Miljøstyrelen forbereder sig til EU-formandsskab

MILJØPOLITIK: Miljøstyrelsens nye projekt, der skal afdække fremtidens miljøproblemer, er et led i forberedelserne til Det Danske EU-formandsskab i 2012.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Det er vigtigt, at vi i Miljøstyrelsen har svar klar, når vi bliver spurgt om oplæg til formandskabet.

Henrik Hagen Olesen
Chefkonsulent, Miljøstyrelsen
Fakta
Om EU-formandskabet: 

EU-landene skiftes til at være formand for Ministerrådet i et halvt år ad gangen.

Det land, som har formandskabet, har til opgave at tilrettelægge og lede Ministerrådets møder. Hvert land foretager sin egen prioritering af hvilke sager og områder, det vil fremme i løbet af formandskabsperioden.

Går forhandlingerne i hårdknude, eller opstår der andre problemer, er det også formandskabets opgave at forsøge at udarbejde løsningsforslag.

At være formandskabsland indebærer også, at det pågældende land skal repræsentere EU udadtil i sager, der vedrører EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det betyder blandt andet, at det er formandskabslandet, der taler på EU's vegne i internationale sammenhænge.


Kilde: Folketingets EU-oplysning

Der er tre år til. Men det er på tide at gå i gang. Det er konklusionen i Miljøstyrelsen omkring behovet for at finde mulige emner, som Danmark kan prioritere, når formandskabet kommer på danske skuldre.

Derfor har Miljøstyrelsens nye projekt, Fremtidens Miljøproblemer, også til formål at komme med styrelsens oplæg og forslag til de miljøproblemer, som kunne blive behandlet i EU under det danske formandskab. (Læs om projektet i dagens anden artikel - se linkboks)

Chefkonsulent i Miljøstyrelsen, Henrik Hagen Olesen, der er ansvarlig for projektet, erkender, det kan lyde mærkeligt, at forberedelserne skal starte så tidligt.

Men hvis et emne skal være modent til beslutninger i 2012, skal det sættes på dagsordenen allerede i 2009-10, og der er mange interessenter, der skal høres eller tages i ed.

Danske og udenlandske aktører skal høres
Styrelsen vil lægge ud med at lytte til de danske interesseorganisationer, for så at spørge i udlandet.

"EU-Kommissionen er jo naturligvis helt central i dette arbejde. Vi har derfor brug for at høre deres vurderinger og ønsker til hvilke problemstillinger inden for Miljøstyrelsens område, der kunne blive taget op under det danske formandskab," siger Henrik Hagen Olesen, der samtidig kan fortælle, at Miljøstyrelsen i det arbejde også skal runde de europæiske interesseorganisationer for at få deres input.

Hård prioriteringen venter regeringen
Hvert formandskab må benhårdt prioritere de emner, som de vil have EU's ministerråd til at forholde sig til, derfor er det en naturlig del af Miljøstyrelsens arbejde at udarbejde forslag til hvilke emner, styrelsen kan anbefale, der skal tages op i løbet af formandskabet .

Herefter må miljøministeren og regeringen beslutte, hvilke emner der skal være på dagsordenen i løbet af de seks måneder, formandskabet varer.

"Det er vigtigt, at vi i Miljøstyrelsen har svar klar, når vi bliver spurgt om oplæg til formandskabet," siger Henrik Hagen Olesen.

Arbejdet med at udpege fremtidens miljøproblemer forventes færdigt til sommer og munder ud i en hvidbog.

Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00