Debat

Vi mangler et direktorat for bæredygtig trafik

DEBAT: Vejdirektoratet gør som soluret: tæller kun de - for et nyt vejanlæg - lyse tider, mener NOAH.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Bente Hessellund Andersen
NOAH-trafik


Fremtidsvision for 2030: Ingen form for betalingsring i Københavnsområdet, billigere bilkørsel, fire tomme siddeplader i myldretidsbilerne, masser af plads imellem bilerne selv i spidstimen og efter en gigantisk trafikvækst. Klimaændringer, knappe olieressourcer og naturværdier har ingen betydning.

Sådan kan man kortfattet beskrive de forudsætninger, som er baggrunden for de vejplaner, som Vejdirektoratet udstikker den dag i dag. Den konkrete sag drejer sig om Frederikssundfingeren, hvor Vejdirektoratet har lavet VVM-redegørelser for forskellige forslag til trafikudbygninger.

Blind fremskrivning af trafikken
Vejdirektoratet tilslører i rapporterne, at det er et kortvarigt problem i myldretiden, der ligger bag de foreslåede voldsomme vejudbygninger.

Mens man i andre dele af den offentlige sektor må presse flere børn ind i klasserne, have flere børn pr. pædagog og opleve store nedskæringer og fordyrelser af bustrafikken lever Vejdirektoratet i sin helt egen verden. Her kan man ikke styre sine pladskrav. Et af forslagene for Frederikssundfingeren har 12 vejbaner (inklusiv to nødspor) gennem Ballerup. Et andet forslag er en motorvej gennem et naturskønt område.

Mens man i andre dele af den offentlige sektor må presse flere børn ind i klasserne, have flere børn pr. pædagog og opleve store nedskæringer og fordyrelser af bustrafikken lever Vejdirektoratet i sin helt egen verden. Her kan man ikke styre sine pladskrav.

Bente Hessellund Andersen
NOAH-trafik

Begrundelsen for de store veje er en blind fremskrivning af trafikken og kun 1,05 person pr. pendlerbil i 2030. Bilister med fire tomme siddepladser skal ikke risikere at skulle lette på speederen i myldretiden - uanset omkostningerne og miljøbelastningen. Man fokuserer ensidigt på tidsbesparelser for bilister - og undlader endda at se på, hvilke tidstab og miljøbelastninger den forudsatte vækst i biltrafikken vil påføre andre trafikanter, når bilister fra motorvejen kommer ind i de i forvejen overfyldte byområder.

Pendlertrafik kan omlægges
Nye store veje vil suge folk ud af den eksisterende S-bane, som ellers kunne løse størstedelen af pendlingen til København og aflaste regionen for mange problemer. I hvert S-tog med to togsæt kan der sidde 672 personer. Det svarer til 640 biler med en belægning ifølge Vejdirektoratets fremtidsvision på 1,05 person pr. pendlerbil. Med fem minutters drift på S-banen kan der være siddeplads til 8064 personer i timen i hver retning. På den mest belastede del af Frederikssundsvej er der i dag i spidstimen op til 2641 biler mod København. Med dagens belægning svarer det til omkring 3.000 personer.

Med en betalingsring, fem minutters drift på S-banen og et udbygget bussystem, der bringer folk fra S-banen til boliger og arbejdspladser, kunne meget af pendlertrafikken omlægges. Den resterende biltrafik af mere lokal karakter og godstrafikken kan let afvikles på det eksisterende vejnet evt. med enkelte justeringer. Uden for myldretiden er der masser af plads på vejene.

Denne høring har med al ønskelig tydelighed afsløret, at det er uholdbart med en opsplittet trafikplanlægning, hvor Vejdirektoratet ensidigt satser på størst mulig vækst i vejtrafikken ved at give biltrafikken de bedst mulige vilkår, mens bæredygtige trafikløsninger stort set er fraværende i planlægningen. Vejdirektoratet burde kun tage sig af vejvedligeholdelse og trafikinformation.

Der bør oprettes et "Direktorat for bæredygtig transport", der kan sammentænke trafikale løsningsmuligheder på en måde, der kan sikre en anstændig kollektiv transport til alle samt sørge for mindre arealforbrug og energiforbrug i transportsektoren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00