Moderaterne er Løkkes hævn over blå blok

Det danske parti - med det svenske navn - Moderaterne er på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Det står klart onsdag, hvor tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens parti har opnået at samle de godt 20.000 underskrifter, der skal til for at kunne blive godkendt som et opstillingsberettiget parti. Dermed er der nu i alt syv - i egne øjne – borgerlige eller blå partier for vælgerne at forholde sig til, når de formentlig engang i første halvår 2023 skal til stemmeurnerne.

Det er langt fra en kæmpe sensation, at Løkkes parti opnår dette mål til trods for en indledningsvis besynderlig træghed i antallet af velvillige stillere. Kun her til allersidst, da hovedpersonen investerede tid og pondus i opgaven, fik partiet samlet de nødvendige underskrifter, men at Moderaterne ville nå over målstregen, var få i tvivl om henset til, at alle og enhver i kongeriget kender den tidligere statsminister og kan forholde sig til ham og hans person.

Hans partis politik derimod forbliver en hemmelighed indtil videre.

Løkkes vælgerappel post-Venstre vil nu mere klart fremgå af meningsmålingsinstitutternes opinionsmålinger, hvor den tidligere har kunnet gemme sig i den anonyme kolonne med "andre". Normalt vil nyhedsinteressen og den naturligt generede omtale løfte et nyt parti i de første målinger for så ret hurtigt at flade ud.

Man må dog nok give Løkke, at styrken i hans partis vælgermobilisering – udover valgdagens ultimative bedømmelse – først kan blive vurderet, når et egentligt politisk program er blevet præsenteret. Meldingen fra partiet har længe været, at det først vil først ske efter kommunalvalget i november, hvor vælgerne over hele landet må undvære Moderaterne på stemmesedlen.

Men hvilket niveau forventer man så, at Moderaterne vil lægge sig på i de første målinger? Et forsigtigt bud er fire-seks procent. Bliver det meget lavere, så ligner Løkkes parti allerede en gedigen fiasko. Alligevel forventer alle, at Løkkes person i en valgkamp vil tiltrække sig så megen opmærksomhed, at han under alle omstændigheder vil trække partiet ind i Folketinget.

Der vil i al fald ikke være ret mange andre end formanden selv, der ligner vælgermagneter. For ingen andre omkring partiet er kendte, bortset fra partiets sekretariatschef Jakob Engel-Schmidt, der pludselig forlod Folketinget under ikke alt for ærefulde omstændigheder. Dertil kommer journalisten Jeppe Søe, der har en del partimedlemskaber bag sig og i øvrigt beskriver sig selv som EU-modstander, og som hjælper med at afvikle partiets Mødested på Facebook, der har tiltrukket sig nogen interesse. Det er også kendt, at Novo Nordisk Fondens formand Lars Rebien Sørensen har engageret sig i Moderaterne, men næppe mange forestiller sig, at den 67-årige erhvervsmand stiller op til Folketinget.

For Mette Frederiksen er atomiseringen af blå blok gaven, der bliver ved med at give.

Jarl Cordua

Løkkes evne til at høste vælgere i blå lejr ligner en udfordring for mange partier og ikke kun for hans gamle venner i Venstre. Jakob Ellemann-Jensens parti har på det seneste i flere målinger opnået 15 procent i vælgerstøtte efter en gevaldig nedtur i februar efter Inger Støjbergs og Lars Løkkes afgang. I Venstre håber man selvfølgelig på, at de vælgere, der skulle gå, er gået.

Konservative, som har fået stor vælgerfremgang som følge af Venstres nedtur, bør måske være mere bekymrede, da de nye vælgere har vist sig flygtige. Hvad der kommer let, kan gå let.

Dertil kommer der en række småpartier, hvor Løkkes genkomst på scenen kan kortslutte alle deres forestillinger om en fremtid i Folketinget efter næste folketingsvalg. Kristendemokraterne har i adskillige målinger været ovre de magiske to procent. Formentlig en fremgang, man kan forklare med tilgangen af det, man kunne kalde for "Jens Rohde-segmentet". Et vælgersegment, der godt kunne ligne nogle, der også kunne fatte sympati for Moderaternes selverklærede midterprojekt. Løkke kan således pifte alle Kristendemokraternes forhåbninger.

