Rådgiver: Der mangler evidens for effekten af rewilding

Debatten om de kommende Naturnationalparker, der er baseret på principper om rewilding, fortsætter. Her på Altinget senest med indlæg fra bekymrede naboer til den kommende Naturnationalpark i Gribskov og et svar fra to biologer og en ornitolog tilknyttet forskellige NGO'er.

Der er i øjeblikket to spor i debatten. Det første spor fokuserer på hensynet til biodiversitet, hvor der opstilles en modsætning mellem fremme af biodiversitet og andre hensyn som adgang og benyttelse. Det andet spor i debatten har en bekymring for dyrevelfærden ved udsættelse af store dyr i indhegninger. Væsentlige aspekter som landskab, natur- og kulturhistorie har ikke fyldt meget.

Diskussion om manglende faglighed
En side-diskussion er, om fagligheden er på plads. Tilhængerne præsenterer det som om, der er universel enighed mellem både forskere og myndigheder om, at naturnationalparkerne er det helt rigtige greb til at bevare biodiversitet. Indlægget fra de to biologer og ornitologen tager Naturstyrelsen til indtægt for, at den mest velegnede naturpleje udføres med store planteædere. Det synspunkt kan nuanceres, hvis man besøger Naturstyrelsens hjemmeside.

Der kan i det hele taget være grund til at nuancere og perspektivere diskussionen om naturnationalparkerne. Der kan også være grund til at udfordre præmissen om, at biodiversitet bedst og billigst fremmes ved at rewilde noget af den bedste beskyttede næringsfattige lysåbne natur. Pengene til naturnationalparkerne kunne også være brugt til andre indsatser, herunder forøgelse af naturarealet.

Biodiversitet kræver diversitet i levesteder
Grundideen bag EU's habitatdirektiv er, at diversiteten af arter på biogeografisk niveau sikres ved at sikre diversiteten af levesteder og samtidig gøre en indsats for de specielt truede arter.

Det er da også på europæisk plan kun i Danmark, at rewilding har fået en fremtrædende rolle til forvaltning af beskyttet natur.

Jesper bak
Seniorrådgiver, Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience

Naturdirektiverne er en del af EU's samlede naturpolitik og omfatter, hvad man i dansk sammenhæng har kaldt brandmandens lov – man starter med at beskytte det mest værdifulde. De beskyttede naturtyper dækker en variation fra skov til lysåben, tørt til vådt, surt til basisk og næringsfattigt til næringsrigt. Klimaksvegetationen i Danmark er de fleste steder skov. De resterende naturområder med lang kontinuitet af næringsfattig, lysåben natur er i stor udstrækning drift eller plejebetingede naturtyper, som hede og overdrev, der i vid udstrækning er opstået og vedligeholdt gennem 5000 års ekstensiv drift.

Heder og overdrev er i dag nogle af de mest truede naturtyper på europæisk plan, og EU har derfor udarbejdet handleplaner, Habitat Action Plans, for tør hede og overdrev. Disse planer anbefaler en fortsættelse eller genetablering af ekstensiv drift eller efterligning heraf med naturpleje. For hede vil det omfatte elementer som græsning, slåning, afbrænding og tørveskrælning gennemført skånsomt, på forskellig skala og med forskellig frekvens. Det skal sikre den rumlige variation og forskellige trin for udvikling af vegetation og jord. Rådgivning fra Aarhus universitet om forvaltning af hede ligger på samme linje. Nyere undersøgelser har også vist, at denne praksis også understøtter insektdiversitet på heden.

Naturvidenskaben er uenige om effekten af rewilding
Nogle ser tilbagegang i naturens tilstand som bevis for, at denne naturpleje ikke virker. Den traditionelle drift har imidlertid vedligeholdt disse naturtyper i årtusinder. Problemet i dag er, at de tilbageværende områder i stor udstrækning er små og fragmenterede, kraftigt forureningspåvirkede, og at der gennemføres alt for lidt og sommetider forkert naturpleje.

Rewilding er i dansk sammenhæng præsenteret som et paradigmeskifte i forhold til traditionel naturforvaltning. Begrebet har rod i blandt andet amerikanske bevægelser for beskyttelse af 'wilderness' fra 1970'erne, der ønsker at gentænke forholdet mellem mennesker og natur. Naturen skal have rettighed til at udfolde sig frit, og kun områder med minimal menneskelig påvirkning accepteres som natur. Grundlaget for rewilding er således filosofisk, mens det naturvidenskabelige grundlag er omstridt, blandt hvor stor den menneskelige påvirkning har været gennem tiden.

