Jæger: Modstand mod udsætning af fuglevildt handler hverken om dyrevelfærd eller biodiversitet

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og Danmarks Naturfredningsforening (DN) har indstillet til Miljøminister Lea Wermelin, at udsætning af gråænder skal forbydes fra og med 2022. DOF lægger ikke skjul på, at man også ønsker udsætning af fasaner og agerhøns forbudt.

Officielt skyldes det (årligt tilbagevendende) aggressive udfald imod Danmarks cirka 220.000 jagttegnsberettigede, at en del af de jægere, som har udsat gråænder, ikke har indberettet udsætningerne korrekt til relevante myndigheder.

Som jæger er jeg ærgerlig over denne slendrian blandt nogle af mine medjægere. Det er naturligvis ikke i orden at undlade at indberette indberetningspligtige tal – heller ikke selv om systemerne for indberetning har været plaget af fejl, som har vanskeliggjort processen.

Mangelfulde indberetninger skaber problemer
Den mangelfulde indberetning er til syvende og sidst jægernes egen fejl. Der er ingen undskyldninger, og det kan næppe indskærpes kraftigt nok, at den form for sjusk skaber problemer.

Men er det rimeligt at forbyde en mere end 100-årig jagtkulturel praksis for alle, blot fordi nogle ikke har overholdt nye indberetningsregler? Man forbyder jo heller ikke pizzeriaer, blot fordi nogle pizzeria-ejere af og til bliver taget med rod i momsregnskaberne.

Kollektiv straf er middelalderligt og et brud imod almindelig dansk retspraksis. Der er masser af jægere, som har håndteret deres andeudsætninger helt efter reglerne, og de fortjener ikke at blive straffet med forbud.

Forbud gavner ikke biodiversiteten
Det faglige grundlag for at forbyde ande- og fasanudsætninger af hensyn til natur og biodiversitet er tyndt eller ligefrem ikke-eksisterende.

Rent dyreetisk er jeg ikke i tvivl om, at den udsatte fasan eller gråand har haft et bedre, længere og mere naturligt liv end industrikyllingen.

Jens Ulrik Høgh
Freelance-skribent, Mit Jagtblad

For gråændernes vedkommende fremhæver DOF tal fra 2008, der viser, at der i søer med andeudsætning typisk er omkring 70% mere fosfor i vandet end i søer uden andeudsætning.

Hvad man overser i helhedsbetragtningen er, at tusindvis af småsøer kun eksisterer i kraft af netop andeudsætninger. De er enten etableret eller bevaret af jægere, som ønskede at supplere jagten på deres jagtområde med jagt på udsatte ænder. Havde vi ikke haft denne jagt, ville disse søer enten være opdyrkede marker eller tilgroede sumphuller.

Ingen af delene ville være en fordel for biodiversiteten. Tværtimod.

Tilsvarende forsvinder incitamentet til at anlægge nye vandhuller og holde de eksisterende fri for tilgroning, hvis jægerne ikke fremadrettet må bruge dem til andeudsætning. Det ville være en dårlig udvikling for naturen i det danske kulturlandskab.

Intet bevis for fasaner som "dræberkokke"
Danmarks Naturfredningsforening har beskyldt de udsatte fasaner – som de malerisk betegner som ”dræberkokke” – for at ødelægge naturen ved at æde alt det kryb og kravl, de kommer i nærheden af.

Mange andre ”udtrykker bekymring” om det samme og antyder, at den ikke-hjemmehørende fugl, bør betragtes og bekæmpes som en invasiv art. Der er dog ikke skyggen af videnskabeligt belæg for dette.

Biologen Morten D. D. (kendt fra TV) gennemsøgte forrige år videnskabelige artikler igennem for at finde dokumentation for fasaners skade på den øvrige fauna.

I en tråd på Facebook skrev han til en bekymret biolog fra DOF:

”Der er ingen som helst evidens for en negativ effekt, det er der bare ikke. Jeg har ledt überfåkingalles. I samtlige søgedatabaser. Der er intet – og slet ikke i de relativt beskedne tætheder, som der trods alt er tale om”

Flere sangfugle i områder med fasanudsætning
Hvad der derimod er evidens for i en del af de undersøgelser, der er lavet af fasanudsætningers påvirkning af naturen, er tættere bestande af for eksempel sangfugle i områder med udsætning.

Forklaringen er enkel. Vil jægeren have noget ud af sin fasanjagt, er hun nødt til at sørge for, at fasanerne trives på jagtområdet.

Land- og skovbrugets normale monokulturer af markafgrøder og granplantager er ikke steder, hvor fasaner eller andre vilde dyr lever godt.

Derfor plejes jagtområder, som bruges til udsætning (med etablering af vildtagre, småskove i det åbne land og læhegn) for at skabe føde og skjul til de udsatte fugle.

Forbud vil mindske motivationen til at afsætte jord til vild natur
I Danmark ”belønnes” dokumenteret biotoppleje med tilladelse til at udsætte flere fugle (op til 12 fasaner per hektar). Indsatsen kommer alle arter til gode – også alle de arter, som ikke er jagtbare.

Danmark er et af verdens mest opdyrkede lande med omkring 2/3 af landets samlede areal under plov. En stor del af vore vilde dyr overlever i kraft af, at nogle få procent af agerjorden ikke er intensivt opdyrket – og i mange tilfælde er det netop tilfældet, fordi der er taget hensyn til jagten.

Hvis udsætning af fuglevildt forbydes, forsvinder en enorm del af jagtudbyttet i Danmark. Lovens krav om vildtvenlig biotoppleje forsvinder, hvis udsætningen af fugle til jagt forsvinder.

Da pengene, som financierer biotopplejen nu, også forsvinder i kraft af mindre jagtlejeindtægter, er det ikke svært at se, at incitamentet til af afsætte kostbar landbrugsjord til jagt (og dermed til den vilde natur) fordamper.

Resultat: Vi får flere landbrugsøkonomisk rentable monokulturer – som er de rene ørkener for vilde dyr – og allerede etablerede ”natur-oaser” mister hurtigt det meste af deres naturværdi, når de overlades til sig selv og gror til.

Udsætning af fuglevildt er mere dyreetisk
Danske jægere opdrætter og udsætter hvert år omkring en million fasaner og 300.000-400.000 gråænder i den danske natur.

Fuglene starter, som industrikyllingerne, deres liv i en rugemaskine, men efter nogle uger i en voliere bliver de sat ud i naturen, hvor de fortsat fodres.

Når jagtsæsonen kommer, nedlægges omkring halvdelen af dem på jagt og ender på middagsbordene, hvor de erstatter industrikyllinger i forholdet 1:1. Den anden halvdel ender på et eller andet tidspunkt deres dage i naturen som vilde fugle.

Opdræt og udsætning af fugle til jagt kan med rimelighed beskrives som en mellemting mellem jagt på vilde fugle og landbrug på friland.

Rent dyreetisk er jeg ikke i tvivl om, at den udsatte fasan eller gråand har haft et bedre, længere og mere naturligt liv end industrikyllingen. Er du?

Eller sagt på en anden måde: Hvis nu herregårdsskytterne gik langhårede rundt i islandske sweatre og beskrev deres arbejde som naturnært frilandsopdræt af økologiske trivselshøns, så ville mange paradoksalt nok applaudere dem for deres indsats.

Forargelse over jægere
Jeg vil påstå, at modstand mod udsætning af fuglevildt til jagt ikke handler om dyrevelfærd. Det handler heller ikke om miljø. Det handler faktisk kun om forargelse over jægerne, som man ikke forstår og per automatik tillægger de værst tænkelige motiver.

Min påstand er, at i forhold til naturbevarelse er nettoresultatet af udsætninger af fuglevildt positivt. 

Jens Ulrik Høgh
Freelance-skribent, Mit Jagtblad

Men udfald i det offentlige rum imod udsætning af fuglevildt handler også om klassekamp. Det nævnes nemlig påfaldende ofte, at jægerne er rige godsejere og direktører, som springer rundt i tweed og kører Range Rovere.

Problemet er bare, at den angrebsvinkel heller ikke holder vand. Det store flertal af mennesker, som deltager i disse fuglejagter, er ikke velhavere, men helt almindelige mennesker med passion for jagt, hundearbejde og friluftsliv.

De fleste fugle bliver sat ud på mindre ejendomme af små jagtkonsortier bestående af helt igennem almindelige mennesker. For rigtigt mange er disse jagter en familieaktivitet, som involverer både børn og voksne i hele den lange proces fra jord til bord.

Mange gevinster ved jagt
Derudover er der faktisk en del arbejdspladser, der beskæftiger sig med udsætning af fuglevildt til jagt. Næsten 1.000 fuldtidsjobs i Danmark er direkte relateret til denne virksomhed.

Desuden investerer de danske jægere, ifølge Danmarks Jægerforbund, mere end 70 millioner kroner i natur- og vildtpleje plus omkring 1,8 millioner frivillige arbejdstimer i naturen. Dertil kommer lodsejernes betydelige investeringer i biotopforbedringer, der blandt andet leder til bedre jagtindtægter.

Min påstand er, at i forhold til naturbevarelse er nettoresultatet af udsætninger af fuglevildt positivt. Miljøet lider totalt set ingen overlast (biodiversiteten vinder stort), og det er i bund og grund en meget dyreetisk og naturnær måde at producere kød på. Dertil er der masser af mennesker, som har et umådeligt stort rekreativt udbytte af jagten. Det er faktisk en gevinst for alle.

De vrede forenings-dinosaurer og deres baglande må gøre op med sig selv, om de vægter tilfredsstillelsen ved at blande sig i andre naturbrugeres livsstilsvalg højere end begejstringen over naturindholdet i kulturlandskabet.

Alternativt må de lægge sig i selen og finde fagligt holdbare argumenter imod den praksis, de ikke bryder sig om.