Rahbek: Jeg er ikke politisk

REPLIK: Som forsker kæmper jeg for faglighed og ikke en bestemt naturpolitisk sag. Sådan skiver professor Carsten Rahbæk i et åbent brev til Naturstyrelsens direktør, Hanne Kristiansen, som svar på et indlæg om skovdebatten.

Af Carsten Rahbek
Professor på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, og direktør for Center for Makroøkologi, Evolution og Klima

Kære Hanne Kristiansen, 

Tak for dit indlæg og åbenhed i diskussionen om urørt skov og biodiversitet. 

Da du så direkte adresserer forskerne, der har svaret på spørgsmål om deres fagområde fra offentligheden og politikere, fortjener dit indlæg i oprigtig respekt også et svar fra en af de forskere, som har svaret på spørgsmål, når jeg er blevet adspurgt. 

Lad mig derfor starte med at besvare dit spørgsmål: Kæmper vi om eller for naturen? 

Når jeg svarer på spørgsmål eller laver faglige analyser, leverer jeg som forsker altid faglige svar, så godt jeg nu kan. Jeg kæmper ikke for en bestemt naturpolitisk sag. 

Hvis jeg så at sige kæmper, så er det for, at faglige svar og myndighedsbetjening fra universiteterne på biologiske spørgsmål om naturen skal være forskningsbaserede og baseret på naturvidenskab, og for at embedsværket i Naturstyrelsen bruger dette i deres arbejdsområde. Og respekt for de kompetencer, der hører med til det sidste. 

Men for så vidt angår, at Naturstyrelsen og forskerne har en fælles naturpolitisk kamp for naturen, der melder jeg hus forbi, når jeg udtaler mig som forsker. 

Jeg tror, mit arbejde og mine svar igennem tiderne har været brugt af samtlige politiske partier i den offentlige politiske diskussion. Ligeledes har de grønne organisationer og erhvervsorganisationer skiftevis været begejstret og knap så glade, alt efter hvordan de opfattede mine faglige svar i den konkrete samfundsdiskussion ud fra deres ståsted. 

Respekt for det, og samtidig er den mangfoldighed vist en udmærket lakmustest på, at man som forsker formidler faglige svar i det offentlige rum.   

Enigheden er udbredt
Hanne Kristiansen, vi er såre enige om, at der er utrolig mange dygtige embedsfolk i Naturstyrelsen fra mange fagområder og inklusiv DJØF’ere. 

Hvem der laver hvilke talenoter, oplæg og embedsbeslutninger, eller hvilken faglig baggrund de har, ved jeg af gode grunde ikke. 

Det er også irrelevant for mig at forholde mig til i min rolle som forsker. Blot vil jeg konstatere, at Naturstyrelsen ikke helt sjældent i den politiske diskussion om urørt skov bidrager med indspark til biologiske udtalelser, der er naturvidenskabeligt faktuelt forkerte, eksempelvis om sortspættens biologi i forhold til emnet urørt skov og nåletræsplantager versus gammel løvskov.

Sortspætten er som fremført ikke afhængig af nåletræsplantager. Den er afhængig af gammel skov og mange andre ting.

Vi er også enige om, at Naturstyrelsen laver rigtig mange gode projekter for naturen. Vi er formentlig også enige om, at den af Naturstyrelsen bestilte evaluering af mere end 20 års indsats i de danske skove ikke kunne påvise megen positiv effekt af så mange års indsats. 

Og jeg antager, at Naturstyrelsen ligeledes er enig i, at andre dataindsamlinger foranlediget af Naturstyrelsen viser, at langt de fleste arter i Danmark, også de truede, findes i skovene. 

Jeg har heller ikke hørt, at Naturstyrelsen er uenig i vismandsrapportens analyser af, at en eventuel kommende indsats i skovene er markant billigere i skovene end i det åbne land, inklusive alle de usikkerheder, der måtte være. 

Af alt dette er vi næppe heller, hverken fra et embeds- eller forskningssynspunkt, uenige om, at der er brug for et markant løft i indsatsen i de danske skove, hvis man skal nå de politiske mål på biodiversitetsområdet. 

Et spørgsmål om prioriteringer
Oven på alle disse konstateringer kommer så en nødvendig politisk diskussion af prioriteringer og økonomiske ressourcer. Den pågår så i disse dage.

For at sikre en politisk diskussion på et oplyst grundlag er der faktuelt allerede lavet en lang række analyser baseret på hardcore biologiske data og økonomiske beregninger. 

