Rune Engelbreth: Efter visionært naturmøde på Marienborg bør fageksperter inddrages

KOMMENTAR: Hvis det gode naturskib, som blev sat i søen på Marienborgmødet mandag, ikke skal forlise i produktionsinteresser og symbolpolitik, skal forskerne og fageksperterne inddrages i udformningen af biodiversitetspakken, skriver Rune Engelbreth.

Kære statsminister Mette Frederiksen og miljøminister Lea Wermelin.

Tak for et godt og konstruktivt naturmøde i dialogens ånd på Marienborg, hvor biodiversitet og vildere natur stod i centrum blandt et halvt hundrede interessenter, eksperter og andre aktører. Efter en veloverstået dag på Marienborg må man næsten knibe sig i armen – for naturen kunne faktisk gå hen og få et historisk enestående løft i fornemmeste internationale klasse, hvis ord bliver til handling.

Det lover især godt, hvis det faglige fokus styrkes i selve udmøntningen af biodiversitetspakken. Vi skulle gerne undgå, at det gode skib, som lige er sat i søen, risikerer at forlise i produktionsinteresser og symbolpolitik, og belært af naturpolitisk erfaring er der stadig nogle skær forude, hvis natur på naturens præmisser også skal nå i havn.

Hidtil har vi alt for ofte set "den grønne dagsorden" love guld og grønne skove, men så snart realpolitikken er formuleret og vedtaget, har naturen igen og igen været taberen. "Guldet" har vist sig at være alt det, vi kan udnytte og trække ud af naturværdierne, og de "grønne skove" var som regel nye produktionsskove frem for bevarelsen af gamle naturskove.

De senere år er de politiske vinde imidlertid begyndt at blæse i en mere reel naturgavnlig retning, for eksempel med urørt skov og et vildere naturprojekt, som daværende miljøminister Jakob Ellemann-Jensen nåede at sætte i værk.

Den nye regering har skruet yderligere op for ambitionerne, hvilket også fremgik af statsminister Mette Frederiksens meget engagerede og detaljerede velkomsttale på Marienborg, hvor hun gjorde det klart, at hun er "på naturens side", og at naturkrisen ikke må glemmes under klimakrisen:

"Den skov, mange gerne vil plante i forhold til klimaet, kan vi ikke bruge til noget i forhold til biodiversitet. Skov er jo ikke bare skov. Vi skal have urørt skov. Vi skal også sætte forrådnelsen i værk. En gang imellem glemmer klima-entusiasterne vores natur."

"Vi vil natur. Vil vil mere natur. Mere uberørt natur. Mere sammenhængende natur."

Forskerverdenen var repræsenteret ved professor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet, der understregede behovet for en kursændring i den eksisterende naturforvaltning og meget mere "natur på naturens præmisser".

Han påpegede, at den eksisterende naturbeskyttelse i alt for ringe grad beskytter naturen, og at biodiversitetskrisen vigtigst af alt handler om at disponere plads til, at naturen får lov til at udfolde sig som natur.

Debatten og de øvrige indlæg viste en overvældende interesse og begejstring for at få vildere natur rullet ud, for eksempel i en naturzone og naturnationalparker på naturens præmisser, som regeringen og støttepartierne også gentagne gange har slået til lyd for.

Så vidt så godt. Den politiske vilje er oprigtig, et stort skib er sat i søen, og destinationen er en stærkt tiltrængt natur- og biodiversitetspakke. Hvad så nu?

Det har vi også hørt lidt om, men det er nok værd først lige at huske regeringens forståelsespapir, der definerer rammerne:

"Der er brug for mere urørt skov og mere sammenhængende naturområder, hvor naturen får plads til at udbrede sig på mere naturlige præmisser end i dag. En biodiversitetspakke skal give biodiversiteten bedre vilkår i Danmark. Planen skal indeholde klare målsætninger for, hvor meget af Danmarks areal, der skal disponeres til natur som naturzoner (inklusive urørt skov og naturnationalparker), samt konkrete initiativer, der skal sikre, at målsætningerne nås."

