Christian Kock: Valgtest tager ikke højde for argumenter

Hvilken valgtest skal du vælge her op til folketingsvalget? Læs denne artikel og vælg, hvordan du vil vejledes.

I Ekstra Bladets test kan man vælge mellem enig, uenig og ved ikke på ti emner samt afkrydse tre politikområder, man finder vigtige. Man får så at vide, hvor mange procent enig man er med alle partierne.

I Berlingskes test tager man stilling til en række politiske udsagn og bedømmer, hvor vigtige emnerne er for én, og så får man præsenteret de folketingskandidater, der deler ens holdninger. TV 2's kandidattest giver os 23 politiske udsagn, og når vi har svaret på dem på en differentieret skala, fortæller testen, hvilken af kandidaterne vi er mest enige med, for kandidaterne har besvaret de samme spørgsmål.

Informations test har en lignende struktur, men baseres på, hvordan politikerne har stemt, og ikke på hvordan de siger, de vil stemme.

Der er lagt stor opfindsomhed i disse test, blandt andet med valgforskeres hjælp.

Men der er en grundlæggende fejl ved test som de nævnte: De antager som udgangspunkt, at vælgerene om diverse emner har et sæt holdninger på forhånd, som står fast. Når vi vælger kandidat eller parti at stemme på, sker det derfor ud fra holdninger, vi allerede har.

Mennesker skifter faktisk holdninger ud fra argumenter. Det er vildledende at lade som om, at menneskers holdninger generelt er faste, det vil sige argument-resistente.

Christian Kock

Men for det første er det et problem, at ikke ret mange vælgere faktisk har holdninger om alle de emner, de spørges om. Det tager testene så højde for ved at tillade os at springe spørgsmål over.

Dér viser grundproblemet sig alligevel: Testene tager ikke højde for, at vælgeren kan påvirkes af noget, som partierne eller kandidaterne siger eller har sagt. Man opererer kort sagt ikke med, at vore holdninger enten kan blive skabt eller ændret af en kandidats eller et partis argumenter. Vi har bare visse holdninger, basta. Eller ikke. Ud fra dem kan vi så vælge, hvem vi støtter.

Tankegangen bag dette er, at de holdninger, som vi borgere har, bestemmes af vore interesser. Og vore interesser bestemmes af vore sociologiske ståsteder – vort tilhørsforhold til et bestemt segment, defineret ud fra demografiske kriterier: køn, alder, civilstand, profession, uddannelse, seksualitet.

Sådanne kendetegn bevirker, at vi har bestemte interesser – i økonomisk henseende, men ikke kun det: Også vore ideologier og værdisæt indgår i vore interesser og hænger nøje sammen med de sociologiske kendetegn.

Derfor har vi faste politiske holdninger til alt muligt. Og derfor kan testene fortælle os, hvad og hvem vi skal stemme på. Fordi årsagskæden antages at være sådan, er det jo naturligt at antage, at vore holdninger står fast. Dem har vi, fordi vi er dem, vi er. Og det bliver ikke lige lavet om.

Det er et tankesæt, som har haft og formentlig stadig har godt fat i visse faglige miljøer, især i statskundskab og journalistik. Det viser sig for eksempel i, at man laver vælgertest som de omtalte.

Den underliggende teori er dejligt enkel (et adelsmærke for en videnskabelig teori). Mennesker vælger og stemmer ud fra en simpel, smuk forklaringsmodel; som Pavlovs hunde savler vi, når vi skal. 

Denne teori stemmer med en grundtanke i klassisk økonomi: Hvert individ træffer sine valg ud fra en bevidst kalkule af, hvad der maksimerer dets individuelle nytte, økonomisk set. Den tanke lader sig let overføre fra 'homo economicus' til 'homo politicus': Vi stemmer på det, der maksimerer tilfredsstillelsen af vore forudgivne interesser.

Teorien er ikke kun simpel og smuk, men også til en vis grad rigtig. Rent statistisk stemmer flere skolelærere for eksempel til venstre end til højre, især de yngre og kvindelige. Og så videre. Rent statistisk. Men så heller ikke mere.

Der vil altid være nogle i et segment, der har andre holdninger end dem, der særligt kendetegner segmentet. Og nogle, som kan flytte sig. Ikke alle individer svarer til det, der rent statistisk er særligt for deres gruppe.

De kan for eksempel have en lidt anden personlig baggrund. Eller de kan have skiftet holdning – måske ud fra en konkret erfaring, måske ud fra at have hørt nogle argumenter om sagen.

Argumenter er nøgleordet. Men argumenter er stadig den fortiede elefant i rummet i forhold til mange 'partitest' og megen anden politisk journalistik.

Mennesker skifter faktisk holdninger ud fra argumenter. Det er vildledende at lade som om, at menneskers holdninger generelt er faste, det vil sige argument-resistente.

Det har jeg selv været med til at konstatere i en stor undersøgelse om holdningsdannelse fra 90'erne, 'Retorik der flytter stemmer'. Den analyserede nogle politiske debatter og publikums stemmeafgivning før og efter 45 minutters debat.

Vi konstaterede, at op mod ti procent af publikum i debatterne skiftede holdning mellem ja og nej, for eksempel om fri abort og andre varme emner, og yderligere cirka ti procent mellem ved ikke og ja/nej.

Det viser, at folk (altså NOGLE folk, også kaldet individer) godt kan vælge en holdning eller ændre den ud fra argumenter (andet havde de jo ikke hørt i de 45 minutter); folk er ikke uflytteligt fastlåst af deres givne interesser.

O.k., 10-20 procent er ikke så mange som de 80-90 procent, der 'stod fast'. Men de er for eksempel nok til, at flertallet i en gruppe kan skifte side. Derfor føres vi bag lyset, når journalister og forskere udtrykker sig, som om det, 80 procent af en gruppe mener, er, hvad hele gruppen mener. Og at det, de mener lige nu, bliver de ved at mene. Og når man – som det typisk sker – taler om valg og holdningsdannelse, uden at begrebet argumentation forekommer.

Det er imidlertid opmuntrende, at der i år er valgtest, som ikke deler den stiltiende forudsætning om argumenters irrelevans. For eksempel har DR og Altinget samarbejdet om en test, hvor vi, før vi besvarer et spørgsmål, kan klikke på baggrundsinformation og kortfattede argumenter for og imod.

Parlamentet.dk giver tilmed links til en mængde baggrundsdokumenter, blandt andet fra sagens behandling i Folketinget, og citater med politikeres argumenter pro og contra.

I sidste uge skrev jeg på denne plads, at der måske kan skimtes en udvikling i politikernes debatpraksis hen imod mere argumentation og mindre nedgøring af modparten. Skal vi også se en udvikling i politisk journalistik og valgforskning hen imod at vise politiske argumenter større interesse?

-----

Christian Kock (f. 1946) er professor emeritus i retorik ved Københavns Universitet og har blandt andet forsket i politisk argumentation, debat og troværdighed. Frem til valget 5. juni skriver han ugentlige kommentarer om sprog og retorik i dansk politik.