Lone Andersen: Det kan være en gratis omgang at pege på ny natur

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at vi fra Landbrug & Fødevarer ikke er begejstrede for det Grønne Danmarkskort i sin nuværende form: en udpegning af potentielle naturområder og forbindelser uden reelle virkemidler til at realisere kortlægningen og uden klare konsekvenser af, hvad udpegningerne på sigt kan komme til at betyde for de berørte lodsejere. Det er i vores optik en ret sikker opskrift på, hvordan man ikke opnår gode resultater.

Derfor kunne man godt have frygtet, at processen med udarbejdelse af indspil til kommunernes planlægning, som blev lagt over til de 20 naturråd, ville være endt i dårlig stemning og begrænsende resultater.

Heldigvis endte det ikke sådan.

Formand for KL's teknik og miljøudvalg, Jacob Bjerregaard, skiver i sin klumme her i Altinget 25. februar blandt andet, at "de 20 naturråd har været en succes". Selvom det er store ord, er jeg tilbøjelig til at give ham ret, når jeg ser på de tilbagemeldinger, vi har fået fra landbrugets repræsentanter i naturrådene. Og specielt når man sammenholder det med de ganske urimelige vilkår, rådene havde til deres arbejde.

Med kun seks måneder til arbejdet og en stor uklarhed om, hvornår og hvordan anbefalingerne skulle anvendes, tager jeg hatten af for de mange repræsentanter – ikke kun fra landbruget – som alligevel lagde både tid og kræfter i arbejdet og i langt de fleste tilfælde nåede frem til anbefalinger, som de kunne være enige om.

Allerede da arbejdet i naturrådene lige var gået i gang pegede vi sammen med Dansk Skovforening her i Altinget på, at der var en skærende kontrast mellem den meget korte tid til arbejdet og det forhold, at der reelt kan gå op til fire år, før kommunerne anvender rådenes anbefalinger. Situationen var nemlig, at så godt som alle kommuner allerede havde indarbejdet et Grønt Danmarkskort i kommuneplanerne i 2018 – før naturrådene kom med deres anbefalinger.

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at vi fra Landbrug & Fødevarer ikke er begejstrede for det Grønne Danmarkskort i sin nuværende form

Lone Andersen

Det er, som jeg ser det, ret respektløst over for de mange frivillige, og det er også noget af det, som træder tydeligt igennem, når vi fra Landbrug & Fødevarer og Dansk Skovforening i fællesskab har spurgt vores repræsentanter om, hvordan de har oplevet arbejdet i naturrådene.

Så jeg kan uden tøven tilslutte mig Bjerregaards ros til naturrådene for deres arbejde.

Når jeg ellers ser på den respons, vi har fået fra vores repræsentanter, er noget af det, jeg lægger mærke til, at en meget stor del af de adspurgte giver udtryk for, at arbejdet i naturrådet i nogen eller høj grad har givet dem bedre relationer til repræsentanterne for andre organisationer.

Det bekræfter mig i, at dialogen er vejen frem, når der i fremtiden skal arbejdes med naturen i det åbne land. Det gælder ikke mindst, når der forhåbentligt snart for alvor sættes blus under den multifunktionelle jordfordeling, som i høj grad skal hvile på en proces, der starter helt ude lokalt.

Rigtig mange af landbrugets repræsentanter i naturrådene har også en oplevelse af, at arbejdet i naturrådene er forløbet godt og konstruktivt. Vi ved alle, at der lokalt såvel som centralt er rigtig mange forskellige holdninger til, hvor og hvordan vi skal udvikle vores natur – og ikke mindst, hvad målet skal være – og derfor glæder det mig, at man alligevel sidder tilbage med et billede af en overvejende god proces.

Der er ingen tvivl om, at det i høj grad afhænger af den måde, man sammensætter rådene på. Selvom der som udgangspunkt var lagt op til en ligelig fordeling af interesser, var der råd, hvor lodsejerrepræsentanterne oplevede at være i undertal. De steder fornemmer man en – helt berettiget – frustration, og mon ikke det også i sidste ende vil være smittet af på rådenes anbefalinger?

Skal man en anden gang arbejde med lignende naturråd, vil det være helt afgørende, at der ikke er nogen tvivl om vægtningen af repræsentationen. Som lodsejere er det trods alt os, der lægger jord til mange af de tiltag, der foreslås – så må det være en klar forudsætning, at vi også skal være ligeligt repræsenteret.

Jacob Bjerregaard peger i sin klumme på det forhold, at naturrådene modsat vandrådene ikke havde nogen konkrete virkemidler – ligesom der heller ikke er afsat nogen midler til at realisere det Grønne Danmarkskort, når det er endeligt udpeget i kommuneplanen.

Jeg er enig med ham i, at vi nok kunne være nået endnu længere, hvis opgaven havde være mere konkret. Og en af de helt store svagheder ved det Grønne Danmarkskort er jo netop, at der slet ikke er tænkt på, hvordan udpegningerne skal realiseres. Det betyder, at det i høj grad kan være en gratis omgang at pege på ny og potentiel natur – uden at det får betydning for nogen andre end de lodsejere, der kan bekymre sig om konsekvenserne for deres virksomhed i fremtiden.

Naturrådene afsluttede deres arbejde i sommer, og der er ikke nogen meldinger om, hvorvidt de genoplives i forbindelse med kommuneplanlægningen ude i fremtiden.

KL udtrykker et klart ønske om, at rådene gøres permanente og fortsætter deres arbejde på andre områder også. Præcis om det vil være hensigtsmæssigt at lade andre dele af naturforvaltningen overgå til naturråd, synes jeg kræver nærmere overvejelser. Men jeg er helt sikker på, at dialogen og det lokale samarbejdet er kommet for at blive.

Og uanset, i hvilket regi eller setup det bliver, så er jeg sikker på, at vi kan høste nogle vigtige erfaringer fra det store og engagerede arbejde, der blev langt i de 20 naturråd i 2018. Tak for det!