Langt det meste, der blev sagt på Marienborgmødet, peger i samme retning eller kan let passes ind, og efter at regeringen og støttepartierne har lyttet til interessenterne, må næste skridt være, at fageksperter rådgiver om, hvordan rammerne konkretiseres.

Det var også sådan, jeg forstod det og fik det griflet ned i stikordsform, da miljøminister Lea Wermelin takkede af til sidst på Marienborg – her sammenskrevet efter hukommelsen: "I det nye år skal vi se nærmere på det hele i samarbejde med forskere. Til foråret samler jeg så forskerne og politikerne til et dagslangt topmøde, hvor vi lægger skinnerne og bagefter står med rammerne for en biodiversitetspakke, der efterfølgende behandles politisk."

Når jeg gør en del ud af ordlyden her, skyldes det netop vigtigheden af den proces, der nu går i gang, og som miljøministeren i mine øjne præciserede træffende på Marienborg – men et par efterfølgende udtalelser giver måske anledning til lidt mere usikkerhed.

For det første ser det ud til, at det kommende topmøde om biodiversitetspakken alligevel ikke er med forskerne, men endnu engang med "interessenterne", som ellers allerede er kommet fyldigt til orde? Her kunne man godt frygte lidt, at fagligheden atter underprioriteres i naturpolitikken – som vi har set det før, når politiske tiltag inden for "natur" og "biodiversitet" er endt med at blive tømmerskove, klima-søer og shelters, fordi fagligheden var udeladt.

Ikke et ondt ord om tømmerskove, klima-søer og shelters, men de hører jo trods alt ikke til i en BIODIVERSITETSpakke, men henholdsvis i en tømmerpakke, klimapakke og friluftspakke.

Og nu står vi endelig dér, hvor vi for første gang har en statsminister, som stiller sig i spidsen for en biodiversitetspakke, og selvom naturen selvfølgelig også indebærer oplevelser og adgang for os, der løber, cykler og vandrer, må det afgørende være at få biodiversitetseksperter til nu at rådgive regering og politikere om, hvordan en biodiversitetspakke bedst gavner biodiversiteten – med offentlig adgang til naturen, selvfølgelig.

Ganske vist har miljøministeren lanceret en hjemmeside, hvor alle kan indsende deres ønsker, men regeringen og støttepartierne vil forhåbentlig også stå på mål for deres egen naturpolitik, hvorfor det er vigtigt, at det bliver fageksperter, der vurderer forslagene inden for de rammer, og rådgiver regeringen og de øvrige politikere i næste del af processen.

Men af en eller anden grund har vi ikke rigtig politisk tradition for at tage natur og biodiversitet ligeså seriøst, som vi tager trafiklinjer, sygehuse og klimatiltag. Så snart det handler om natur og biodiversitet, nøjes vi ikke med at lade interessenterne komme til orde, men alt for ofte lader vi dem simpelthen erstatte fageksperterne.

Derfor er min første bekymring, at den flyvende start, som biodiversitetspakken fik på Marienborg, ikke følges op af en konkretisering af fageksperter, men igen af interessenter.

Min anden bekymring går på, om regeringen vil stå fast på sine egne ambitiøse naturmål? Socialdemokratiet er gået til valg på 75.000 hektar urørt skov og 15 vilde naturparker på sammenlagt 60.000 hektar, hvor naturens præmisser er i højsædet. Men miljøministeren udtaler: "Jeg ville da ønske, at Socialdemokratiet havde 90 mandater, men det har vi ikke." (Altinget, 6.11.2019).

Det er selvfølgelig rigtigt, men det betyder ikke, at der ikke kan mønstres 90 mandater. SF har lovet det samme, og Enhedslisten har for længst vist sig enig og gav i oktober et bud på en finansiering af S-udspillet, og Radikales naturordfører, Zenia Stampe, udtalte, at de har "en fælles ambition" for naturen (Information, 5.10.2019).

