Historisk afvisning: Den svenske Riksdag stemmer nej til ny borgerlig regering

SVENSK EFTERSPIL: For første gang i historien har Riksdagen nedstemt en statsministerkandidat, der er blevet udpeget af parlamentets formand.

Foto: Janerik Henriksson/TT/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Svenskerne er stadig ikke kommet nærmere en ny regering efter valget til Riksdagen for mere end to måneder siden.

Onsdag stemte den svenske Riksdags medlemmer nemlig nej til at gøre Moderaternes leder, Ulf Kristersson, til ny statsminister.

Det skriver Altinget.se.

195 af Riksdagens 349 medlemmer stemte imod, mens blot 154 stemte for. Dermed er Ulf Kristersson også den første statsministerkandidat nogensinde til at blive nedstemt i Riksdagen.

Fakta
Valgresultatet
Socialdemokraterne: 28,4 procent (101 mandater)
Moderaterne: 19,8 procent (70 mandater)
Sverigedemokraterne: 17,6 procent (62 mandater)
Centerpartiet: 8,6 procent (31 mandater)
Venstrepartiet: 7,9 procent (28 mandater)
Kristendemokraterne: 6,4 procent (23 mandater)
Liberale: 5,5 procent (19 mandater)
Miljøpartiet: 4,3 procent (15 mandater).

Mandater fordelt på blokke
Den rød-grønne blok: 144 mandater
Den borgerlige alliance: 143 mandater
Sverigedemokrater: 62 mandater

Ulf Kristersson var blevet udpeget til statsministerkandidat af Riksdagens talmann, der er en pendant til den danske folketingsformand. Han fik derefter til opgave at danne en ny regering, og mandag foreslog han, at den kom til at bestå af Moderaterne og Kristendemokraterne.

Passiv magt
Den plan var der dog modstand imod blandt flertallet af partierne i Riksdagen – heriblandt de øvrige to partier i den borgerlige alliance, Centerpartiet og Liberale. De to partier endte med at være med til at stemme imod Ulf Kristersson sammen med de rød-grønne partier. Kun Sverigedemokraterne stemte for sammen med Moderaterne og Kristendemokraterne.

Splittelsen i den borgerlige lejr blev allerede kendt tirsdag, hvor Centerpartiets formand, Annie Lööf, meddelte, at partiets 31 mandater ville stemme imod Kristersson. Modstanden fra de to borgerlige midterpartier skyldes Sverigedemokraterne. Partierne mener nemlig, at en mindretalsregering bestående af Moderaterne og Kristendemokraterne ville blive afhængig af Sverigedemokraterne.

Argumentet er, at det ville give Sverigedemokraterne den indflydelse på svensk politik, som de øvrige svenske partier har nægtet at give partiet.

Læs også

Dokumentation

Partierne i den svenske Riksdag

Venstrepartiet 
Vänsterpartiet

Partiet har fortid som et kommunistparti, men det blev i 1960'erne omdannet til at være et venstresocialistisk reformparti. Det tilhører samme blok som Socialdemokraterne og Miljøpartiet.

Socialdemokraterne
Socialdemokraterna

Sveriges svar på Socialdemokratiet og det parti, som i øjeblikket er indehaver af statsministerposten i overgangsregeringen, der besiddes af partiformand Stefan Löfven.

Miljøpartiet
Miljöpartiet de Gröna

Det sidste parti i Sveriges rød-grønne blok og det yngste parti. Det kom til verden i 1981 og har rødder i freds-, miljø-, kvindekamps- og atommodstandsbevægelserne. Partiet er en del af den nuværende svenske overgangsregering sammen med Socialdemokraterne.

Centerpartiet
Centerpartiet

Det svenske midterparti, der ligesom Danmarks midterparti Radikale har samarbejdet både til højre og venstre i det politiske skel. Partiet har tidligere indgået i regering med Socialdemokraterne, men siden 1970'erne har det været med i flere borgerlige regeringer.

Liberale
Liberalerna (tidligere Folkpartiet og Folkpartiet liberalerna)

Partiet har rødder i den klassiske liberalisme, men er i løbet af sin levetid blevet mere socialliberalt. Partiet har dog modsat Centerpartiet altid været i opposition til Socialdemokraterne.

Moderaterne
Moderata samlingspartiet

Muligvis det tætteste på en svensk udgave af Konservative, der har deltaget i flere borgerlige koalitionsregeringer. Senest fra 2006 til 2014, hvor partiets daværende formand, Fredrik Reinfeldt, var statsminister.

Kristendemokraterne
Kristdemokraterna

Som navnet antyder, fører partiet politik med udgangspunkt i en kristen livsanskuelse. Partiet opnåede valg til Riksdagen i 1991, hvor det også kom med i sin første borgerlige regering, der blev ledet af Moderaterne. Det gentog sig i 2006 til 2014.

Sverigedemokraterne
Sverigedemokraterna

Et af de nyere partier i Sverige, der kom i Riksdagen første gang i 2010. Partiet bliver ofte sammenlignet med Dansk Folkeparti og er kendt for at være fortaler for en markant strammere udlændingepolitik. Politisk set er partiet meget isoleret i Sverige, hvor ingen af de øvrige partier vil samarbejde med det. Netop det har skabt problemer efter valget 9. september, fordi hverken den borgerlige eller rød-grønne koalition kan mønstre et flertal.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00