Jeg har med stor glæde holdt faglige oplæg mange steder om disse, herunder i Naturstyrelsen, og har haft mange gensidigt gode faglige diskussioner med Naturstyrelsens dygtige embedsfolk. Så disse analyser er Naturstyrelsen bekendt med – og nogle af dem er lavet i forbindelse med Naturplan Danmark. 

Derfor undrer det lidt, når man i den igangværende diskussion hører fremført i det offentlige rum, at sådanne analyser og data ikke findes, og at man derfor ikke har et grundlag til at træffe politiske beslutninger. Hvorfor siger nogen dog det? 

Det er helt sjovt som forsker at høre, at det i denne sammenhæng ikke er forskerne, der siger: ”Vi ved ikke nok,” fulgt op af postkortet med en tekst, der lyder "send flere penge”.

Vi er helt givet også enige om, at Naturstyrelsens hovedopgave, som defineret af politikerne, er at tage vare på danskernes natur, herunder biodiversitet, og friluftsliv, mens skovdrift i dag ikke i sig selv er et hovedformål for Naturstyrelsen. 

Skovene giver mange og forskellige samfundsgoder, herunder også forstlige produkter. Den politiske diskussion og de faglige analyser forholder sig jo slet ikke til problemstillingen, som var det et enten-eller-spørgsmål. 

Det handler vel nærmere om, hvor meget plads der er til forstlig drift i de danske (stats)skove, til steder, hvor naturen og biodiversitet reelt har hovedprioritet. 

Giver ikke overskud
Og jo, driften af statens skov giver et nettooverskud, i hvert fald højst sandsynligt, for regnskaberne er ikke så gennemskuelige i deres opsætning. 

Modsat andre lande findes der desværre ikke transparente koncernregnskaber for den statslige skovproduktion. 

Der findes nogle beregninger på det fra Naturstyrelsen: Tidligere lød anslaget på 100 millioner kroner netto per år. Et tal, skiftende miljøministre og Naturstyrelsens ledelse jævnligt har fremført i offentligheden som svar på, hvorfor man dog ødelagde natur for at tjene penge til at gøre noget godt for naturen. 

Det tal på 100 millioner kroner netto per år undrede dog alle med lidt forstand på skovøkonomi. 

Efter du tiltrådte som direktør, har det regnskab fået et eftersyn. Tusind tak for det. Det var tiltrængt ud fra et troværdighedsstandpunkt. 

Udmeldingen lyder nu på 50 millioner kroner i nettoindtægt for al statens skovdrift per år. 

Dette er formentlig tættere på det reelle, men repræsenterer også en 100 procent nedskrivning/justering i forhold til udmeldinger for blot et år siden, uden at skovpriserne eller andet har ændret sig markant. Undtagen måske i positiv retning med hensyn til indtjeningsmulighederne. 

Darwins lære gælder stadig
Vi er også helt enige om, at embedsfolk og forskere har forskellige roller. I skal være embedsfolk, med alt hvad det indebærer af stolte danske traditioner. Vi skal som forskere levere uafhængig forskningsbaseret data og viden på spørgsmål inden for vores eget fagområde. 

Det er præcis det, der sker i denne samfundsdiskussion. 

En diskussion, der bygger på en almen faglig erkendelse af, at urørt skov er et effektivt virkemiddel i forhold til forvaltning af biologisk mangfoldighed og for at nå de politiske målsætninger sat af Folketinget af EU og FN for biodiversitet. 

At urørt skov er et effektivt redskab, kan vel næppe seriøst komme som en overraskelse for nogen, omend nogle skovproduktionsfolk endnu bestrider det, da det i årtier har været et gennemgående internationalt anerkendt virkemiddel i forvaltningen af biodiversitet. 

Så mon ikke vi skal acceptere, at Danmarks skove og dansk biodiversitet næppe er anderledes i landets biologiske grundlove end alle andre lande i verden. Lidt ligesom at tyngdekraften findes i alle lande i verden. 

Jeg antager som naturvidenskabelig forsker, at vi også i forvaltning af naturen og arterne i Danmark har et udgangspunkt, der antager, at Darwins evolutionslære er rigtig. Det vil sige, at også arterne i Danmark er evolutionært tilpasset naturen, og at arterne ikke er evolutionært tilpasset det, der er tilbage, efter den menneskeskabte skovdrift har fældet og fjernet træerne. Træerne, som udgør rammerne for skovarternes levesteder. 