Alternativets naturpolitik står heller ikke i vejen, så det er efter alt at dømme temmelig sandsynligt at finde over 90 mandater til at indfri naturpolitiske løfter.

Meget tyder endog på, at ambitionerne i regeringens aftalepapir og Socialdemokratiets naturpolitiske visioner i flere tilfælde overlapper udmeldinger fra Konservative og Venstre, der jo blandt andet talte for meget mere vild statsnatur under den foregående regering.

Nu står vi altså dér, hvor regeringen har lagt nogle naturpolitiske rammer, der formentlig er flertal for i Folketinget, og som allerede i vid udstrækning nyder opbakning blandt mange interessenter. Derfor må næste skridt må være at få besvaret spørgsmålet: HVORDAN gavnes natur og biodiversitet i konkret detalje i en biodviersitetspakke inden for disse rammer?

Tager vi regeringens aftalepapir, støttepartiernes politik og Marienborgmødets hovedtendenser ad notam, bør en sådan pakke indeholde fire hovedelementer:

1) En analyse af og et bud på justeret lovgivning i forhold til de mange utidssvarende paragraffer, som i dag desværre hæmmer og besværliggør natur på naturens præmisser.

2) Et bud på en naturzone i planloven uden produktionsinteresser, hvor natur og biodiversitet har førsteprioritet. Her er det oplagt hurtigt at begynde med de cirka 7 procent af landarealet, som det offentlige ejer i forvejen, men ambitionen bør række længere.

3) Et bud på konkretiseringen og en hurtig implementering af 15 vildere naturnationalparker, der svarer til Socialdemokratiets politik og regeringens aftalepapir, og hvor naturen får genetableret naturlige processer og udsat større planteædere på sammenlagt 60.000 hektar.

4) Et bud på konkretiseringen og implementeringen af de godt og vel 50.000 hektar urørt skov, der mangler at blive udpeget for at nå fra de nuværende beskedne udpegninger op på det mål, som regeringspartiet er gået til valg på.

En biodiversitetspakke med disse fire hovedelementer bør naturligvis efterfølgende blive kommenteret og debatteret med interessenter og den øvrige offentlighed, hvilket selvsagt også kan føre til justeringer før en vedtagelse – men det afgørende er, at det er biodiversitetseksperter, som udmønter konkreterne i den biodiversitetspakke, der debatteres og i sidste ende implementeres.

For mig at se er dette vejen til at konvertere statsminister Mette Frederiksens præcise ord på Marienborg om biodiversitetskrisens løsning til realpolitisk handling: "Vi vil natur. Vil vil mere natur. Mere uberørt natur. Mere sammenhængende natur."

Dansk natur har aldrig nogen sinde været mere forarmet og trængt. Den realpolitiske mulighed for at vende afviklingen har aldrig nogen sinde været større. Lad os gøre det på baggrund af fakta og faglighed, så vi ved, at det batter.

-----

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. 

Forrige artikel Jacob Bjerregaard: Nyt lovforslag om lugtkrav gavner byområder Jacob Bjerregaard: Nyt lovforslag om lugtkrav gavner byområder
  • Anmeld

    Allan Christensen · Kemiingeniør

    Fotosyntesebaseret produktion - og disrespekten over for alle, der har ydet en indsats for at begrænse denne og dens forventede ødelæggende konsekvenser for biodiversiteten og vore efterkommeres fremtidsudsigter.

    Man må håbe på, at vores samfund i stigende grad vil begynde på at betragte bekæmpelse af ukrudt og skadedyr som en gestus man viser naturens vilde planter og dyr samtidig med, at man bestræber sig på at producere hverken mere eller mindre end nødvendigt, for at alle kan opleve at betragte naturen som en uudtømmelig kilde til underen og dyb fascination frem for at se denne som en trussel mod ens egen eller ens families eksistens.