofbelastninger.

Vi skal huske på, at alternativet til andehullet ofte er enten et tilgroet surt mosehul eller en dyrket mark. Alt andet lige er det passede andehul mange gange mere værdifuldt for biodiversiteten end alternativerne.

Debatten bringes langt ud af proportioner, når Østergaard baserer frygten for forurening på 13 år gamle tal og samtidigt helt forbigår det faktum, at de 4.500.000 vilde gråænder (altså mere end ti gange så mange ænder som de udsatte), der ifølge Østergaard passerer landet, også skider i landets søer og vandhuller.

Kollektiv afstraffelse af jægere

Jeg savner stadig en forklaring på, hvorfor det skulle være rimeligt at straffe samtlige 180.000 danske jagttegnsløsere for indberetningsfejl begået af en lille andel sjuskemikler. Selvfølgelig skal Danmarks jægere indberette deres udsætninger korrekt, men kollektiv afstraffelse er i min optik ikke kompatibelt med et moderne retssamfund.

Tilsvarende kunne man spørge, om det er rimeligt at forlange nedlukning af et erhverv med op imod 1000 arbejdspladser, blot fordi man ikke bryder sig om en praksis?

Det fremgår mere og mere klart, at DOF's egentlige mål er en gentagelse af den pludselige tvangsnedlukning af minkerhvervet. Ganske vist en nedlukning i betydeligt mindre målestok målt på antallet af familier med bortfaldende indkomster.

Til gengæld ville det også være en nedlukning uden konkret og veldokumenteret naturfaglig grund og med betydende og langsigtede negative konsekvenser for naturen i kulturlandskabet, biodiversiteten og danskernes trivsel.

Jeg savner Østergaards input til, hvordan DOF's medlemmer har tænkt sig at kompensere for den bortfaldende praktiske indsats for at vedligeholde Danmarks vandhuller, der er den forventelige konsekvens af et forbud imod udsætninger af gråænder.

Jeg savner også dokumentation for, at det er et reelt problem, at udsatte gråænder forurener den vilde bestand af gråænder genetisk, sådan som Østergaard påstår.

Lad os få fagligheden tilbage i debatten.