Jarl Cordua: Støjberg har igen splittet sit parti

#Metoo-debatten rammer nu også det store oppositionsparti Venstre. Ikke fordi partiet umiddelbart kan associeres med en bestemt sag, for indtil videre er det alene den socialdemokratiske udenrigsminister, der må holde for, men fordi partiets fungerende formand, Inger Støjberg, har valgt at blande sig i debatten med et Facebook-opslag, der har vist sig at dele vandene i hendes eget parti.

Det er især de første linjer af Støjbergs Facebook-opslag, der har fremkaldt reaktioner og rynkede øjenbryn: ”Ærligt talt! Jeg synes, det er ved at gå helt over gevind med al den #MeToo- og sexisme-snak.”

Ved første øjekast ligner Støjbergs opslag et indlæg, der placerer ikke bare hende selv, men det parti, hun leder, i bås med dem, der i det hele taget afviser #Metoo og sexisme som overdrevet eller ”snak”. Læser man længere ned, så solidariserer Støjberg sig dog med ofrene for mere håndfaste og konkrete overgreb: ”Ingen skal finde sig i f.eks. at blive berørt upassende eller blive udsat for deciderede overgreb. INGEN.”

Med dette forbehold tror Støjberg sig på nogenlunde sikker grund og fremkommer dernæst med sit egentlige ærinde: ”Men lige nu er det, som om alle mænd bliver udråbt som sexhungrende og krænkende monstre. Jeg vil derfor også meget, meget nødig være mand i 2020, for ALT kan åbenbart misforstås og udlægges som sexisme.”

Her vil Støjberg solidarisere sig med de – mange – mænd, der formentlig ser #Metoo-sagen som et slags generalangreb på mandekønnet og deres ret til at give velmente komplimenter til kvindelige kolleger uden at blive beskyldt for dunkle motiver.

Støjberg henviser specifikt til kvindelige politikere, der har ytret sig i debatten: ”Det er simpelthen for langt ude, når vi ser eksempler på, at selv helt uskyldige komplimenter om en kvindes udseende kan blive udlagt som sexisme. Der har i medierne været eksempler på politikere, der har følt sig krænket over at få at vide, at de er pæne. Altså, hvad der efter min mening bør opfattes som et godt, gammeldags kompliment”.

Venstres vælgerbase risikerer at blive splittet af Støjbergs meldinger, som man nok kan have sympati for, men som ingen har efterspurgt.

Jarl Cordua

Pointen er nærmere, at de kvinder, der har fået komplimenter, som de ikke har bedt om, reelt set er nogle hystader, må man forstå. Her fisker Støjberg i et farvand, hvor mange især mænd og sikkert også kvinder vil give hende ret. For ikke alle deler præmissen om, at et uønsket eller kikset kompliment er de facto sexisme, som det har været fremført i debatten.

Støjberg bevæger sig altså ind i et grænseområde, hvor hun har et betydeligt publikum med sig. Ifølge hende selv er formålet ædelt. Det fremgår af det følgende:

”På den anden side har vi de dybt grænseoverskridende tilfælde med trusler eller krav om seksuelle ydelser. Det er altså to vidt forskellige ting, og vi skal passe på med, det ikke skvulper over i hinandens kar! Gør det det, risikerer vi, at det tager alvoren ud af de virkelige krænkelsestilfælde.”  Videre skriver hun: ”Men netop de »rigtige« krænkelsestilfælde må ikke drukne i en krænkelseskultur, der er kommet fuldstændig ud af proportioner.”

Så Støjberg argumenterer ud fra en præmis om, at #Metoo-debatten føres ud fra en præmis om ”al tings sammenblanding” og en underliggende proportionsløs krænkelseskultur, hvilket, fremfører hun, i virkeligheden skader selve sagen.

Formålet er altså nuancering og tydelig skelnen, hvilket næppe skader en debat at få afklaret. Spørgsmålet er, om det er overflødigt eller irrelevant at gøre opmærksom på, og burde man ikke som dreven debattør som Støjberg efter 20 år i politik være sig det bevidst, at risikoen for at blive misforstået er astronomisk? Eller sker det netop ud fra et håb om at fremkalde en skarp reaktion, hvor formålet er splittelse, der kan sætte Støjbergs person i centrum for debatten?

Støjberg nævner i øvrigt ikke nogen navne i sit opslag, så det er egentlig uklart, hvilke kvindelige politikere, hun henviser til, og som problematiserer komplimenter. Indtil videre har offentligheden mest hørt fra kvindelige politikere, der har fortalt om klart grænseoverskridende bemærkninger om voldtægt og berøringer. DR's detektor satte sig dog for at opklare sagen og fik så tirsdag tilsendt to eksempler fra Støjbergs pressemedarbejder:

Det første eksempel omhandler den tidligere SF-politiker Özlem Cekic, der i et debatindlæg i Ekstra Bladet skrev, at hun som folketingsmedlem fik kommentarer som 'rødt er rigtig flot til dig' og 'du er meget feminin med løst hår', når hun kom ned fra Folketingets talerstol efter en 'heftig debat'.

SF's klimaordfører, Signe Munk, har til Skive Folkeblad givet et andet eksempel: ”Jeg var inviteret til vælgermøde i en stor virksomhed. Da jeg skulle præsenteres, sagde direktøren: "Ja, Signe, de mandlige ansatte har været spændte på at møde dig efter at have set din valgplakat”.

De to kvinders grænser var åbenbart overskredet, hvor Støjberg øjensynligt mener, at der er tale om det rene pjat. Mange vil give hende ret, men mange vil også se det som et forsøg på at reducere #Metoo-debatten til at omhandle denne gråzone, hvor der tydeligvis hersker stor uenighed, fremfor at handle om, hvordan man kommer de grove krænkelser til livs.

Noget andet er om denne melding er klog henset til, at debatten er temmelig ophedet, og det faktum, at Støjbergs melding er blevet fortolket - også af folk i Venstre - som et forsøg på at afspore debatten ved at reducere den til en diskussion om, at mænd nu ikke længere må give komplimenter.

Altså en forfaldshistorie om, at ”det er ved at gå over gevind” og ”ude af proportioner”, og af det må vel følge, at det samfund, vi kendte, er på vej ned ad slisken, fordi den skøreste del af nyfeminismen vil bruge debatten til afsæt for meget andet end blot at stoppe krænkeres svineri, som ingen vil eller kan forsvare. Især blandt borgerlige er dette en instinktiv modreaktion på en debat, som mange oplever som en lille revolution og formentlig en modreaktion, som Støjberg med sit opslag vil gøre sig til talskvinde for og ud fra en kalkulation om at score nogle lette politiske point på kontoen for hende selv og sikkert også Venstre.