Ornitologisk Forening: "Jagt” på udsatte gråænder har ikke noget med jagt at gøre

I et debatindlæg på Altinget 15. september indrømmer Jens Ulrik Høgh åbent og ærligt, at nedskydning af udsatte gråænder ikke er jagt. Han betegner det som en mellemting mellem jagt og landbrug.

Det understreger blot endnu en gang, at ”jagt” på udsatte gråænder ikke har noget med jagt at gøre og derfor bør stoppe af de mange gode grunde, som jeg tidligere har nævnt i debatindlægget her på Altinget 7. september.

Af de jagtetiske regler fremgår det tydeligt, at ”Al jagt skal tage hensyn til bestandenes størrelse, således at der kun nedlægges en del af det naturlige bestandsoverskud.” Det sidste er således et helt centralt omdrejningspunkt for jagt i Danmark. Intet ville være lettere end også med andre jagtbare arter at opdrætte og udsætte yderligere individer for at øge jagtudbyttet, men det er næppe en jagtkultur, der har opbakning blandt ret mange danskere.  

Udsatte ænder skider vandhuller og søer i sænk

I sit indlæg mener Høgh, at vandhuller gennem årene især er blevet gravet, fordi jægerne så har haft mulighed for at udsætte gråænder.

Høgh efterspørger, hvad der dog skal ske med de mange vandhuller, hvis udsættere af gråænder ikke længere vil vedligeholde vores vandhuller. Svaret er ganske simpelt: Vandhullerne skal passe sig selv.

Egon Østergaard
Formand, Dansk Ornitologisk Forening og medlem ,Vildtforvaltningsrådet

Jeg håber da bestemt, at jægerne i langt højere grad graver søer og vandhuller for at hjælpe den trængte natur og så håber på, at nogle naturlige ænder og gæs lægger vejen forbi. Det har jeg respekt for, men hvis motivet indskrænker sig til, at vandhullet primært graves for at kunne udsætte kornfede opdrættede ænder, så blegner indsatsen ret meget.

I 2021 udsættes stadig langt hovedparten (cirka 80 procent) af gråænderne ulovligt, idet de ikke er indberettet til Miljøstyrelsen, som man har skullet siden 2018. Miljøstyrelsen har oplyst, at der i 2021 er indberettet cirka 75.000 udsatte gråænder, så der er stadig langt op til de minimum 350.000 ænder, der produceres til udsætning per år i Danmark.

Høgh anfægter også Aarhus Universitets undersøgelse fra 2008 af, at søer og vandhuller med udsætninger af gråænder indeholder 70 procent mere fosfor end søer, hvor der ikke udsættes. Han mener, at fordi tallene er fra 2008, er de for gamle. Han glemmer, at den slags viden ikke forældes, men stadig er gældende. Udsatte ænder i hobetal skider stadig vandhuller og søer i sænk, for 350.000 ænder tilfører immervæk ganske meget skadelig gødning til vores naturlige og gravede vådområder.

De naturlige ænder, der passerer landet, letter sig naturligvis også, men det er dog en naturlig del af økosystemet, i modsætning til de store koncentrationer af opdrættede ænder.

Arbejdspladser er et ualmindeligt dårligt argument

I indlægget svinger Høgh sig op til, at der er 1000 arbejdspladser på spil. I Danmark er der ifølge Det Centrale Husdyrbrugsregister en håndfuld større opdrættere af blandt andet gråænder, så det er noget af et vildskud med så stort et tal, også hvis man medregner lidt arbejde for skytter på de store godser, når de skal lukke ænderne ud af burene.

Arbejdspladser er derfor et ualmindeligt dårligt argument for at opretholde de skadelige udsætninger af gråænder.

Høgh efterspørger, hvad der dog skal ske med de mange vandhuller, hvis udsættere af gråænder ikke længere vil vedligeholde vores vandhuller. Svaret er ganske simpelt: Vandhullerne skal passe sig selv. Det er nu det naturligste. Etabler gerne vandhuller og vådområder, nyd naturen i og omkring dem og skyd så nogle af de naturlige ænder, der tiltrækkes.

Klarsyn og dystopi uden sidestykke

Endelig kan Høgh ikke se et problem i, at den naturlige bestand af gråænder forurenes med gener fra udsatte ænder, hvis fysik afviger fra de naturlige, fordi de gennem generationer er blevet indavlet og derfor for eksempel har fået et mere gåseagtigt næb.

Det har blandt andet en svensk doktordisputats påvist i 2015. Vi vil bevare de naturlige gråænders udseende, så derfor skal de vilde gråænder ikke have mulighed for at forlyste sig med udsatte artsfæller, der er resultat af indavl.  

I sit afsluttende forsvar, drager Høgh en parallel til nedlukning af minkerhvervet, og der er ikke et øje tørt, for ”det vil få betydende og langsigtede negative konsekvenser for naturen i kulturlandskabet, biodiversiteten og danskernes trivsel”.

Til sidst må man have lommetørklædet frem, for det er ligefrem vores allesammens trivsel, der er på spil. Høghs klarsyn og dystopi er uden sidestykke.