KL: Truslen fra pesticidrester i drikkevandet kalder på akut handling
Selvom kommunerne er nået langt med at sikre rent drikkevand, vil kommunerne være med til at sætte turbo på at beskytte drikkevandet. Det kræver nye værktøjer, da den politiske aftale fra 2019 blev tænkt ud fra princippet om frivillighed, skriver Birgit S. Hansen (S) og Laila Kildesgaard.
Birgit S. Hansen
Afgående borgmester (S), Frederikshavn Kommune, kommende repræsentant for grøn trepart (31/10-2024), KLLaila Kildesgaard
Ekspert i grøn omstilling og lokal udvikling, bestyrelsesmedlem i EWII, Trefor El Net Øst, DBC Digital, Gate 21, CRT og Det Københavnske TeatersamarbejdeVores danske drikkevand kan ikke bare tages for givet.
Prøver fra aktive drikkevandsboringer i Danmark viser nemlig pesticidrester. Det er vigtigt, at vi sammen får gjort noget for, at der ikke kommer flere pesticider ned i vandet.
Derfor er kommunerne i fuld gang med at risikovurdere områder omkring drikkevandsboringer, hvor der kan være øget risiko for forurening fra sprøjtemidler.
Kommunerne har på lidt over et år gennemført hele 90 procent af de obligatoriske risikovurderinger af de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder.
Der findes i alt 4.855 af disse områder, som skal risikovurderes med henblik på en bedre beskyttelse af grundvandet. Det vedtog et politisk flertal på Christiansborg i starten af 2019.
Dermed er kommunerne næsten i mål med den bundne opgave, som vi har med at beskytte drikkevandet mod forurening af sprøjtemidler her et år, inden arbejdet skal være færdigt.
I de områder, hvor kommunerne vurderer, at der er brug for at stoppe med at bruge pesticider, skal der ifølge den politiske aftale fra 2019 i så vidt omfang som muligt forsøges at lave frivillige aftaler med lodsejerne
Birgit S. Hansen (S) og Laila Kildesgaard
Formand for KL's miljø- og forsyningsudvalg og direktør i KL
Det viser, hvor højt vi i kommunerne prioriterer opgaven med, at vores drikkevand skal være rent. Vi skal beskytte den vigtige ressource, som drikkevandet er i dag. Men også i fremtiden af hensyn til de kommende generationer.
Frivillige aftaler tager tid og koster
Der er knap 2.000 områder, hvor der er vurderet at være øget risiko for forurening og dermed behov for en ekstra beskyttelsesindsats.
Og her udestår den konkrete beskyttelse stadig. I de områder, hvor kommunerne vurderer, at der er brug for at stoppe med at bruge pesticider, skal der ifølge den politiske aftale fra 2019 i så vidt omfang som muligt forsøges at lave frivillige aftaler med lodsejerne.
Det er vandværkerne, der skal indgå de frivillige aftaler med landmændene, og aftalerne går på, at landmændene stopper med erhvervsmæssig brug af pesticider i de boringsnære beskyttelsesområder mod at få økonomisk kompensation fra vandværkerne.
Det giver da også som regel de bedste løsninger, at aftalen er indgået frivilligt mellem landmænd, der ejer jorden, og vandværker, som skal indvinde vandet. Dermed er de ansvarlige parter sammen om at løfte ansvaret, og det giver lokalt ejerskab til beskyttelsen.
Det har imidlertid vist sig svært i praksis, selvom der er flere gode eksempler. Ud af foreløbigt 1.896 områder i risiko er der i dag indgået 63 frivillige aftaler.
Altså kun en brøkdel af det, som er nødvendigt. Det viser, at frivillighed tager tid. Tid til at opnå forståelse, tid til at finde den rette løsning – ikke mindst pris – og tid til at indgå i et samarbejde.
Det har især været en stor udfordring at finde frem til, hvor høj kompensationen skal være for de dyrkningsrestriktioner, som vi lægger ned over landmandens jord.
Nogle sager er i taksationssystemet blevet afgjort med meget høje erstatninger. Så høje, at det nærmer sig prisen for ekspropriation af jorden, selv om landmanden i sagerne om drikkevandsbeskyttelse stadig ejer og kan dyrke jorden – blot uden at bruge pesticider. Spørgsmålet er, om vi lige nu anvender borgernes penge på den mest hensigtsmæssige måde?
Tempo kræver nye værktøjer
Vi står altså med to problemstillinger.
For det første frivillige aftaler, som tager lang tid at lande. For det andet meget dyre erstatninger, der koster borgerne dyrt. Kommunerne vil meget gerne være med til at sætte ekstra turbo på beskyttelse af vores drikkevand.
Flere aktører har foreslået at etablere såkaldte grundvandsparker, sprøjtefrie naturområder, hvor staten er med til at finansiere beskyttelsen
Birgit S. Hansen (S) og Laila Kildesgaard
Formand for KL's miljø- og forsyningsudvalg og direktør i KL
Det kræver nye værktøjer, da den politiske aftale fra 2019 oprindeligt blev tænkt ud fra princippet om frivillighed. Flere aktører har foreslået at etablere såkaldte grundvandsparker, sprøjtefrie naturområder, hvor staten er med til at finansiere beskyttelsen.
Det vil eksempelvis give meget bedre rammer til at opkøbe jorden, og det vil samtidig gøre det muligt at bruge arealerne til flere formål.
På den måde kan det samme jord bruges til at beskytte grundvandet, rejse skov, genoprette natur og skabe rekreative områder for borgerne.
Det er der store perspektiver i, og vi er i kommunerne sikre på, at det vil kunne løse de to problemstillinger mange steder, så vi beskytter vores drikkevand på en økonomisk forsvarlig måde.
Drikkevandsfond er et skridt i den rigtige retning
Med finansloven for 2022 er der afsat 170 millioner kroner til en drikkevandsfond, som skal styrke drikkevandsindsatsen i hele landet.
Det er helt klart et skridt i den rigtige retning. Men hvis vi skal følge de prisniveauer, som taksationssystemet har fastsat, skal vi op i at tale milliarder af kroner på landsplan.
Langt den største del af pengene skal selvfølgelig gå til jordkøb, men der er også brug for at finansiere den del af arbejdet med de frivillige aftaler, som kommunerne skal stå for.
Vores drikkevand er truet af pesticidrester, der kalder på akut handling. Derfor er det helt afgørende for kommunerne, at vi sikrer vores drikkevand. Hvis indsatsen skal endnu mere op i gear, kræver det nye værktøjer.
En vej dertil er at ændre den politiske aftale fra 2019, så den afspejler de nye muligheder, som drikkevandsfonden giver.