Dagens corona-overblik: Bred aftale lemper krav til kontanthjælpsmodtagere

LYNOVERBLIK: Et bredt flertal i Folketinget suspenderer den såkaldte 225-timers-regel for kontanthjælpsmodtagere i tre måneder, Boris Johnson er indlagt på hospitalet, og det danske aktiemarked begynder ugen med stigninger. Få overblikket her.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-SchlegelCecilie Toft

*Opdateret kl 12:15: Regeringen har indgået aftale om at suspendere 225-timersreglen. Derfor har vi ændret overskriften.

Velkommen til Altingets daglige lynoverblik over coronakrisens udvikling, hvor du på fem minutter kan blive opdateret på det nyeste inden for politik og økonomi samt få de seneste globale nyheder.

Politik
Statsminister Mette Frederiksen (S) er stadig indstillet på at åbne samfundet gradvist op efter påske. Men det tager lang tid, før vi kan leve, som vi gjorde før krisen, fortalte hun i går aftes til DR's 21 Søndag.

Regeringen har nu indgået en bred aftale om at sende en håndrækning ud til landets ledige ved at sætte den såkaldte 225-timers-regel på pause. Det skriver DR. Reglen, der trådte i kraft i 2016, betyder, at kontanthjælpsmodtagere skal have mindst 225 timer på arbejdsmarkedet for at kunne modtage fuld kontanthjælp. Suspensionen ventes først vedtaget i Folketinget efter påske.

Et stort flertal blå og røde partier i Folketinget er parat til at føre ekspansiv finanspolitik på den anden side af krisen. Der er dog ikke helt enighed om, hvilke tiltag der er behov for. Altinget har historien.

Læs også

Coronasmittede migranter uden opholdstilladelse bør have mulighed for isolationspladser, så de ikke kan viderebringer smitten. Konsekvenserne kan ellers være alvorlige, lyder det fra blandt andre Røde Kors, der bakkes op af Københavns Kommune og en række fagfolk. Det skriver Information.

Økonomi
Det Økonomiske Råd – bedre kendt som de økonomiske vismænd – har udsendt en pressemeddelse, hvor de præsenterer estimater for, hvor hårdt coronakrisen vil ramme dansk økonomi.

Vismændene fremlægger to scenarier, et mere "mildt" og et "voldsommere" scenarie. Uanset hvilket scenarie den danske økonomi står til at se i øjnene, vil det offentlige budget opleve et underskud på mellem 6,5-9 procent af BNP, oplyser overvismand Carl-Johan Dalgaard i en pressemeddelse.

På aktiemarkederne har humøret spredt sig efter flere tegn på, at coronavirussen er under kontrol i Europa. Overalt i verden er aktiemarkedet klædt i grønne farver. Det danske C25-indeks begynder ugen med en stigning på 2,1 procent, hvilket er nok til at sende indekset tilbage til sin højeste kurs siden 9. marts. Det skriver Berlingske.

Global
Den britiske premierminister, Boris Johnson, blev søndag aften indlagt på hospitalet med covid-19. Han leder dog fortsat landet her til morgen, oplyser landets boligminister, Robert Jenrick, til BBC.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, holdt natten til mandag dansk tid pressemøde, hvor han udtrykte håb om, at USA ser en "udjævning" af spredningen af coronavirusset i landets hospots. New York, der er en af de hårdest ramte stater i USA, rapporterede søndag om et fald i det daglige antal dødsfald for første gang i en uge – fra 630 til 594 dødsfald.

De svenske sygehuse stopper nu med at bruge malariamidlet klorokin til behandling af coronapatienter, efter at nogle patienter har oplevet alvorlige bivirkninger. Det skriver Göteborg-Posten.

Coronaens udbredelse i Danmark

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00