Regeringen fører socialdemokratisk klimapolitik med et hold naive støttepartier

Støttepartierne er ikke bare bundloyale, de står også påfaldende magtesløse over for S-regeringen. I substansen er det endnu ikke lykkedes for Enhedslisten, SF og Radikale at presse den socialdemokratiske étparti-regering til at give så meget som én nævneværdig indrømmelse. Snarere tværtimod.

Klimarådets statusrapport dokumenterer, at de beslutninger, som hidtil er blevet truffet på det grønne område, er helt utilstrækkelige og endnu ikke tegner til at kunne bringe Danmark sikkert frem til 70 procents CO2-reduktion i 2030. Effekten af de allerede vedtagne beslutninger er beskeden, og der mangler fortsat en samlet politisk plan for de næste og langt mere vanskelige beslutninger.

I første omgang er Klimarådets rapport blevet brugt som ammunition til nye angreb på S-regeringen og klimaminister Dan Jørgensen (S). Formelt har han også ansvaret for nøleriet. Realpolitisk er sagen dog noget mere speget. For hvem er det egentlig, som har ansvaret for, at de senere års klimatiltag kan sammenfattes som for lidt og for sent?

Socialdemokratiet har aldrig lagt skjul på, at de selv synes, ambitionen om at ville reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 er for vidtløftig og verdensfjern. Under valgkampen lagde Dan Jørgensen klart afstand til målsætningen, som han kaldte for "urealistisk" og "overbudspolitik". I valgkampens sidste dage afviste Dan Jørgensen 70 procentmålsætningen til et vælgerarrangement hos Altinget: "Så er det jo, at det bliver useriøst. Så er det jo, at vi risikerer at skuffe folk."

Realpolitisk har støttepartierne stillet sig tilfredse med alt for lidt og har bizart nok fejret den førte – og altså utilstrækkelige – politik som en triumf.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Den senere børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) gjorde ved samme lejlighed grin med kravet: "Jeg tror, at hvis valgkampen varede en måned mere, så ville der være nogle, der sagde, at vi kan lave en 100 procents reduktion på to uger."

Kynisk betragtet har Socialdemokratiet holdt ord. Den førte klimapolitik ligger nogenlunde dér, hvor Socialdemokratiet ønskede, den skulle ligge – før valget. Dengang lovede Socialdemokratiet kun at ville reducere udledningerne med 60 procent inden 2030, og groft sagt er det også den retning, som klimapolitikken har lige nu. Coronakrisen vil kunne bruges som bortforklaring i årevis.

Når Klimarådets rapport alligevel og oplagt er et politisk problem for S-regeringen, skyldes det naturligvis, at Socialdemokratiet først underskrev et forståelsespapir med 70 procentmålsætningen, og efterfølgende også indskrev ambitionen i den nye klimalov, tilmed med en "handlepligt" i tilfælde af en alt for langsom grøn omstilling. På papiret er 70 procentmålsætningen dermed blevet regeringens egen, og manglende opfyldelse vil være et klart løftebrud.

Regeringstoppen ligger dog næppe søvnløse over Klimarådets statusrapport. For Socialdemokratiet er der masser af tid at løbe på, og hvis enkelte vælgere skulle blive efterladt med indtrykket af, at statsminister Mette Frederiksen ikke ligefrem er blevet forvandlet til en "klimatosse", gør det næppe noget. For S-regeringen er kritikken parlamentarisk ufarlig, i hvert fald så længe støttepartierne ikke stiller stærkere krav.

Presset må og skal komme fra Radikale og de såkaldt 'rød-grønne' partier. For det er og bliver støttepartierne, som bragte 70 procentmålsætningen til torvs, og derfor også Enhedslisten, SF og Radikale, som nu har ansvaret for at presse på og forpligte S-regeringen på reel handling. Og her har støttepartierne svigtet.

Henover S-regeringens første år og otte måneder har støttepartierne været for søde og ganske enkelt ikke formået at holde Socialdemokratiet op på ordlyden i forståelsespapiret, hvor det hedder, at målet er en "reduktion af drivhusgasser i 2030 med 70 procent i forhold til niveauet i 1990."

Tiden vil vise om årsagen til støttepartiernes svigt er naivitet, inkompetence eller manglende jernvilje. Lige nu foregår jo en ny kamp om reduktionerne i landbruget, og her vil støttepartierne forsøge at udbedre de foreløbige fejl og mangler i klimapolitikken. Måske vil det også lykkes at genforhandle nogle af de indgåede aftaler?

Status er ikke desto mindre, at S-regeringen hidtil har fået lov til at føre socialdemokratisk klimapolitik, og at støttepartierne ikke har evnet at omforme de fromme hensigter til kontant realpolitik.

