Frank Jensen (S) ny formand for Greater Copenhagen

Det dansk-svenske samarbejde Greater Copenhagen & Skåne Committee, der fremover hedder Greater Copenhagen Committee, udvider medlemskredsen med Region Halland. Frank Jensen (S) er ny formand. 

Frank Jensen
Frank Jensen (58) Overborgmester (S), Københavns Kommune, medlem, KL, fhv. minister, fhv. MF, fhv. direktør, Danske Advokater

Ved et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Ringsted har det dansk-svenske politiske samarbejde Greater Copenhagen & Skåne Committee besluttet at tage Halland og de seks kommuner i regionen med i det politiske samarbejde.

Samarbejdets navn ændres samtidig til Greater Copenhagen Committee, ligesom det også får ny formand fra 2019. Det bliver overborgmester i København, Frank Jensen (S), der fremover skal stå i spidsen for samarbejdet med vores naboer på den anden side af sundet. 

"Som ny formand for Greater Copenhagen glæder jeg mig til at byde Region Halland velkommen og styrke samarbejdet yderligere. Vi skal øge det internationale kendskab til Greater Copenhagen, så vi bliver endnu bedre til at tiltrække udenlandske investeringer og talenter," siger Frank Jensen (S) ifølge News Øresund. 

Udfordret samarbejde
Frank Jensen tiltræder som formand på et tidspunkt, hvor samarbejdet på tværs af Øresund er udfordret af den nye lov om erhvervsfremme.

Loven sætter begrænsninger for regioners muligheder for at fremme erhvervslivet, hvilket er en stor del af Greater Copenhagens formål. Frank Jensen har imidlertid tidligere i sin funktion som overborgmester i Købehavn udtrykt optimisme. Til Altinget har han blandt andet udtalt, at den nye lov blot vil kræve mere af de kommuner, der er en del af Greater Copenhagen.

Greater Copenhagens bestyrelse skal godkende ansøgningen en gang til ved et ordinært møde i december, inden Hallands medlemskab formelt bliver godkendt. Hvis ansøgningen godkendes, udvides samarbejdet således med seks kommuner.

Regionen Halland strækker sig langs den svenske vestkyst op til Göteborg. Den største by er Halmstad.

evereth@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv uddannelse gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement