Christian Egander Skov: Venstres identitet er smuldret væk

Hvis det borgerlige Danmark var en bil, ved jeg ikke, hvilken bil det var. Men jeg ved, at den ikke var blevet tanket længe. I dag ville det være en overdrivelse at sige, at man kører på dampene, for i virkeligheden er kareten gået i stå.

Så det borgerlige Danmark er nået til den fase, hvor de overlevende passagerer i de nødstedte fartøjer står i vejkanten og skændes om, hvis skyld det hele var.

Er man gået i stå, fordi man kørte den vej, eller fordi man undlod at køre den anden vej. Har man kørt for hurtigt? Eller måske for langsomt? Eller har man – som antydet – simpelthen undladt at tanke op. En kættersk tanke måske? Enige kan man ikke blive, så nu trækker først den ene og så den anden en kniv. Snart ligger mindst en mand død i grøften, mens resten fortsætter til fods.

Hvad mener jeg med at tanke op? Lad mig bruge et andet billede til at udlægge det første. For et par uger siden opdagede jeg til min skræk, at en gruppe bidske hvepse havde taget bo i et hul i mørtlen mellem murstenene i mit hus. I værste fald kunne de grave sig gennem muren og flyve ind i stuen, fortalte skadedyrsbekæmpelsen mig. Hvilken ulykke! Men den slags sker, når ting ikke hænger sammen. Med huller i mørtlen kommer murbierne og hvepsene. Uden mørtel vælter muren. Uden kit falder ruderne ud.

Det samme gælder for partier, og for partier er denne kit den ideologiske identitet. Det borgerlige Danmarks krise er altså en idékrise. Og når det hele nu falder sammen, skyldes det netop, at der ikke er nok, der har bundet borgerligheden som sådan sammen, eller blot de enkelte partier – hverken kit, mørtel eller idéer. Måske havde man idéer engang, men man har glemt at tanke – og at tænke.

Resultatet ser vi nu.

Når det har været nødvendigt for Kristian Jensen i det hele taget at slå fast, at Venstre hører til i spidsen for det borgerlige Danmark, skyldes det netop, at dette engang selvindlysende forhold har mistet enhver selvfølgelighed.

Christian Egander Skov

I Liberal Alliance er formand Alexander Vanopslagh sprunget ud som en art konservativ i Kristeligt Dagblad, hvor han advarede mod overdreven liberal atomisme. Kort forinden havde Simon Emil Ammitzbøll-Bille modsat peget på, at der var behov for mere værdiliberalisme forstået som frisind og almindeligt fravær af normer, og at partiets krise skyldtes, at man havde glemt denne liberale kamp. Kort sagt to helt modsatrettede synspunkter og uforenelige retninger for partiet.

I Venstre er det, som man måske har bemærket, endnu værre. Her har det gamle personlige modsætningsforhold mellem Lars Løkke Rasmussen og hans næstformand Kristian Jensen antaget ideologisk karakter og er blevet en strid om Venstres placering i det politiske liv. Er man et parti, der står i spidsen for det borgerlige Danmark? Den traditionelle selvforståelse. Eller er man et strukturkonservativt systemparti, der skal søge samarbejde med Socialdemokratiet?

Også her er der tale om to forskellige ideologiske retninger, der kun lader sig udglatte gennem den ideologiske passivitet, der har båret Venstre, siden man i slutningen af 1990’erne nåede til den konklusion, at partiets traditionelle liberale velfærdskritik ikke bar kimen til andet end misvækst.

Problemet er, at den ideologiske passivitet ikke slår til længere. Skellet mellem borgerlige venstremænd og centrumvenstremænd afspejler netop, at passiviteten er trukket for langt. Idéen om at udslette de sidste rester af borgerlig identitet i det gamle liberale parti er simpelthen den ideologiske passivitets apoteose, dens kulmination og dens bristepunkt. Når det har været nødvendigt for Kristian Jensen i det hele taget at slå fast, at Venstre hører til i spidsen for det borgerlige Danmark, skyldes det netop, at dette engang selvindlysende forhold har mistet enhver selvfølgelighed. Venstre ved man ikke rigtig, hvor man har.

Eller sagt kortere og mere mundret. Den ideologiske debat er et symptom på, at det kniber med den ideologiske identitet. Alvoren i denne specifikke debat vidner om, hvor dyb krisen nu er blevet. At der føres ideologisk debat i avisernes debatspalter, er en ting. At den ideologiske debat føres som et drabeligt personopgør i toppen af det politiske hierarki noget helt andet. Det er intensiteten af striden, der afslører identitetskrisens dybde.

De Konservative har i denne omgang haft det nemmere. Partiet fik et godt valg og kan glæde sig over at være frie af den kroniske krisestemning, der havde lagt sig over salonerne. Søren Pape har således ikke haft behov for at gå i rette med medlemmer af sit eget parti. I stedet kunne han for nylig gå i kødet på Lars Løkke Rasmussen for at have splintret det borgerlige Danmark.

For denne kritik gælder det også, at den først og fremmest er et symptom. Ingen tror vel, at Venstre vil vågne til dåd efter opsangen.

De Konservative spiller en også en anden rolle i den borgerlige nedsmeltning. De levendegør historien om, hvor galt det kan gå, når identiteten smuldrer. De Konservative kunne notorisk ikke enes i 1990’erne. Resultatet kender vi. Dengang var personstriden og den hast, hvormed det hele smuldrede, en indikation på et dybere problem, nemlig at man havde mistet fornemmelsen af, at man havde én retning at gå i.

Eller sagt på en anden måde: Uden mission og vision var der kun ambition tilbage.

Sagt på en helt anden måde: Det kan godt være, Lars Løkke har en personlig ambition om at få nøglerne til Statsministeriet tilbage. Men det er ikke nok.

--------------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden".