Bliv abonnent
Annonce
Debat

Grønne aktører: Der kan ikke længere være tvivl om, at Tange Sø skal droppes, og Gudenåen slippes fri

Opstemningen og Tange Sø skader de naturligt hjemmehørende arter grøn kølleguldsmed, havlampret, flodlampret og laks, som Danmark skal beskytte ifølge EU's habitatdirektiv, skriver Philip Hahn-Petersen, Sebastian Jonshøj og Torben Kaas.
Opstemningen og Tange Sø skader de naturligt hjemmehørende arter grøn kølleguldsmed, havlampret, flodlampret og laks, som Danmark skal beskytte ifølge EU's habitatdirektiv, skriver Philip Hahn-Petersen, Sebastian Jonshøj og Torben Kaas.Foto: Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix
19. maj 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Viborg Kommune træder fortsat vande i sagen – eller sagaen – om Tangeværket og Tange Sø, selvom konklusionen er klokkeklar og enslydende i kommunens habitatvurdering og second opinion-notat: Danmarks forpligtelser over for naturen tillader ikke, at Tangeværket fortsat indvinder vand fra Gudenåen.

Derfor kan der ikke længere være tvivl om, at det nu langt om længe er på tide at droppe opstemningen og den kunstige sø og føre åen tilbage til dens naturlige forløb til naturens bedste.

Gennem syv år har kommunen forhalet beslutningen om Gudenåens fremtid ved at undlade at gennemføre en helt central miljøvurdering af Tangeværkets vandindvinding fra Gudenåen – den såkaldte habitatkonsekvensvurdering.

Læs også

Kommunen træder vande

Glædeligvis har Viborg Kommune dog nu både foretaget habitatkonsekvensvurderingen og indhentet en second opinion fra rådgivningsvirksomheden WSP.

Begge vurderinger er krystalklare: Tangeværket kan – af hensyn til naturens beskyttelse – ikke få en ny tilladelse til at indvinde vand fra Gudenåen.

Opstemningen og Tange Sø skader de naturligt hjemmehørende arter grøn kølleguldsmed, havlampret, flodlampret og laks, som Danmark skal beskytte ifølge EU's habitatdirektiv.

Kun hvis opstemningen og søen fjernes, vil disse arter igen kunne trives i området.

Vi opfatter det som endnu et forsøg på at tilsidesætte kommunens handlepligt på bekostning af naturen.

Philip Hahn-Petersen, Sebastian Jonshøj og Torben Kaas
Hhv. formand, Vild Med Vilje, vicepræsident, Danmarks Naturfredningsforening, og formand, Danmarks Sportsfiskerforbund

Viborg Kommune har derfor nu alt, hvad kommunen skal bruge for at afgøre sagen om åens fremtid og specifikt om Norlys' ansøgning om en ny tilladelse til vandindvinding fra Gudenåen.

Alligevel fortsætter kommunen med at træde vande. Kommunen har bedt om en juridisk vurdering af sagen og forventer derfor først at behandle sagen efter sommerferien

Men der er ikke brug for hverken flere juridiske vurderinger eller en parkering af sagen i kommunens Klima-, Miljø- og Naturudvalg. Vi opfatter det som endnu et forsøg på at tilsidesætte kommunens handlepligt på bekostning af naturen.

Læs også

Slip Gudenåen fri

Hvis der fandtes en pris for professionelt nøl, kunne førstepladsen gå til Viborg Kommune. Andenpladsen kunne deles mellem de medansvarlige regeringer, der gennem årene har skubbet beslutningen om Gudenåens fremtid videre til den næste minister i rækken.

Både i 2020 og senest i 2025 har der været nedsat en arbejdsgruppe for at finde en løsning.

Men arbejdet i den seneste regerings Tange-arbejdsgruppe blev ligeledes forsinket og kom ikke i mål på grund af Viborg Kommunes nølen med habitatkonsekvensvurderingen.

En frisættelse af Gudenåen mellem Kongensbro og Tange vil være et ægte grønt initiativ.

Philip Hahn-Petersen, Sebastian Jonshøj og Torben Kaas
Hhv. formand, Vild Med Vilje, vicepræsident, Danmarks Naturfredningsforening, og formand, Danmarks Sportsfiskerforbund

Viborg Kommune må stoppe med at forhale sagsbehandlingen og finde modet til at træffe en afgørelse om Gudenaacentralens (Tangeværkets) vandindvinding på baggrund af de grundige faglige vurderinger, der er lavet.

Vi håber samtidig, at den længe ventede nye regering vil tage sit medansvar alvorligt og finde modet til at fjerne Gudenaacentralens spærrende opstemning og slippe Gudenåen fri.

Dels fordi vi er forpligtede til det, men også fordi det vil være det rigtige at gøre i en tid, hvor vi i Danmark og på tværs af Europa forsøger at genoprette naturen, som mildt sagt har været underprioriteret i årtier.

Det vil måske også glæde de 800.000 andelshavere hos virksomheden Norlys, der ejer Gudenaacentralen og bryster sig af at gå forrest i den grønne omstilling af Danmark.

En frisættelse af Gudenåen mellem Kongensbro og Tange vil være et ægte grønt initiativ, som vil genskabe en enestående rig natur i Gudenådalen og skabe fri passage for livet i Danmarks største vandløb – til gavn for biodiversiteten og til glæde for Danmarks befolkning og de kommende generationer, der kan besøge ådalen til fods, i kano, med en fiskestang eller med en kikkert i hånden.

Sagen om Tangeværket og Tange Sø

2013: Folketinget ophæver den særlige tangelov, som tidligere regulerede Tangeværket. Herefter skal driftstilladelser gives efter almindelig miljø- og vandlovgivning.

2015: Viborg Kommune meddeler en ny vandindvindingstilladelse til Tangeværket, men undlader at lave en habitatkonsekvensvurdering.

2019: Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver og hjemviser 2015-tilladelsen, fordi kommunen ikke har foretaget den nødvendige habitatkonsekvensvurdering i forbindelse med tilladelsen.

2020–2023: Viborg Kommune beslutter i første omgang at igangsætte en habitatkonsekvensvurdering, men udsætter sagsbehandlingen flere gange for at afvente statslige vandområdeplaner.

2025 januar: Viborg byråd beslutter at genoptage sagsbehandlingen af ansøgningen om vandindvindingstilladelse og igangsætte den nødvendige habitatkonsekvensvurdering.

2025 november: Kommunens udkast til en habitatkonsekvensvurdering bliver lækket, og det står nu klart, at vurderingen afviser en ny vandindvindingstilladelse til Tangeværket. Viborg Kommune nægter at give aktindsigt i vurderingen. Det bliver siden underkendt af Miljø- og Fødevareklagenævnet.

2026 februar: Det kommer frem, at kommunens habitatkosekvensvurdering understøttes af en second opinion fra rådgivningsfirmaet WSP fra oktober 2025. WSP-notatet bekræfter, at der ikke kan indvindes vand til strømproduktion, da både opstemningen og Tange Sø gør skade på naturen i Gudenåen.

2026 april: Formanden for Viborg Kommunes Klima-, Miljø- og Naturudvalg udtaler til Viborg Folkeblad, at kommunen formentlig først kan behandle sagen efter sommerferien 2026 – fordi man er i gang med at indhente en grundig juridisk vurdering.

Kilde: Danmarks Sportsfiskerforbund.

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026