Tvivler på forskerne
Der kan også med rimelighed stilles krav til, at vi som forskere er i stand til at formidle kompleks biologisk forskningsbaseret viden på en forståelig måde. 

Når jeg får spørgsmål fra politikerne og lytter til den politiske debat, oplever jeg, at det er lykkedes. 

Jeg hører en politisk diskussion blandt politikerne og lytter i respekt for den. Men for de samme klare meldinger, som politikerne forholder sig til, får vi kritik eller mødes med skepsis andre steder. 

Der er det nærmest, som om vi anklages for alt muligt, fordi det, vi siger som forskere, er forståeligt. Blot fordi vores svar og formidling er forståelig, er den selvfølgelig stadigvæk baseret på hardcore, kompleks naturvidenskabelig forskning. 

Vores biologiske forskning lever selvfølgelig også hele tiden op til de danske universiteters regler og international standard for god videnskabelig redelighed og praksis. Der er heller ikke tale om såkaldte hjemmedyrkede meninger skabt i et isoleret lille dansk miljø eller baseret på en naturpolitisk kamp. 

Den danske biologiske forskning, som du hører formidlet, gennemgår løbende en international evaluering af lødigheden, da vi publicerer i internationale videnskabelige artikler. 

Alt det lever den biologiske forskning bag formidlingen og myndighedsbetjeningen til fulde op til, og det er uden problemer. Faktisk siger internationale evalueringer, at de biologiske forskningsmiljøer på både Aarhus Universitet og Københavns Universitet er i den absolutte internationale topklasse.

Derfor undrer det os lidt, når vi så hyppigt bliver mødt med skepsis af Naturstyrelsens embedsværk og ledelse i forhold til, om vores biologiske viden nu også virkelig kan være rigtig. 

Selv når Naturstyrelsen beder os på Københavns Universitet om at tjekke de biologiske vurderinger fra Aarhus Universitet af de danske skoves tilstand, og forskerne fra de biologiske institutter i København melder, at der med lidt justeringer er enighed, søger man stadigvæk i Naturstyrelsen videre i ikke-biologiske fagmiljøer for at finde nogen, der vil sige noget andet om de biologiske spørgsmål. 

Det virker lidt, som om man ønsker at finde uenighed. Skulle vi på et biologisk spørgsmål lyve mod vores egen faglige viden og udtale os offentligt i modsætning til den forskning, vi publicerer internationalt?

Uenigheden er eftersøgt
Ja, der er mange forskellige fagligheder – men man skal også huske at spørge til, hvilken faglighed der er relevant for det stillede spørgsmål. 

Hvor viden om arters og naturens tilstand ligger i kernen af den naturvidenskabelige biologi, er forskningsbaseret viden om, hvordan man eksempelvis økonomisk optimerer forstlig drift, ikke så relevant i forhold til viden om den biologiske tilstand for arter og naturtyper. 

Den er til gengæld super relevant for, hvordan man bedst driver en skov forstligt. Stor respekt for den faglighed, der skal til på det område. Der blander jeg mig ikke i fagdiskussionerne.

I diskussionen om biodiversitet og urørt skov har forskere fra de seks biologiske institutioner i Aarhus og København sammen klart meldt ud i offentligheden, at der ikke er nogen forskningsbaseret uenighed i de overordnede betragtninger om biologisk mangfoldighed. 

Umiddelbart skulle man jo tro, at embedsværket i Naturstyrelsen, med arbejdsopgaven at forvalte biologisk mangfoldighed, ville være glade for så meget enighed blandt den forskningsbaserede naturvidenskabelige fagkundskab på biodiversitet på de danske universiteter. 

Det virker blot ikke altid just sådan. 

I det lys fandt jeg personligt Hans Henriks klumme om den historiske udvikling i formålet med statens skove fra skovdrift til natur, biodiversitet og friluftsliv ganske tankevækkende; måske endda velegnet som inspiration til eftertanke også for embedsværket i Naturstyrelsen.

Forrige artikel DF: EU skal forbyde ftalater DF: EU skal forbyde ftalater Næste artikel Red Orangutangen: Naturen taber til forbruget Red Orangutangen: Naturen taber til forbruget
  • Anmeld

    Rasmus Ejrnæs

    Glimrende indlæg

    Jeg håber søreme at politikere og embedsmænd læser dette indlæg grundigt. Det burde være ABC'en for et vidensbaseret samfund, men er det desværre alt for sjældent.