Benny Damsgaard: DF's krise er ikke 'en kommunikationsudfordring'

"Rundturen viste mig da også, at der er en generel anerkendelse af, at vi fik mange resultater igennem. Men at vi glemte at få det fortalt. Kommunikeret. Ikke bare til vælgerne, men også til jer i organisationen. Så I havde svært ved at forklare, hvad vi gjorde, og hvorfor."

Dette citat stammer fra Kristian Thulesen Dahls tale ved Dansk Folkepartis årsmøde for en måneds tid siden. I talen gennemgik Thulesen Dahl de forklaringer på valgnederlaget, som han havde fået på sin rundtur til DF's medlemmer. Hvorfor var det gået så grueligt galt, at man mistede 58 procent af stemmerne og 21 mandater, og hvad skulle der til for at komme op af hullet igen?

Thulesen Dahl gav fire forklaringer i sin tale. Manglende regeringsdeltagelse efter 2015-valget; et for "bombastisk" samarbejde med Socialdemokratiet; at man ikke blokerede (!) for Løkkes underskrivelse af Marrakesh-aftalen og sidst, men ikke mindst, kommunikation. Eller rettere mangelfuld kommunikation. Den gennemgående forklaring på valgnederlaget, som klart fyldte mest i Thulesen Dahls tale, var mangelfuld kommunikation.

Årsmødedeltagerne måtte forstå, at DF havde opnået rigtig mange gode politiske resultater i den forgangne periode, men at man ikke havde været gode nok til at kommunikere dem. Og man havde slet ikke været gode nok til at klæde baglandet på som "ambassadører" til at forsvare partiets politik.

Og så havde han selv og Peter Skaarup været alt for pæne: "Peter og jeg skal være mindre pæne og mere skarpe – også selvom vores mødre har opdraget os til netop at være pæne og omgængelige."

Kort sagt mere kommunikation og mere kant. 

DF har tidligere gjort en dyd ud af at sige, at de ikke bruger målinger. Erfaringerne kunne dog pege på, at de burde begynde på det, så de rent faktisk kan finde ud af, hvorfor deres vælgere forlod dem, og ikke mindst hvad der skal til for at få nogle af dem tilbage igen.

Benny Damsgaard

Thulesen Dahls 'kommunikationsdiagnose' er på ingen måde unik for et parti i vælgermæssig krise. Det Konservative Folkeparti havde den samme grundlæggende tilgang efter valgnederlaget ved 2011-valget.

Da jeg blev ansat som kommunikationschef for Det Konservative Folkeparti i 2013, var opgavebeskrivelsen klar: Vi skal kommunikere langt mere og have skarpere kant til især Venstre. 

Det Konservative Folkepartis politik var til gengæld (i store træk), som den skulle være, og der var slet ingen grund til offentlig selvkritik af beslutningerne i VK-tiden eller grundlæggende strategisk gentænkning. Vi skulle bare mere ud over rampen, så skulle vælgerne nok komme tilbage.

Problemet med at forsøge at isolere valgnederlag til et spørgsmål om mere og skarpere kommunikation er dog, at det reelt er som at tisse i bukserne på en kold vinterdag. Du kan godt få en midlertidig fremgang, som Det Konservative Folkeparti for eksempel fik i 2013 i forbindelse med folkeskolereformen, men de grundlæggende udfordringer forbliver uløste. Og når det bliver hverdag igen, når medieopmærksomheden stilner af, så er nissen der stadig, og den er ofte blevet større.

Der er ikke noget quickfix i politik. I stedet er man nødt til at gribe problemerne langt grundigere an. Komme ind til kernen af, hvorfor man blev fravalgt af vælgerne, og strategisk begynde at arbejde med reelt at ændre det.

Det er sjældent en let eller smertefri proces, og det er under ingen omstændigheder løst ved bare at skrue op for kommunikationen.

Tag for eksempel Labours transformation til New Labour. En rejse, som er beskrevet i detaljer i Philip Goulds politiske klassiker 'The Unfinished Revolution' fra 1999. I bogen beskriver Gould den lange rejse, Labour var på for igen at gøre sig fortjent til vælgernes tillid. En rejse med uendelige mængder af fokusgrupper og meningsmålinger for at blive klogere på, hvorfor vælgerne havde genvalgt konservative regeringer i 18 år og fravalgt Labour. Og ikke mindst endeløse interne strategidiskussioner af, hvad målingerne skulle munde ud i politisk.

I Labours tilfælde var problemet et spørgsmål om manglende troværdighed og en politik uden håb for fremtiden. Vælgerne havde ganske enkelt ikke tillid til, at Labour ville holde, hvad de havde lovet i opposition, når de kom i regering. Og så troede partiet fejlagtigt, at vælgerne stemte på dem i taknemmelighed over det, de allerede havde fået gennemført. I stedet stemte vælgerne først og fremmest på det, de håbede ville komme.

For Labour var kuren "kontraktpolitik", "små, målelige løfter", "skattestop" og mere konsekvent retspolitik. Og så ikke mindst løftet om en bedre og mere lys fremtid symboliseret ved navneskiftet til "New Labour". 

Og det virkede! Efter 18 år i opposition sad New Labour på magten i 13 år fra 1997 til 2010.

Tilgangen fra 'The Unfinished Revolution' har også efterladt sig store spor i Danmark. I Søren Pinds i øvrigt ganske anbefalelsesværdige erindringsbog 'Frie ord', beskriver han levende, hvordan Goulds bog i 1999 inspirerede Fogh til kontraktpolitik, velfærdsløfter og konsekvent fokus på midtervælgerne. En redefinering, der resulterede i knap ti år med VK.

Et nyere eksempel på, at kommunikation i sig selv ikke er nok, er Socialdemokratiets politiske skifte på udlændingeområdet. Efter en dybdegående analyse af årsagen til valgnederlaget i 15 erkendte S, at de kun kunne få de afgørende vælgere tilbage over midten ved at komme i sync med dem på især udlændingeområdet. Og det var vel at mærke i både ord OG i konkret politik.

DF har tidligere gjort en dyd ud af at sige, at de ikke bruger målinger. Erfaringerne kunne dog pege på, at de burde begynde på det, så de rent faktisk kan finde ud af, hvorfor deres vælgere forlod dem, og ikke mindst hvad der skal til for at få nogle af dem tilbage igen.

Der er i hvert fald ikke meget, der tyder på, at problemerne forsvinder ved at komme mere på News – tværtimod.

----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.