Selv om det kan lyde som en dårlig undskyldning har klimaminister Dan Jørgensen en pointe, når han som svar på kritikken siger: "Partierne har selv været med i de store aftaler, vi har lavet, og hver gang har de fleste af dem bagefter stået foran kameraerne og sagt, at det er en historisk dag for Danmark."

Realpolitisk har støttepartierne stillet sig tilfredse med alt for lidt og har bizart nok fejret den førte – og altså utilstrækkelige – politik som en triumf. Da klimaloven blev vedtaget i december 2019 udtalte Enhedslistens Pernille Skipper: "Jeg vil gå så langt som til at kalde det her for vores største politiske sejr."

I dag fremstår begejstringen ærligt talt tåkrummende. Klimarådets rapport udstiller, at Enhedslistens indsats i den praktiske politik snarere kan karakteriseres som partiets største flop. Udfordringen har nemlig aldrig været at formulere himmelstræbende resolutioner, men derimod at få gennemført håndgribelige resultater. Og her dumper Enhedslisten med et brag.

Magt skal gribes. Ingen får noget forærende på Christiansborg. Og her har det vist sig som et problem, at Radikales daværende leder Morten Østergaard – uden held – har forsøgt at true sig til indflydelsen, inden han blev vraget på grund af #MeToo-skandalen.

Rent magtteknisk har Enhedslisten, SF og Radikale gjort det svært for sig selv ved ikke på forhånd at have fået defineret klart, hvad konsekvensen vil være, når Klimarådet konstaterer, at tempoet i den grønne omstilling er for langsomt.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

For under et år siden udtalte Østergaard: "Hvis vi i forhandlingerne møder en regering, som har lagt låget hårdt på og siger, at resultatet ikke kan blive bredere og større end det, der ligger, så ender vi i en situation, hvor vi er nødt til at gøre vores stilling op i forhold til regeringen og trække i kæden igen."

Morten Østergaard ville gøre klimapolitikken til et kabinetsspørgsmål og udlagde selv truslen i klartekst: "Det betyder reelt at true regeringen med at trække vores opbakning til den, hvis der ikke sker noget."

Dengang krævede han faktisk præcis det, som Klimarådet nu kritiserer politikerne for at mangle, nemlig en samlet plan for den totale CO2-reduktion frem til 2030. Men sammen med Morten Østergaard forsvandt valgtruslerne.

Radikales nye leder Sofie Carsten Nielsen kommer helt sikkert ikke til at gå tilbage til fuseren, og SF's formand Pia Olsen Dyhr satser tydeligvis på at optjene goodwill-point hos statsminister Mette Frederiksen til senere udbetaling. Heller ikke Enhedslistens nye politiske ordfører Mai Villadsen virker til at ville sætte S-regeringen stolen for døren.

Støttepartierne nøjes med at indkalde klimaminister Dan Jørgensen til en hasteforespørgselsdebat i Folketinget. Her vil han så kunne forklare, hvad støttepartierne udmærket ved, nemlig at de selv har stemt for stort hele den halvfuldendte klimapakke.

Rent magtteknisk har Enhedslisten, SF og Radikale gjort det svært for sig selv ved ikke på forhånd at have fået defineret klart, hvad konsekvensen vil være, når Klimarådet konstaterer, at tempoet i den grønne omstilling er for langsomt. Det er således mere end elastisk, hvad begrebet "handlepligt" kan og skal betyde og dermed i sig selv et politisk spørgsmål, som vil indgå i de fortsatte og langstrakte forhandlinger.

De næste runder tegner ikke engang til at give støttepartierne mere at skulle have sagt. S-regeringen har klart tilkendegivet, at en større aftale om reduktioner i landbruget helst skal landes sammen med i hvert fald Venstre og gerne også flere andre borgerlige partier. Når Enhedslisten, SF og Radikale endnu ikke har kunnet tvinge Socialdemokratiet til at bevæge sig hurtigere, end Dan Jørgensen ønskede før valget, virker det naivt at tro, at der pludselig skulle opstå en ny dynamik i de næste måneder.

Som tilfældet også har været i udlændinge- og retspolitikken, har Socialdemokratiet fået trumfet sin egen politiske linje igennem i klimapolitikken, og støttepartierne udstiller efterhånden kun deres egen troskyldighed, når de henviser til, at de da troede, at den grønne omstilling næsten per automatik ville komme op i gear, fordi det står i både forståelsespapiret og klimaloven.

Forløbet siden valget viser, at der er forskel på at være grøn og så at være grøn. Når Socialdemokratiet levnes muligheden, vælger regeringspartiet sjovt nok at føre klassisk socialdemokratisk politik.