Et parti som Liberal Alliance er ligeledes i farezonen. Løkke skal ikke erobre mange tiendedele procentpoint fra LA, før partiet er ude af Folketinget og dermed lukningstruet. Radikale kan helt sikkert også se en fare i, at Løkke kan erobre vælgere fra det efterhånden ret lille segment af partiets vælgere, der føler sig borgerlige, og som i stigende grad føler sig fremmedgjort af partiets støtte til Mette Frederiksen. Den potentielle fare kan måske forklare, hvorfor Radikale forsøger sig med at lave alliance med Søren Pape om lavere skat på arbejde og flere udlændinge i job. Der skal ikke være megen plads for Løkke at lave politik på.

For er der noget Løkkes rivaler godt ved, så er det, at den tidligere statsminister ikke behøver ret megen plads for at kunne skabe sig en helt ny politisk platform og fremtrylle et politisk program, der oser af fornyelse, som var det en forårsmorgen på en blomstereng.

Den store joker i vurderingen af Moderaternes muligheder for succes er Løkke selv. Kan han fastholde interessen som leder af iværksætterprojektet Moderaterne? Bliver det for trivielt at være leder af et lillebitte borgerligt parti på Christiansborg uden indflydelse i dag og uden indflydelse mange år frem, mens han samtidig skal give den som TV-stjerne, foredragsholder, konsulent på et advokatkontor, rejseleder på Færøerne, ældre statsmand og alt det andet spændende, han laver?

Mange i hans gamle parti undrer sig over, hvorfor han dog ikke blev i Venstre og fortsatte med de samme sysler som nu. Så havde han stadigvæk været velkommen overalt i partiet og med tiden havde flere glemt hans kaotiske ledelsesfacon og berygtede lunefuldhed og set ham som én af partiets grand old men.

Den store joker i vurderingen af Moderaternes muligheder for succes er Løkke selv.

Jarl Cordua

Hvad vil Løkke opnå som leder af et lille, ubetydeligt parti, hvor han kommer til at drukne i ordførerskaber, og som vil gå under den dag, han forlader politik (hvilket henset til hans dåbsattest vil ske senest om tre-fire valgperioder)?

Selvfølgelig vil Løkke kunne tage sig endnu et par omgange i rampelyset ved de næste folketingsvalg, men det bliver ikke som borgerlig statsministerkandidat, uanset hvor mange debatbøger, han når at få præsenteret i løbet af valgkampen, eller valgkaniner, han hiver op af hatten med pludselig støtte til Frederiksen. Man skal trods alt have en vis parlamentarisk styrke, før valgkaniner opnår større medieinteresse. Der vil formentlig også være grænser for, hvor mange herresving Løkke kan foretage sig under en valgkamp, før troværdigheden fuser helt ud af Moderaterne.

For Mette Frederiksen er atomiseringen af blå blok gaven, der bliver ved med at give. Mange usikre vælgere kan simpelthen ikke øjne et borgerligt regeringsalternativ eller en klar statsministerkandidat.

Folketingsvalget vil ligne et sædvanligt kommunalvalg i Københavns Kommune, hvor valget står mellem den socialdemokratiske overborgmesterkandidat og de syv små dværge.

Løkkes skæve tilsynekomst på scenen under næste valgkamp vil kun udstille Papes, men især Ellemanns, bestræbelser på at matche Frederiksens personlige politiske pondus.

Det er en hård straf, som Løkke har udmålt til sine gamle fæller i Venstre, fordi de i sin tid ville af med ham. Hvad han, udover den udsøgte hævn, selv får ud af, står til gengæld ikke klart. Altså bortset fra en masse opmærksomhed, et umenneskeligt hårdt overarbejde som oppositionspolitiker og så naturligvis glæden ved i mange år frem at kunne sige, at Ellemann og Pape ikke som han formår at erobre statsministerstolen.