Rewilding har i forbindelse med den sidste revision af EU's naturpolitikker været foreslået som komplementært middel til traditionel naturforvaltning. Politikkerne blev dog ikke ændret, blandt andet fordi der mangler evidens for effekten af rewilding. Det er da også på europæisk plan kun i Danmark, at rewilding har fået en fremtrædende rolle til forvaltning af beskyttet natur. Rewilding af Natura 2000-områder kan udgøre et problem i forhold til opfyldelsen af forpligtigelserne i habitatdirektivet, både i forhold til målet om at forøge arealet af de enkelte naturtyper i gunstig bevaringstilstand og i forhold til den krævede konsekvensvurdering ved omlægning af forvaltning.

Problemer med lysåbne arealer
Diskussionen om biodiversitet er vanskelig, fordi biodiversitet har forskellige skalaer. Hvis man på et eksisterende hede areal lader en del springe i græs og andre dele i krat eller skov, vil der kunne være flere forskellige arter på arealet, fordi man dækker en større variation i levesteder. Man mister til gengæld et areal med hede som naturtype og nogle af de arter, der er knyttet dertil. Det er et problem, fordi vi i dagens eutrofierede (meget næringsrige) landskab ikke kan skabe ny hede og dermed på landsplan risikerer at miste arter, der i dag i Danmark primært forekommer på hede.

Før man gennemfører en omlægning af forvaltning af nogle af de bedste, resterende arealer med næringsfattig, lysåben natur, bør der ske en styrkelse af videngrundlaget

Jesper bak
Seniorrådgiver, Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience

Det har været fremført, at rewilding med store dyr vil holde arealer lysåbne, og at der kan skabes mere sammenhængende areal ved for eksempel at rydde nåleplantager. Det er dog omdiskuteret, hvor lysåbne disse områder vil blive, og der er ikke evidens for, at hede kan genskabes på den måde.

Der er yderligere problemer. Et er, om arterne kan nå at flytte sig ved en omlægning af forvaltningen. Et andet er invasive arter. For hede er der et samspil mellem dværgbuske og jord, hvor der kræves lang tids kontinuitet med dominans af dværgbuske for at udvikle den særlige podsoljord på heden og samspillet mellem dværgbuske og mykorrhiza. Det væsentligste problem er imidlertid, at den resterende natur nogle steder er påvirket af tidligere og mere intensiv landbrugsdrift, og at alle steder er påvirket af tidligere og nuværende atmosfæriske kvælstofbelastning.

Der er desuden en eftervirkning fra det tidligere høje svovlnedfald i 1970’erne og 1980’erne. Det er nødvendigt at målrette naturpleje mod effekten heraf. Dette er uforenelig med en forvaltning baseret på rewilding, hvor intet må fjernes. Forholdet mellem kulstof og kvælstof (C/N) i jorden på de resterende heder i Danmark er allerede faldet fra et niveau over 40 til et niveau mellem 20 og 30, hvilket er kritisk. Et fortsat fald med den nuværende takt vil betyde, at en stor del af det resterende hede areal kan tabes de næste ti til 20 år. Denne proces vil fremskyndes, hvis hederne forvaltes så dækningen af dværgbuske falder.

Behov for mere viden
Det har været fremhævet, at en af de store gevinster ved rewilding som forvaltningsform er, at dødt ved og de store dyrs lort og kadavere skaber levested til en række arter. Disse arter er imidlertid ikke nødvendigvis knyttet til bestemte naturtyper og ikke afhængige af opvækst af buske og træer på lysåben natur. De arter er ikke nødvendigvis afhængige af, at lorten bliver lagt eller kadaverne bliver efterladt på områder, der i dag er beskyttet næringsfattig lysåben natur. På nogle arealer udfylder hjortevildtet desuden denne funktion.

Før man gennemfører en omlægning af forvaltning af nogle af de bedste, resterende arealer med næringsfattig, lysåben natur, bør der ske en styrkelse af videngrundlaget, specielt for heden. Græsland kan som udgangspunkt godt tåle at blive græsset, men der bør selvfølgelig ske en opfølgning på formen og på, om der vil være behov for andre tiltag.

Stråsø plantage er allerede udpeget som Naturnationalpark. En del af forvaltningen her kan måske godt være et forsøg med rewilding, men der bør foretages en grundig forundersøgelse og opfølgning over en længere tidsperiode, før det overvejes at omlægge forvaltningen på andre hedearealer. Der bør udvises stor forsigtighed med den beskyttede natur og de landskabelige, natur- og kulturhistoriske værdier, der er knyttet dertil.